fredag den 1. november 2013

Man gjorde et kreativt barn fortræd! - Diskussion af Sir Ken Robinsons tanker om uddannelse del 2

Som jeg skrev i første del af mit bidrag til diskussionen af Ken Robinsons tanker om uddannelse på baggrund af hans TedEx-præsentationer How School Kill Creativity og RSA-animationen Changing Education Paradigms, så er hans position i den kritiske uddannelsesforskning af en sådan art, at det er vanskeligt at diskutere hans position. Man kan være for eller imod, men en egentlig diskussion bliver det sjældent til. Institutleder Alex Quigley skriver i Why We Should Mistrust Ken Robinson om personlighedskulten om Sir Ken og hans meget forførende retorik - Sir Ken er fænomenal til at sørge for at tilhørerne føler sig i rigtig godt selskab. (En retorisk analyse af hans præsentationer vil være et oplagt studieemne). Og måske er det dette, der er baggrunden for, at mange ikke vil diskutere Robinsons tanker.
Sir Ken tegner og fortæller

En anden dimension af dette er også, at Robinson siger rigtig mange ting, der forekommer rigtige og måske er rigtige. At fremtiden er usikker og ukendt er givet, hvilket stiller særlige krav til skolen/uddannelserne. Robinson har en sympatisk bekymring for, om uddannelsessektoren vil være i stand til at klæde de fremtidige borgere og arbejdere på til den opgave, vi ikke kender.

Mange skoler bygger på et design fra industrialiseringens tidsalder (det er rigtigt). Men det betyder jo ikke, at alle skoler gør. Endvidere kan man ikke slutte fra, hvordan skoler eller skolearkitekturen ser ud til den praksis, der foregår på skolen - eller den kultur der er bygget op i skolen. Her mangler nogle nuanceringer kan man sige - men vigtigere kan man kritisere Robinson for at have et temmelig naivt syn på uddannelsesdesign, når han slutter så hurtigt fra fabriksanalogien til, hvordan uddannelse fungerer.

Vi kender alle historier om personer, der er blevet kendte som dygtige udøvere af noget, selvom de blev kritiseret i skolen. Et eksempel er sangskriveren Sebastian, som angiveligt fik dårlige dansk-karakterer i skolen. Sir Ken bruger lignende eksempler til at underbygge sin påstand om, at skolen ødelægger kreativiteten hos det enkelte barn.

Men denne slutning er falsk - og der er intet der tyder på, at Sir Ken forholder sig til mere udbygget videnskabeligt materiale om forholdet mellem kreative mennesker, hvis evner ikke er blevet anerkendt af skolen, og skolens betydning for udviklingen af deres evner og kompetencer. Heller ikke videnskabeligt materiale om forholdet generelt mellem skoleforløb og kreativitet i medie/underholdnings/kunst-branchen - eller ingeniørbranchen for den sags skyld. Sir Ken benytter sig af enkeltstående eksempler i sin argumentation, hvilket er en tvivlsom metode.

Det betyder jo ikke, at han ikke har ret - både i de enkelte eksempler som mere generelt. Men det betyder, at det er hans mere eller mindre ukvalificerede holdning til, hvordan man bør bedrive skole, der er afgørende - det er altså hans mening, men ikke viden om, der bæres frem. Dette er problematisk, fordi han præsenterer det som viden, og han anvender hele sin intellektuelle og akademiske kapital til at underbygge dette.

Når han så oven i købet benytter eksempler, som er åbenlyst forkerte, bliver hans argumentation yderligere undermineret. Som Pragmatic Education viser i What Sir Ken Got Wrong, så er der ingen grund til at tro, at Shakespeare var et naturtalent, der blot blomstrede frem af sig selv. Han var veluddannet. Herhjemme har der også været myten om H. C. Andersen som naturtalentet, der på trods af stort set ingen skolegang kunne tryllebinde både børn og voksne med sine historier. Men det viser sig jo, at HC var særdeles velbevandret i litteratur og kulturhistorie.

Jeg siger ikke, at han ikke har ret, men Ken Robinsons to præsentationer i deres grundlag er altså tvivlsomme som videnskabsformidling , da de slutter med analogier og eksempler uden at kunne henvise til mere generaliserbare studier af den ene eller anden art. Robinsons retorik dækker for den manglende argumentation.

Er et mennske født kreativt?

Det største problem i Sir Kens præsentationer er dog hans fremstilling af det uformede som et ideal. Det gennemsyrer begge præsentationer, at barnet har en naturlig drift i en interessebestemt retning, og at denne retning ikke må bremses - ikke må undertrykkes. Undertrykkelse er i det hele taget en interessant kategori i denne sammenhæng. Når man forhindrer barnets - eller den voksnes - egen drift efter behovstilfredsstillelse, så er der tale om en undertrykkelse af det umiddelbare og naturlige. (Under)trykket får en formende indflydelse på det undertrykte.

Denne undertrykkelse er den vigtigste skydeskive for Ken Robinson - og er det, der har givet TedEx-præsentationen titel: How School Kill Creativity. Det er skolens disciplinerende og dermed undertrykkende funktion, der gør det af med den naturlige kreativitet. Denne argumentation trækker på en lang historie, som også professor i psykologi Daniel Willingham viser i  Is a paradigm shift really needed? Rousseau springer umiddelbart frem som en inspirationskilde til ideen om det uspolerede barn, der naturligt udvikler sig.
Det er rigtigt, at skolen virker anastetisk på mange børn - og retalin gør i hvert fald. Men er det tilsvarende rigtigt, at børn har en indre kreativitet, det bare handler om at frisætte? Eller er kreativitet noget, der opstår i sammenstødet mellem forskellige elementer, hvoraf barnet er et af dem?

Set i et videnskabeligt perspektiv er det naturligvis underligt, at Ken Robinson ikke henviser til de, der har inspireret til hans ideer - eller de ideer, han bygger videre på. Robinson fremstiller sig som en, der selv er kommet op med de revolutionerende ideer, hvilket Willingham også fremhæver. Dette er et lidet charmerende træk ved en videnskabsmand og kulturpersonlighed, men ikke afgørende. Mere afgørende er, om det overhovedet er rigtigt, at det uformede burde have forrang for det formede.

