'Digital dannelse' er det modsatte af dannelse

'Digital dannelse' er blevet det nye sort. Det er blevet et begreb, hvor forskellige med stærke interesser i eller for digitale medier og ressourcer har fundet en måde at tale i et sprog, som virker mere 'skoleagtigt' og humanistisk end de, der blot tror på digitalisering som en effektiviseringsstrategi.

Ofte henvises der også til et begreb som det 21. århundredes kompetencer eller ‘skills’, som er en række generelle færdigheder som kritisk tænkning, kreativitet, samarbejdsevne, interkulturel forståelse, kommunikation og den slags. Disse kompetencer kan sommetider gøre det ud for ‘digital dannelse’ eller de kan være en del af det.

Her i dag støder jeg så igen på et tweet, der omhandler ‘digital dannelse’

Blogindlægget er skrevet af Lars Asmussen, der er lærer, it-vejleder og skoleudvikler på Carolineskolen. Blogindlægget er rigtig godt og beskriver en række forhold, jeg er helt enig i i forhold til at udvikle digitale kompetencer gennem alsidig brug i skolekontekst. Fint nok.

Problemet er blot, at dette arbejde med digitale medier, værktøjer og ressourcer bliver kaldt ‘digital dannelse’, selvom det for så vidt intet har med dannelse at gøre. Eller hvis indlægget handler om dannelse, så betyder ‘dannelse’ noget helt andet end det gør i teorihistorien, hvor det er knyttet til det at udvikle sig som selvstændigt menneske ved siden af det at udvikle sig som en borger i et samfund. I så fald er det et dannelsessyn, som jeg personligt ikke er enig i.

Dannelse handler om det at blive til nogen - det har ikke forskellige analoge og digitale komponenter.

Lars Asmussen skriver: "Nu nævnte jeg så digital dannelse, og lad os lige starte med begrebsafklaringen. Dannelse i sig selv kan ikke være digital, men vi kan stræbe efter dannelse, som gør os i stand til at begå os i en hastigt voksende digital og virtuel verden." Dannelse kan ikke være digital, nej det er jeg enig i - ligesom man ikke kan tale om digitale mennesker, hvis de bruger en digital device.

Hvori består kombinationen af dannelse og det digitale. Det handler angiveligt om at gøre os i stand til at begå os i det samfund, vi er en del af. Altså handler det om at blive samfundsborger og dermed om at blive til noget - men ikke så meget om at blive til nogen.

Der er også lidt underligt, at det kun skal gøre os i stand til at begå os i en delmængde af verden, som om verden sådan kan deles op. 'Nu er jeg i den analoge del af verden, fordi jeg dyrker sex med min partner’ - 'nu er jeg i den digitale del, fordi jeg spiller Wordfeud med en af mine venner'. Hmmm - mærkeligt verdenssyn, hvis man spørger mig. Hvordan kan man begå sig i en udparcelleret verden? Det kan man naturligvis ikke - det digitale er ikke et særområde, der er med uigennemtrængelige skotter er lukket inde bag et password, men er sammenhængende med verden som sådan.

"Det handler også om, at digital dannelse ikke kun indebærer digitalt udstyr, og i hvor stor grad dette bruges….Det oplagt at koble den digitale dannelse med elevernes kompetencer (nej! Ikke karakterer!) og deres parathed til at møde det samfund, de er en del af." Og dette bliver til, at man i undervisningen skal gøre brug af elevernes allerede etablerede kunnen og kundskaber. Hmmm. Ja, det må man da håbe altid er tilfældet i undervisningen, uanset hvilke forkundskaber, det drejer sig om.

Men igen er det en diskussion, der på helt fornuftig vis drejer sig om god undervisning og et didaktisk beredskab hos læreren. Der er jeg på sin vis helt enig med Asmussen. Men jeg forstår ikke, hvorfor dette didaktiske beredskab - eller denne pædagogiske pointe med at tage udgangspunkt i, hvad eleverne allerede kan, skal gøres til dannelse - digital, analog, biologisk, kognitiv eller en helt syttende.

Videre hedder det: “Vi skal også huske at lytte til samfundet – og samfundet byder faktisk ind.” Nej, det skal vi ikke, når vi taler dannelse. Det handler ikke om, hvordan vi udvikler gode samfundsborgere - eller: det gør det også. Det er jo en del af skolens opgave og forpligtelse. Men det er ikke det, vi taler om, når vi taler om dannelse. Der handler det om det utopiske i det, børnene både er og ikke er - det de er ved at blive til.

Dannelse er et utopisk begreb i betydningen, at det er det, der ikke er, noget der (ikke er tilstede eller på stedet) - derfor er dannelse et begreb for tilblivelse. Formålet at blive til som menneske er det, dannelsesbegrebet dækker i den brede betydning, som adskiller sig fra det, at blive (samfunds)borger.

Jeg er godt klar over, at begreber skifter indhold og betydning med tidernes skiften, og man kan derfor ikke tage patent på et begreb som dannelse, der jo også allerede henviser til forskellige forhold som velopdragen, klassisk dannelse (som er et særlig ideal for et opkommende borgerskab) og så udvikling af en særlig og selvstændig individualitet

Dannelsesdiskussionen er i øjeblikket splittet mellem forskellige, der byder ind med forståelser af dannelse. Det gør diskussionen meget vanskeligt, at dannelse som begreb af rigtig mange (som eks. Asmussen i det indlæg, mit indlæg er en replik til) bruger det som et kompetencebegreb. Jeg kan sagtens være enig i de kompetencer, Asmussen og mange andre peger på. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er vigtigt at få disse kompetencer til være lig med ‘dannelse’.

Jeg har en mistanke om, at det hænger sammen med, at man gerne vil have en række digitale kompetencer til nemmere at glide ned - at give kompetencer et skær af at være noget andet, end de er. Hvorfor det skulle være nødvendigt, har jeg ikke noget bud på. Jeg forstår det simpelthen ikke.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne opfordre til, at man holder op med at tale om 'digital dannelse', fordi, som Asmussen også skriver, dannelse kan ikke være digital - eller analog kan man tilføje. Ved at knytte digital på, sker der det, der også sker for Asmussen, så kommer det til at handle om digital viden, digitale færdigheder og komptencer - med det resultatet at dannelse bliver det samme som kompetencer, og hele pointen med et begreb om dannelse forsvinder. 'Digital dannelse' bliver dermed et begreb for dannelsens negation - altså det modsatte af dannelse.