Underviserne – de ny coaches

Center- og studieleder ved Syddansk Universitet Peter Bro skrev i Politiken søndag den 11. september om ændringen i underviserrollen som følge af inddragelsen af nye digitale teknologier (Viden s. 6). Han sammenligner her underviserne med skærmtrolde, der guider de studerende, elever og kursister gennem indslag, der er producerede i forvejen – og gerne af andre end underviserne selv. Med klik på computeren veksler undervisningen mellem lærerens præsentation og videoer fra YouTube, websider og andet godt fra Internettet.

Denne metafor for underviseren og dog meget uheldig, da den antyder, at underviserne bliver en slags ’guide to the site’, hvor han eller hun ved, hvor de studerende skal og vil hen. Men værre endnu er det, at Peter Bros metafor også giver et indblik i en særlig pædagogisk tænkning, hvor underviseren er en formidler af kendt stof.

De kompetencer, der vil blive og bliver efterspurgt er dog ikke evnen til passivt at følge instruktioner fra en underviser. Det er heller ikke at lade sig lede gennem et landskab, hvor føreren – underviseren – har været før og derfor kan vise vej. Der er brug for selvstændige og kreative elever, der selv kan hugge sin egen vej gennem urskoven af informationer og inspirationer. Og her kan en række af de digitale teknologier være til stor hjælp.

Men det handler ikke slet ikke først og fremmest om at blive bekendte med teknologierne – eller alt det, som underviseren finder interessant. Underviserens opgave er, at facilitere at eleverne arbejder med udvælgelse og vurdering af informationer, at de bliver i stand til alene og sammen med andre at anvende informationer og viden i nye, anderledes sammenhænge, at de opøver gode kommunikations- og samarbejdsevner, at de får fortrolighed med at møde det, der ikke gives forudprogrammerede svar på osv.

Digitale kompetencer eller digital dannelse bliver en vigtig forudsætning for de funktioner, elever og studerende vil møde efter endt studietid – derfor skal det også være det, de møder i uddannelsen. Men digital dannelse handler ikke om ’det digitale’, men hvad man anvender forskellige værktøjer og services til. Det er bemestringen af viden og informationer i nye og hidtil ukendte sammenhænge, der er det afgørende.

Derfor kan underviserens nye rolle heller ikke sammenlignes med en skærmtrold, der underholdende og med smil om munden sammenbinder forskelligt indhold, han eller hun har udvalgt i forvejen. Underviseren bliver i langt højere grad en facilitator eller coach, der skal planlægge aktiviteter, hvor elever og studerende skal arbejde med selv at finde spørgsmål og svar. Underviserne bliver ikke skærmtrolde, men undervisere i journalistisk, hvis vi skal blive i Peter Bros billedverden. Elever og studerende bliver ikke – eller bør ikke blive – forbrugere af underviserens udvalgte indslag, men producenter af indslagene.

Den pædagogiske tænkning, der ligger i ’skærmtrolden’ hører fortiden til – hvilket desværre ikke spejler sig den aktuelle uddannelsespolitiske tænkning, hvor der netop er fokus på at lære det kendte i stedet for det ukendte. Hvis innovativ tænkning skal på dagsordenen – og det skal den ifølge mange inklusive landets foreløbige statsminister – så kræver det en anden type undervisning. Og her spiller underviserne en stor og vigtig rolle. De kan muliggøre, at elever og studerende lærer at tænke selvstændigt og kreativt – ved hjælp af nye digitale teknologier og ældgamle teknikker som refleksion, omtanke, samarbejde, fremstilling, kritisk tænkning. Det er digital dannelse og ikke en opfordring til glitter og underholdning skærmtrolde eller ej.

Anmeldelse af Lars Frost: Skønvirke

Der er krig og kaos i verden. Spanien er faldet og Amerika er i opløsning. Der er ufred og opløsning alle steder. Men alligevel går livet sin vante skæve gang i lille Danmark. Her er ganske vist lidt moralsk opløsning, men det har vi jo set så tit og så længe. Universitetslektoren går i seng med de søde studiner, mens hans kone boller uden om med tilfældige bekendtskaber - familierne har svært ved at hænge sammen, men opretholder en modus vivendi gennem forskellige ritualer.

Dette er nogle af elementerne i Lars Frosts nye roman. Eller 'roman' det er måske for meget sagt, selvom det fremgår af omslaget, at det skulle være en roman. Det er ikke en roman i gængs forstand, hvis man forventer et narrativt sammenhængende forløb med afstikkere. Der er snarere tale om en mosaik af romanstumper, hvor sammenhængende fortællingsbrokker pludseligt afbrydes for at fortsættes af en ny sammenhængende fortællingsbrok.