Robinson har - ligesom hans forgængere - ikke ret i, at det uformede har større kreativt potentiale end det formede. Tværtimod. Civilisationen bygger nok som Freud også er inde på (måske ganske vist på et spekulativt grundlag) sublimering og undertrykkelse af det umiddelbare i en anden (højere) sags tjeneste. Civilisation bygger på formninger - også tankemæssige og mentale formninger. Her er undertrykkelse en vigtig komponent - og man kan strides om, hvordan undertrykkelsen skal foregå, men ikke om den skal foregå.

En anden måde at udtrykke forholdet mellem den enkeltes dannelse og undertrykkelse er at henvise til, at mennesker altid indgår i konstellationer med omgivelserne blandt andet andre mennesker. Ved at fokusere på det uformede menneske, ser Robinson bort fra dette forhold, og han trækker derved på en bevidsthedsfilosofisk tankegang som vi finder i den tyske idealisme og især Fichte og omegn. Mennesket bliver herved en ø - en selvstændig enhed, der konstruerer sin omverden(sforståelse).

Lidt modsigende, nuancerende, dialektisk eller ambivalent trækker Robinson gruppen ind som det afgørende for den kreative udvikling hos barnet. Men gruppen består i en konstellation med gensidig påvirkning - eller undertrykkelse og formning - som i første omgang blev afvist af Robinson.

Hele det romantiske tankegods, Robinson trækker på, kunne godt trænge til at blive gennemreflekteret - og det barndomssyn, der følger med, ligeledes.

Der er nok ingen tvivl om, at ADHD er blevet en diagnose, der lidt for bekvemt hæftes på urolige børn, men det betyder jo omvendt ikke, at det gælder alle diagnoserne - og at de diagnosticerede ville have det bedre uden diagnose, hvilket mere end antydes af Robinson. Og hans forklaring på fænomenet: børns overstimulering med digitale gadgets er i høj grad tvivlsom - der er i hvert fald ikke ‘substantial evidence’ for den påstand.

Der er rigtig mange forhold, som det vil være en god ide at diskutere nøjere i forhold til Sir Ken Robinsons yderst populære fremstillinger i TedEs og RSAnimationen. Også forholdet mellem kritik og alternativer. Hvilken type af skole forestiller Sir Ken sig? Willingham peger i ovenstående artikel på en række af andre alternative skoletænkninger, der har lidt skibbrud. Typisk også nogle, der har været bygget på samme romantiske tankegods, som Sir Ken bygger på. Hvordan vil Robinson undgå, at hans skoler skulle lide samme skæbne - og hvordan skal den overhovedet se ud? Det giver han ikke noget bud på - han nøjes med at stå og kritisere den nuværende skole og pege på, at man skal lade den enkelte udfolde sig ud fra egen lyst. Det er ikke meget at bygge en skole og uddannelseskultur på. Og vil det være godt for de mange - eller er det skole moduleret og designet ud fra de eksempler på kreative mennesker, der er blevet uretfærdigt undertrykt i skolen, hvor vi så ikke ved noget som helst om, hvordan det vil gå de, der ikke har haft samme kreative drive?

Ken Robinson er rigtig god til at pege på nogle problemer i den nuværende skole, og han rækker længere ud end de fleste, der beskæftiger sig akademisk med skoleudvikling, så det er såre godt. Der er mange ting, man let kan være enig med ham i, men det er primært på ‘jeg synes’-niveauet, det gælder. Den teoretiske, historiske og empiriske fundering af hans forestillinger, virker særdeles skrøbeligt.

Sir Ken - et urørligt ikon?

Pragmatik Education blog

For nogen tid siden kom et blogindlæg på Pragmatic Education What Sir Ken got Wrong, og det satte en større diskussion igang om for og imod Robinsons tanker om uddannelse og kreativitet. Sir Ken Robinson er ikke en hvem som helst i international uddannelsesforskning, men en rigtig stjerne, der bliver trukket frem som reformpædagogikkens heltekarakter: det enkelte barn i centrum og gruppen og gruppearbejde som noget udviklende og positivt osv. Noget vi er rigtig mange, der er enige i.

Ken Robinson

Sir Ken Robinson har efterhånden længe været en stjerne på uddannelsesfirmamentet. Hans TedEx-præsentation fra 2006 How School Kill Creativity er den mest sete TedEx overhovedet, og hans RSA-præsentation Changing Education Paradigms har i mange år været i heavy rotation på sociale medier og i undervisersammenhænge. Og begge præsentationer er fantastiske i den forstand, at de er morsomme og inspirerende. Sir Ken er meget underholdende, og det er ikke forkert at sige, at han er en intellektuel, akademiske stand-upper, der samtidig får lytteren/seerne til at tænke.


Jeg vil i første omgang se lidt på, hvordan der bliver talt om - kan tales om - Sir Ken. I anden omgang vil jeg se på substansen i diskussionen om Sir Kens tanker om skole og kreativitet.

Sir Ken er et urørligt ikon

Det er interessant at se på Sir Ken som et fænomen. Han har ikke mindst i en særlig angelsaksisk, kritisk, pædagogisk tænkning en status som ‘den alternative stemme’, hvilket også har ført til, at hvis man er kritisk i forhold til ‘the establishment’, så er man for Sir Ken.

Et ikon?
Jeg havde selv en sigende oplevelse, da jeg tidligere henviste til kritikken fra Pragmatic Education, hvor en tweep (en der er aktiv på Twitter) Steve Wheeler responderede, at Twitter ikke egnede sig til at diskutere Robinsons tanker om uddannelse - eller kritikken af disse. Da jeg har meget stor respekt for Steve Wheeler overraskede denne reaktion mig meget. Jeg kan kun se den som et udtryk for Sir Kens særlige status - især i en engelsk uddannelsesmæssig og læringsteoretisk sammenhæng.

Der er en sær berøringsangst for ikonet Sir Ken, som gør, at han er hævet over twitterdiskussioner. En position han næppe selv vil være enig i. Parentetisk bemærket vil jeg hævde, at der ikke findes noget emne, der ikke kan behandles på 140 tegn - det vil aldrig være den hele fortælling, men det vil 140 sider heller ikke.

Diskussionen af Sir Kens ideer om uddannelse er afstedkommet af flere kritiske indlæg, der stiller spørgsmål ved hans tænkning om skole og kreativitet. Ikke mindst blogindlægget fra Pragmatic Education What Sir Ken got Wrong, satte en mindre diskussion i gang på danske sociale medier - eller i hvert fald på Twitter, hvor de korte mikroblogindlæg fik markeret en interessant måde, man kunne forholde sig ud fra enten-eller.

Bloggeren og den tidligere lærer Morten Ovesen @mortenovesen inviterer på sin blog innovativeteacher til en diskussion om Sir Ken Robinsons syn på skolen, kreativitet og læring. Anledningen er, at Morten Ovesen er blevet pikeret af, at Pragmatic Education har tilladt sig at mene noget andet end hans helt: Sir Ken Robinson. Og det er et udtryk for et problem med Sir Ken and his merry men. Han har fået en status, så man nu MÅ være for eller imod ‘manden’ i stedet for at se hans tanker om uddannelse som nogle, man er delvist enige i og andre, som man er mindre enige i. (Retfærdigvis må det siges, at Morten Ovesen har delt Pragmatics kritiske blogindlæg på Twitter for at starte en diskussion. Men tager han selv diskussionen?)

Diskussioner er ikke et spørgsmål om vindere og tabere
I diskussionen af Sir Kens forestillinger om skole og kreativitet risikerer man let at blive fanget i sportslogikkens vindere og tabere - eller religionens de rigtige og de forkerte. For Morten Ovesen er valget meget klart, selvom han lægge ud med en åbning - han drager ud i sin blog for at forsvare Sir Ken. Anklagerne mod Sir Ken er forkerte. Han henviser til det kritiske blogindlæg og siger: “Jeg vil ikke gennemgå hele blogindlægget her, men dog tage fat på et par punkter. Det er de punkter, hvor jeg mener at skribenten har fået Sir Ken Robinson helt galt i halsen og mistolker hans tanker.” Altså ikke en diskussion, men en korrektion af ‘fejl’ i kritikken - en afvisning, der ikke går i dialog med kritikerne.

Dette forekommer at være en lidt underlig måde at forholde sig til en kritik på. Klart nok kan han ikke forholde sig til ‘hele blogindlægget’ (hvad det så betyder). Men hvorfor nøjes med at tage nogle elementer ud, som han er uenige i uden at se på helheden? Endnu mere mærkeligt bliver dette, når man ser på blogindlægget fra Pragmatic Education What Sir Ken got Wrong, som viser sig ikke at være et selvstændigt blogindlæg, men snarere en blog ‘mash-up’ af andre blogindlæg. Men Morten Ovesen har ikke forholdt sig til de forskellige kritiske stemmer, som Pragmatic Education lader komme til orde. Morten Ovesen er nemlig ude i det ærinde at redde Sir Kens ære - ikke at diskutere tanker om uddannelse.

Morten Ovesen tager fat i tre kritikpunkter:
  1. “Sir Ken Robinson beskyldes for at mene, at talent er noget som er medfødt og som sådan ikke skal trænes eller nurses.”
  2. “Jeg læser heller ingen steder, at Sir Ken Robinson advokerer for, at man skal slippe let om tingene”
  3. “Det giver heller ikke mening, som mange gør, at lade Sir Ken Robinson spænde for en vogn, der kører rundt med reklamer for “ladhed”, “ligegyldighed”, “jeg hopper over hvor gærdet er lavest” og “jeg er kreativ”

Det første punkt lægger op til en interessant diskussion af, hvad der er medfødt, og hvor plastisk menneskers evner i virkeligheden er. Denne diskussion afvises af Ovesen, fordi Robinson overhovedet ikke har hævdet det i første omgang. Og dette på trods af titlen: How School Kill Creativity, som jo implicerer, at der er noget, skolen kan ødelægge. Endvidere må man sige, at Robinsons eksempel som afslutning af foredraget i høj grad lægger op til en læsning af, at talentet er noget medfødt: Pigen KAN danse, hun ER en danser - og det har hun altid været, selvom det ikke har været anerkendt af skolen.

Men det er ikke det afgørende her. Det afgørende er derimod, at dette ikke bliver og ikke kan diskuteres. Og sådan er det ligeledes med de to følgende punkter. Ovesen hævder, at kritikken er fejlagtig, fordi Robinson ikke har givet udtryk for det, han kritiseres for. (Og sjovt nok foretager Ovesen så den samme retoriske finte ved at opstille en kritik af Robinson, som der ikke findes belæg for i indlægget i Pragmatic Education.) Diskussionen kan altså for så vidt stoppe her - sagen er undersøgt, og der er ikke noget at komme efter!

Jeg vil se nærmere på selve kritikken og dermed forsøge at åbne diskussionen i del 2: Man gjorde et kreativt barn fortræd.

lørdag den 11. maj 2013

Super multiple charging station for phones, tablets & netbooks - Do it yourself

As the number of digital devises in the household increases we face new problems. Not being able to find the chargers and the arguing who’s charger has been found and who has the right to which power plugs and when. But the main problem is one of aesthetics – the messiness with all the devices, the chargers and the cords ruining the impression of the room.
There are a lot of charging stations on the market – but they are expensive and they are not flexible in respect with number of devices and the diversity of devices. At least haven’t I been able to find a charging station that suits our needs. So I’ve constructed one myself.

Super Multiple Charging Station
 



I got the idea when one of my friends told me about using a bread bin in order to get the charging devices out of sight. It didn’t work, though, and instead she bought a charging case from IKEA – but that were no good either. The combination of bread bin and IKEA made me think. And the next time my wife went to IKEA I volunteered to go with her.  I was thinking about a shoe storage box I’d seen. More appropriate, however, seemed a recycle box with the price tag of around 13 dollars (79 DDK, Danish Crowns)

I got the idea when one of my friends told me about using a bread bin in order to get the charging devices out of sight. I didn’t work, though, and instead she bought a charging case from IKEA – but that were no good either. The combination of bread bin and IKEA made me think. And the next time my wife went to IKEA I volunteered to go with her.  I was thinking about a shoe storage box I’d seen. More appropriate, however, seemed a recycle box with the price tag of around 13 dollars (79 DDK, Danish Crowns)

The box is made from an outer and an inner box making the inner box slide in and out as a vertical drawer.

So basically the idea is to have the chargers in the bottom of the inner box and draw the cords in the space between the inner and outer box making them available on top of the box for the smartphones and in top of the inner box for other devices as tablets and notebook/chromebook.
L: Inner box R: outer box

Pulling power cord out
Pulling power cord out of outer box
Inside inner box
1. Drill holes in the bottom back of the inner box for drawing out the cords. 2. Make holes in the top of the back of inner box for the cords to enter inner box for the netbooks and tablets. When making the holes be aware that they are big enough for the charging head – or you can slide between two holes and forces the head through. 3. Drill holes in top of the outer box for making the cords/charging head available on the top of the closed box.

Inner box back L: top



Attach power cords in the bottom of inner box pull it out and either in again in top of inner box or through the top of the outer box. Attach the inner box within the outer box. Put a piece of cloth over the messy cords and plugs and plug in the power cord you’ve pulled out of the whole box (As seen in picture 4 above)

My guess is that you'll be able to do this in an hour. You need a drill (size: 10-15 mm, a knife, a recycle box, a multiple power socket or two to combine). 

iPod, Android phones, Chromebook, iPad & Nexus 7 (iPad Mini and iPhone was out of the house)



søndag den 24. marts 2013

Kompetencecirkler og Inquiry Based Learning (IBL)


I et blogindlæg i Mind/Shift ‘5 Tools to Help Students Learn How to Learn’ skriver  Katrina Schwartz om Inquiry Based Learning og nogle værktøjer til at understøtte disse. Centralt for IBL er, at de studerende lærer gennem at undersøge ting - altså en induktiv tilgang. Også centralt står samarbejdet med andre, hvor forforståelser hele tiden kan udveksles, vendes og drejes. Organiseringen sker fra det det øverste niveau, der omfatter alle med et fælles projekt - et praksisfællesskab. Det kan være en klasse der skal lære om fotosyntese, hvor man kan se klassen som praksisfællesskabet, der har en fælles opgave: at formidle viden om fotosyntese til andre klasser/forældre/læreren eksempelvis. De deler sig ind i grupper med specifikke (under)emner - en delproces, et område at beskrive fotosyntese fra eller hvordan man nu underinddeler det felt, der skal undersøges.
Fastholdelse eller tingsliggørelse af gruppens arbejde er vigtig, da kun det, der kan kommunikeres, tæller som viden i grupperne. Derfor fastholder grupperne løbende resultatet af deres arbejde og bruger disse fastholdelser som udgangspunkt for en refleksionsproces, der hele tiden gør fastholdelsen dynamisk og processuel. Den fastholdte viden er således ikke FAST, men foreløbig. Videnstilegnels
Den enkelte deltager vedligeholder en logbog for at holde gang i en individuel refleksionsproces både i forhold til vidensproduktet og læringsprocessen.e er en iterativ proces, hvor man hele tiden ved noget, som kan forbedres og ændres.
Endlig taler Katrina Schwarts for, at man tegner et kort over de enkelte delelementer. Hun anbefaler et mindmap, som visuelt fastholder de elementer, der er en del af den større vidensdannelsesproces.
Ideerne i IBL ligner meget de ideer, jeg tidligere har beskrevet som kompetencecirkler i blogindlægget ‘Kompetencecirkler - kompetenceudvikling for lærere’ og mere udfoldet i forhold til netværkssamfundet i artiklen Forbundne undervisere – aktivt PLN som løbende kompetenceudvikling.
Den grundlæggende ide i kompetencecirkler er, at lærerteams har fornyelse - udvikling - som en bestanddel af deres undervisningsforberedelse. De må altså hele tiden undersøge muligheder for undervisningsfornyelse - stort eller småt - ligesom de er forpligtet til dels at fastholde deres ideer og erfaringerne med disse i praksis og at dele disse med kolleger/skolen i en vidensbank, som kan være en wiki eller en anden form for fastholdelsesmedie, der er velegnet til at organisere videndeling.
Tilføjelsen med inquiry - altså den undersøgende tilgang - giver kompetencecirklerne en øget styrke i forhold til videnstilegnelse og mere struktureret erfaringsbearbejdning. Med inspiration fra Schwartz beskrivelse af IBL kommer det afgørende i kompetenceudvikling i centrum, nemlig den didaktiske refleksion for hver enkelt underviser. Det er det, at man hele tiden reflekterer over egen undervisning, der er den største drivkraft i undervisningsudvikling. Og det er elementet af permanent forstyrrelse af status quo (equilibrium) - kravet om ændring - der sikrer, at refleksion ikke erstattes af vanetænkning.
Oprindeligt er der ikke tænkt individuel logbog med i konceptet for ‘kompetencecirkler’, men det vil helt sikkert være en god ide for mange lærere, at de fører en logbog over egen undervisning. Det samme kan siges om mindmap som formidlingsværktøj, der samtidig giver de enkelte overblik over, hvilke fælles mål, lærergruppen har, og hvilke veje, man i øjeblikket går ad. At se et fagteam på mellemtrinnet have en vidensbank, hvor indgangen er deres dynamiske mindmap over de nye undervisningsmåder, de er ved at afprøve, vil kunne bidrage til et stærkt fællesskabsfølelse og bidrage til synlighed af teamets udviklingsarbejde.
Konceptet ‘Kompetencecirkler’ er bredt og inspireret af mange forskellige tanker om færdigheder, viden og kompetencer i forhold til læring og undervisning. Og det er ikke afgørende, at man tænker disse størrelser ens mellem forskellige kompetencecirkler. Det afgørende er den forpligtende udvikling og den dermed følgende refleksion. IBL kan være en vej at gå, når man vil inspirere til at sætte kompetencecirkler i spil på en skole.
Schwartz’ fem ‘værktøjer’:

  1. An Inquiry Community is the class itself. Each member is exploring a topic related to the same class unit and students can help one another clarify ideas. “All of this is set within the social context of an inquiry community,” said Maniotes. “We value that community and we’re using all these other tools to inform the level of conversation we might have within that community.”
  2. An Inquiry Circle is a small group where students can talk to one another around a specific topic that fits within the umbrella of the broader class unit. Inquiry circles are a place for students to talk out all their wild ideas and work best when instructors leave them alone.
  3. The Inquiry Journal is one of the most powerful tools in the inquiry learning repertoire and should be utilized throughout the process. It’s a place for students to reflect on both the process and the content they discover as they go along. It’s important to emphasize to students that the journals should be used to reflect on how he or she learns best and what feelings come up at different points in the process. It’s meant to give them a moment to stop and think about what they’ve read and why it’s important. The journal can also be a good bridge between the student and instructor.
  4. The Inquiry Log helps students to keep track of the learning journey and every choice, change in direction or exciting moment along the way. “When they are able to see where they came from and where they got to it is very powerful for them,” said Maniotes.
  5. The Inquiry Chart is a great tool to help students identify a central question. They can chart, brainstorm and map their ideas in many ways. Getting them down on paper can help visualize what areas of research are well fleshed out and would make good focus points and which are tangential. Part of inquiry learning is teaching students how to make good academic decisions on resources and content, as well as recognizing when persistence is needed to dig deeper.

tirsdag den 12. februar 2013

Forbud eller oplysning - automatreaktioner på 'mobbenyhed'

Mange børn og unge bliver udsat for mobning på de sociale medier, hedder det på DR Nyheder, som har foretaget en rundspørge i de danske folkeskoler:"I rundspørgen, der er foretaget blandt over 400 folkeskoler svarer 84 procent af skolelederne, at de har oplevet eksempler på mobning på sociale medier." (DR-Nyheder 12. februar 13)

Denne såkaldte nyhed er en trigger, der skal generere nogle reaktioner, som nyhederne så kan følge op på, hvorved de kan fylde deres sendeflade med noget, vi som lyttere vil finde interessant og værdig til, at vi bruger tiden på det. Der er egentlig ikke tale om en ‘rigtig nyhed’, da der for det første ikke er noget nyt i, at mobning foregår via sociale medier, og for det andet er denne type af mobning ikke sat i relation til noget som helst andet. (Min første reaktion er, at det er meget positivt, at der åbenbart er 16 % af skolerne, der ikke oplever mobning på sociale medier. Det må gøre sociale medier til det bedste i betydningen mest mobbefrie sted at befinde sig, hvis man er skolebarn.)

Triggernyheden fungerer, og der kommer nogle reaktioner. Selvfølgelig er der skoleledere og andre myndighedspersoner, der peger på, at man må sætte regler op og forbyde brugen af sociale medier - i dette tilfælde Facebook. Og selvfølgelig kan man finde brugere - de unge selv - der mener, at det er en god ide med forbud. Det kan man så lave indslag om. Vi har en skurk, og vi har nogle ofre - og så ruller den del af fortællingen.

Men der er ikke nogen nyhed, hvis der ikke kan etableres et drama blandt aktører. Nyheders dramaturgi kræver fortællemæssig fremdrift, hvor forskellige aktører kæmper med og mod hinanden, så tilskuerne får en god oplevelse af dramatik og spænding. Vi kæmper den gode sags tjennest, vi skal bare finde ud af, hvem der er skurken, og hvem der er helten, så vi kan spejle os i sidstnævnte.

Derfor er der naturligvis også nogle, der må indtage holdningen om, at forbud er en dårlig ide. På DR-Nyheder bliver det Danske Skoleelevers formand, Vera Rosenbeck, der står for ‘den liberale holdning’ imod de sorte forbudsfolk, der ikke forstår, at man da bliver nødt til at forholde sig konstruktivt til de sociale medier. Problemet kan bedst tackles med dialog og oplysning - møde 'problemet' i øjenhøjde. (Disse vendinger er ikke og skal ikke tillægges Vera Rosenbeck).

Ikke-nyheden og dæmonisering af sociale medier



Problemet med hele denne ‘nyhed’ er to-foldig. På den ene side er der tale om en selvgenererende nyhedshistorie, der ‘skaber’ en nyhed ved at hævde forekomsten af et problem: ‘Der foregår mobning på Facebook’, hvilken kan fremkalde en debat, som så bliver en nyhed: den ene mener og den anden mener og bla. bla. bla.

Den anden side af det problematiske ved denne ‘nyhed’ er, at begge måder at forholde sig til ‘problemet’ på er med til at cementere, en forståelse af hvad problemet er. I dette tilfælde er det ‘de sociale medier’, der bliver placeret som et særområde med helt særlige måder at fungere på i det sociale. ‘Nyheden’ kommer til at handle om Facebook - forbud eller oplysning, og begge bekræfter, at der er noget med det der Facebook, som vi vist skal have set nærmere på.

Men det er noget sludder. Mobning har intet med Facebook at gøre. Skrift, tale, gestik, telefoner osv. vil være medier, der indgår i drilleri, der - når det bliver systematisk - kan udvikle sig til mobning. Mobning er et socialt og gruppedynamisk fænomen; mobning fungerer og foregår i relationer mellem mennesker. Mobning skyldes primært, at de sociale relationer ikke fungerer, og det kan man arbejde med ved at arbejde med - netop: sociale relationer. Det er spørgsmål om, hvordan den enkelte skal opføre sig, tage ansvar for sig og sine handlinger, hvordan man fungerer i en gruppe, tackler konflikter, kommunikerer osv. osv. Men det har intet at gøre med Facebook - og derfor kan man forbyde eller oplyse her fra til evigheden uden at det har en effekt på det, den såkaldte nyhed handlede om: mobning på Facebook.

Men det er lykkedes begge positioner at dæmonisere Facebook og sociale medier ved at pege på, at de nok fungerer på en særlig måde - de sociale medier gøres til noget særligt med egen sociale logikker og funktionsmåder, der dispenserer de almindelige (uden for sociale medier) spilleregler, hvorfor det enten må låses væk eller tillæres. Der er noget med de sociale medier, der kræver en særlig omgang - og her kan vi så sætte politiet eller lærerne ind alt efter, hvem man vil tildele helteroller. Og sådan fungerer DRs 'nyhed' heldigvis - vi kan spejle os selv som helte med de rigtige meninger i denne sag.


Taberne bliver i alle tilfælde de elever, man angiveligt gik i brechen for at ‘beskytte’, ‘redde’ eller ‘oplyse’. De er blevet til ligegyldige avatarer i debatten om den rigtige mening om Facebook.

PS: Jeg hævder ikke, at forbud og/eller oplysning ikke kan være en god ide i mange tilfælde. Men man bliver nødt til at finde ud af rimelige årsagsvirkningsforhold, inden man tyer til disse strategier - især forbudsstrategien, da den har omkostninger, som oplysningsstrategien ikke har, da den sjældent har nogen effekt overhovedet.

onsdag den 9. januar 2013

ChromeBook - erfaringer

Advarsel: I denne blogpost er fokus på de særlige udfordringer, ChromeBook har givet mig. Jeg skriver ikke meget om de særdeles positive oplevelser, jeg har med ChromeBooken, som jeg også regner med helt skal erstatte min bærbare. Det er en lækker computer, der fungerer super - når man lige vænner sig til nogle nederen ting - og noget som er ‘for dumt’. Fantastisk bare at åbne den, og så er man i gang - 7 sekunder! Man smækker låget og holder pause, så kommer man lige i tanke om, at ... Og vips er man på og inde i gen. Fantastisk!

Vi har i længere tid i vores afdeling talt om, at det kunne være interessant at få lov til at afprøve en ChromeBook. Ud fra hvad vi har læst om ChromeBooken, lyder den som et godt bud på en ‘computer’, der er ideel i en undervisningssammenhæng. Ikke mindst fordi programmer og andre ressourcer ikke er lagret på den lokale maskine, men i stedet er placeret i skyen. ChromeBooken er således blot en måde at interagere med ens materialer og programmer på - den er en avanceret browser med tilhørende skærm og tastatur.
Derfor var det med spænding vi åbnede kasserne, da de ankom i mandags.
Maskinen blev pakket ud, manualer - quick start guiden - blev lagt til siden efter klistermærket med Chrome-logoet var hentet ud af plasticposen.
På netværket og opret bruger gik lynhurtigt. Det er en fordel, når man har en google-konto i forvejen. Der er nogle ting, man lige skal vænne sig til, men ellers går alt rigtig hurtigt.
De første dage er gået med at aflære de reflekser, man bruger, når man gør noget normalt med sin computer. Det er den hukommelse, der sidder i fingrene. Et godt eksempel er højre musetast i forbindelse med mousepadden. Jeg bruger rigtig meget musetasterne. Venstre tommelfinger ligger konstant på venstre musetast, mens de 9 andre fingre gør resten af arbejdet på tastaturet. Der er, for mig, praktisk, og det fungerer rigtig godt. Men der er ingen musetaster på ChromeBooken. Der er kun en rimelig stor mousepad. Og højreklik findes derfor ikke. I stedet skal man med to fingre trykke ned på mousepadden. Og når jeg så normalt venstreklikker, så kommer jeg til at højreklikke, fordi højre tommel ‘hviler’ på moursepadden.Tilsvarende har jeg også savnet delete-tasten. Man er nødt til at stille curseren foran det sted, man vil have slettet og så bruge backspace.
I forhold til programmer er der også tilvænning forbundet med, at de kendte MS-programmer ikke ligger på computeren. Med Google Drive er det naturligvis ikke noget problem. Dog er Outlook - MSs mailprogram - en lidt større udfordring, da det jo ikke blot kan ersattes med Google Mail, da min arbejdsmail er knyttet til Outlook. For at tilgå mail og kalender, må man/jeg oprette en netforbindelse via vores intranet. Det er heller ikke det store problem, og det kører udmærket. Layoutet er dog meget mere begrænset og rent ud sagt: grimt.





Programmerne på eller rettere til ChromeBooken ligger som enten som applikationer eller som udvidelser til Chromebrowseren. Applikationer åbnes på samme måde som computerens programmer. Forskellen er naturligvis, at applikationerne ligger i skyen i stedet for på computerens harddisk. Chrome-udvidelser er små programmer, der ligger som ikoner ved siden af søgefeltet (programlinjen?) Apps og udvidelser fungerer fint, men jeg savner især et lille program, som jeg har brugt rigtig meget, nemlig det lille klippeprogram, der ligger i Windows. Det er det enkleste og alligevel bedste klippeprogram. Man markerer feltet, man vil klippe og noterer evt. i klippet, navngiver det og lægger det i et bibliotek. Smart og nemt. Jeg har ikke været i stand til at finde et lige så nemt program som udvidelse, selvom der er mange klippeprogrammer. Men jeg leder stadig. Jeg kan naturligvis bruge EverNote eller EduClipper (eller lignende), men de gør processen mere besværlig. Også når man skal bruge klippet igen. Dette er ikke noget problem, hvis der er tale om hele billeder, så kan man bruge udvidelsen add to Drive, hvor man så gemmer et billede i Google Drive. Problemet er, at jeg til tider klipper i noget, der ikke nødvendigvis defineres som billede - eller jeg klipper et fragment af et billede.
Jeg har endnu ikke fundet ud af, hvordan jeg kan organisere mine apps, så de ligger på en smartere måde end i en tilfældig rækkefølge efter, hvornår jeg har hentet dem. (Jeg havde, inden jeg fik ChromeBook, allerede lagt en hel del apps ind, da jeg i længere tid konsekvent har brugt ChromeBrowseren og apps knyttet til Google).
De beskrevne forhold er sikkert blot spørgsmål om tilvænning. Men der er også mere alvorlige ting at indvende - eller arbejde med i brugen af denne maskine, som jeg ellers er helt vild med.
Det første er noget, der simpelthen er for dumt. Fordi producenten ikke har fået produceret dansk tastatur sidder der små klistermærker på ca. halvdelen af tasterne. Disse klistermærker mærkes som skarpe modstande, når man skriver - især når man bruger tifinger, som jeg gør, er det frygtelig irriterende. Fingrene ‘snubler’ til tider over tasternes klistermærker. Dette problem forsvinder, når man forhandler en rigtig dansk version.
Fraværet af en VGA-udgang er også et problem. Der er gangske vist en HDMI-udgang, hvilket alligevel erstatter VGA og SVGA (eller hvad de nu hedder), men det er så alligevel ikke en HDMI-udgang ifølge dansk/europæisk standart, så man er nødt til at bruge en adabter/converter. Det er sindsygt irriterende, og det kommer til at betyde, at man står og skal præsentere et eller andet et eller andet sted på et tidspunkt, og så kan man ikke forbinde sin ChromeBook med projektoren, fordi man har glemt converteren. Dette problem forsvinder vel også med en dk udgave.
Så kommer den vel nok største udfordring - fraværet af Java-understøttelse. Det betyder ikke alene, at man ikke kan benytte netbank. Det betyder også, at man ikke kan deltage i livemeetings over BlackBord Collaborate (tidligere Elluminate), hvilket jeg eller har brug for i min deltagelse i en MOOC. Der er angiveligt også problemer med brug af Adobe Connect, som er vores institutions foretrukne synkrone samarbejdsværktøj. Vores it-afdeling advarer mod Chromebrowseren til brug, når man bruger Adobe Connect, og jeg har læst et sted, at Adobe Connect benytter Java (hvilket jeg ikke helt ved, hvad vil sige, må jeg indrømme). Jeg har dog gennemført et Adobe Connect, men med vildt store lydproblemer - også større end dem, jeg normalt støder på med Adobe Connect, som har udfordringer med lyd - siger min erfaring mig.
Udfordringen med Java er den største lige i øjeblikket - især hvis det betyder, at der er gode samarbejdsprogrammer/-værktøjer, man ikke kan bruge - og at man ikke kan gå på netbank. Mobil-banking er delvis en løsning på det sidstnævnte, men det første nævne er der i øjeblikket mig bekendt ikke en løsning på. I Google Play (markedet i Google) har man tidligere kunne hente en udvidelse Rndr, der kunne kompensere for Java ved at hente Java plugins ind, så man alligevel kunne gøre det, man kan med Java (tydeligt, at jeg ikke er rigtig techie-nørd), men den fungerede ikke ordentlig, og den er nu fjernet af producenten, netop fordi den ikke fungerede sammen en del af Chromes øvrige services.





Denne lange opremsning af anker eller udfordringer - hvoraf nogle måske kun skyldes min manglende indsigt (og jeg ser frem til at blive korrekset af dem, der ved bedre og er mere erfarne/dygtigere end jeg er) - skal ikke dække over de mange kvaliteter, der er ved Chromebooken. Jeg er SÅ glad for at arbejde på den.
Jeg vil dog ikke anbefale den til skole-/ungdomsuddannelsesbrug, da jeg her tror, at klistermærketastaturet er for stor en barriere for at den vil blive betragtet som en godt alternativ til børnenes/de unges egne eller skolernes computere. Til forsøg i Folkeskoler og ungdomsuddannelser fungerer det fint, da man i forsøg kan se bort fra nogle forhold, der kan tilskrives forsøgets karakter af at være forsøg.
Jeg ser i øvrigt også frem til at blive mere erfaren bruger - og det er muligt, at når jeg har brugt ChromeBooken en månedstid, at jeg kalder alle udfordringspunkterne tilbage. Det håber jeg, for jeg er sørme glad for at bruge den.

onsdag den 2. januar 2013

Nærvær, samvær og netvær - om sociale medier og undervisning


De sociale medier spiller en stor rolle i (post)moderne menneskers sociale liv. På Facebook, Instagram, Twitter og lignende steder ’mødes’ folk for at bekræfte hinanden i deres gensidige betydning og for at dyrke fælles interesser. Mange bruger sociale medier både private og professionelle forhold – og mange gange kan det måske være svært helt at skelne, hvornår der er tale om det ene og det andet.

Man kan diskutere sociale medier på mange forskellige måder, og man kan lægge en kritisk – det overfladiske pseudo-samvær – og en bekræftende – det demokratiske gode at alle kan producere og dermed blive hørt – vinkel. Begge poler har fat i noget, og positionerne viser, at det ikke så meget handler om, hvad de sociale medier er, men mere om, hvordan de bruges og til hvad.

I den offentlige debat er det især bekymring – eller det modsatte – for ’de unge og børn’, der er i fokus. Ved overgangen mellem 2012 og -13 advarede dronning Margrethe de unge om ikke at fortabe sig i sociale medier, mens statsminister Thorning omvendt besang de unges evne til at tage ny teknologi til sig. Igen to lidt ligegyldige markeringer, da de begge og især den sidste tilbagestod som tomme ’statements’, der ser bort fra forskellighederne i brugen af sociale medier.

Når der er god grund til at holde fokus på børn og unge, også når det gælder sociale medier, hænger det sammen med, at sociale medier også spiller en afgørende rolle i de opvoksendes identitetsarbejde. I overgangen fra nærværet i familiens omklamrende og trykke favn til mere jævnbyrdig samvær kan børn og unge komme til at virke utroligt skrøbelige. Det er ikke uden frygt og bæven, at forældre og ligesindede betragter de opvoksende som særligt udsatte. Og som altid i den slags situationer skal man finde en balance mellem at lade dem prøve sig frem og gøre egne erfaringer på den ene side, og beskytte, advare og oplyse på den anden.

De forskellige former for brug af sociale medier sat ind i en kontekst af undervisning er det, man finder i den ganske udmærkede udgivelse Sociale netværkssider som tekst og kontekst redigeret af Henny Stouby og udgivet af VIASystime. Bogens målgruppe er kommende og nuværende lærere og pædagoger. I syv kapitler skriver antologien en række problemstillinger frem som er – eller bør være – centrale for voksne, der har med borgere i den transformative alder at gøre, for nu at forsøg at undgå at skrive børn og unge.

Malene Charlotte Larsen skriver en lang introduktionsartikel om sociale medier og børn. Hun sætter de sociale medier ind i en mediehistorisk kontekst og gennemgår unges brug af sociale medier i en række temaer: venskaber, identitet, risici osv. ”Det særligt ’sociale’ ved disse teknologier eller praksisformer – og det, der adskiller dem fra tidligere medier – er deres evne til at skabe en løbende kontakt og sammenhørighed i brugernes hverdag samt muligheden for at skabe indhold i fællesskab,” siger hun blandt andet.

Her har Larsen fat i noget af det afgørende, nemlig at det med sociale medier handler det om praksisformer, og hvordan de sociale medier kan understøtte fællesskabsorienterede praksisformer og give indblik i og adgang til nye praksisformer. Dermed er også indikeret, at der ligger et stort lærings- og undervisningspotentiale i disse medier eller platforme, hvilket udfoldes endnu mere i de sidste artikler i bogen.
Larsen og flere af de andre skribenter er også inde på det særegne ved sociale medier, at de på en gang er egocentriske og personlige og samtidig sociale og dermed understøtter samhørighed, socialitet og samarbejde. ”Sociale netværkssider adskiller sig især fra tidlige tiders communities i kraft af, at de er egocentriske og struktureret som personlige netværk., der sætter individet i centrum af sit eget community.”
De sociale medier understøtter en individualisering og personalisering – hvilket kritikere ikke har været sene til at få øje på – men samtidig understøtter de også sam- og nærvær. Derfor taler Larsen også om en netværksindividualisme, hvor ”sociale aktører på den ene side gennemgår en forstærket personalisering og individualisering, imens de på den anden side bliver mere og mere forbundne til og gensidigt afhængige af hinanden.”

Larsen har skrevet en udmærket indkredsning af feltet: sociale medier for børn og unge. Og generelt er bidragene gode og interessante. Jeg synes måske, der er lidt for lidt kød på Jette Kofoeds artikel om mobning, selvom hun har en rigtig god bærende pointe om, at entydighedshistorien – hvor der i behandlingen af mobning opereres med en klar offer-bøddel-rolle-tildeling  – ikke er præcis ”nok som ramme for forståelse af, hvad der foregår blandt børn og unge, når nogen skubbes ud af fællesskabet.” Hun har også en god pointe om, at der opstår mange forskellige tider og tidsopfattelser, når vi har at gøre med ”cyberkonfigurerede relationer”.

Anne Petersen har nogle udmærkede betragtninger over Facebookbrug som en kendt genre, når hun viser, at mange unge bruger det som en venne- og poesibog.

Erika Zimmer Brandt fortaber sig i en række relativt uinteressante spidsfindigheder inden for systemteorien, som om hun lige skal have begreberne på plads for sig selv. Det lykkes hende ikke at vise, at der er noget vundet ved at benytte Luhman som øjenåbner i forhold til sociale medier.

De tre sidste artikler er udmærkede – Raffaele Brahe-Orlandi har en balanceret demonstration af, hvordan man kan gå kritisk reflekteret til Facebook og samtidig gøre brug af det som undervisningsobjekt og som et værktøj i undervisningen. Han gør sig til talsmand for at inddrage Facebook i læreruddannelsen som noget, der styrker tværfagligheden.” At udnytte sociale netværkssider som læringsstilladserende platforme, hvor elever udvikler projekter og ideer i fællesskab igennem kollaborative arbejdsformer, og hvor læring foregår igennem deltagelse i en fælles praksis.” Man mærker her Lave og Wenger som en forståelseshorisont for opfattelsen af læring som deltagerbestemt og situativ, hvilket bliver endnu tydeligere i Kirsten Lunds artikel. Lund henviser til Sfards beskrivelse af to læringsformer. Læring kan enten forstås som tilegnelse, hvilket lægger op til en formidlende undervisningsform, eller læring kan forstås som deltagelse, hvilket lægger op til, at de lærende må være aktive og producerende for at lære. Denne forståelse passer rigtig godt med Siemens forestilling om læring som netværksdannelse, da det er i produktion – løsning af problembaserede opgaver – at man lærer, og dette faciliteres gennem netværksdannelse, hvor man kan trække på hinandens indsigter og tidligere erfaringer.

Det må dog undre, at Lund i en artikel om ’Sociale netværkssider som vidensmedier i skolen’ slet ikke henviser til nyere litteratur om vidensmedier. Dette er en klar mangel. I det hele taget er der generelt en del referencer, man kan undre sig over fraværet af i antologien.

Endelig skal også redaktøren Henny Stoubys artikel nævnes. Stouby har den mest direkte anvendelige artikel for undervisere – uanset om det er på professionsuddannelserne eller i folkeskole og gymnasium. Stouby har nogle korte teoretiske markeringer om genrer og tekster. Hun skriver, at man kan anvende sociale medier i medieanalyse, ud fra spørgsmålet om socialitet og fællesskab og endelig ud fra et perspektiv om videndeling og samarbejde. Altså, man kan gøre sociale medier til genstand for analyse, eller man kan se på det ud fra en (mikro)sociologisk og psykologisk vinkel, eller man kan se på det ud fra et synspunkt om vidensproduktion (opgave-didaktik).

Ved at trække på sproghandlingsteori udvikler Stouby en ganske fin analysemodel, og hun beskriver et konkret aktionsforskningsprojekt med gode og brugbare iagttagelser. Her kan dansklærere på forskellige uddannelsesniveauer bare plukke og lade sig inspirere.
Som det er fremgået, synes jeg, at Sociale netværkssider som tekst og kontekst er en fin udgivelse, som vi har manglet. Den skal hermed være anbefalet alle, der interesseret sig for feltet it og læring/undervisning.