Den såkaldte roman begynder klassisk nok med en politikommisær, der inspicerer liget af en mand fundet på stranden. Kommisæren er en overvægtig kvinde, Mathilde, med et klassisk sort syn på tilværelsen og de mennesker, der udgør den. Et par kapitler senere møder vi morderen, som tilsyneladende har det med at gå rundt og slå tilfældige midaldrende mænd ihjel. Det skal blive spændende at føle de to kvinder og se, hvordan forbrydelsen bliver optrevlet, tænker læseren. Men fortællingen driver lidt videre uden at interessere sig for opklaringsarbejdet. I stedet bliver Mathilde fyret på grund af sin krops uhæmmede svulmen, som bliver for meget for hendes noget mere tilbageholdende leder. Et klart hip til vores nydelsesforskrækkede kultur.

I stedet fører fortællingen os ind i familiens arena - lidt gennem Mathilde, men mest af alt gennem Lise, der en aften får besøg af sin bror, Jens, der er vendt hjem efter længere tids krigsindsats. Jens' traumer og Lises forsøg på at få familiens til at tage sig 'traditionel' ud følges nu et stykke. Men så tager fortællingen en ny drejning - eller bliver til en anden, hvor Jens bliver en hævnens Jesus. Hvorefter fortællingen selv så småt begynder at gå i opløsning, inden den ender i en rallen på kanten af det forstålige.

Ikke-romanen er struktureret efter den katolske messe for de afdøde. Ikke-romanen er delt op i kapitler, som henter deres titler fra Requiem, og man forstår, at fortællingen eller fortællingerne ikke er fortællinger i gængs forstand,men netop led begrædelser over kulturens/civilisationens forfald, hvilket helt bogstaveligt sker gennem krig og ødelæggelse og moralsk afstumpethed.

Som altid hos Lars Frost er sproget fantastisk. Frost af en af de mest sprog- og fortællebegavede forfattere. Det er en fornøjelse at læse de præcist registrede sproglige udvekslinger. Det er også en fornøjelse at se, hvordan scener bygges op og stille (igen præcist) punkteres, så de betyder mere eller mindre, end scenen ellers berettiger. De små skævheder i sprog og fortælling har høj lækkerhedsværdi, der står i skærende kontrast til indholdsplanets forskrækkeligheder.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg giver for Frosts civilisationsanalyse, men jeg vil stærkt anbefale hans Requiem for sproget, dialogstumperne, de ofte halve scener og evnen til at få en ikke-fortælling til at fungere

Ny undervisning

Ny undervisning - hvad betyder det, og hvorfor er der eventuelt behov for ny undervisning?

Nye former at gennemføre undervisning på kaldes ofte for 'ny læring'. Men det er en misforståelse, da man ikke kan tvinge læring frem, man kan end ikke sikre, at læring sker. Det eneste, en institution kan, er at tilbyde undervisning: altså tilrettelagte aktiviteter, som nogle - elever, studerende, kursister osv - kan deltage i.

Nu undervisning handler primært om to forhold:

1. Større muligheder for at der sker læring

2. Ændrede behov for kompetencer

Det betyder for det første, at det handler om at få mere ud af flere: inklusion af forskellige personer og forskellige evner (intelligenser, kompetencer, kvalifikationer, mærkværdigheder). Vi har et undervisningssystem på mange niveauer, som kører efter et undervisningskoncept der er udviklet på et tidspunkt, hvor man ikke havde blik for, hvordan man kan skabe gode muligheder for udvikling af den enkeltes og de manges evner og komptencer. Ny undervisning handler her om at sikre, at undervisning er bygget op om en inkluderende model, der lader de forskellige elevers evner og lyster komme til orde og udtryk. Det handler også om, at aktiviteterne skal være rettet mod udvikling af forskellige kognitive aktiviteter. At bruge alle sanser er en af måderne - at kunne honorere forskellige udtryksformer er en anden. I denne sammenhæng handler ny undervisning om, at sørge for at stimulere så mange som muligt på så mange som muligt måder for at sikre, at vi får fat i de ressourcer som elever, kursister og studerende besidder - og at vi anerkender, hvad de hver især bidrager med. I stedet for som i gammel undervisning kun at anerkende og honorere det stillesiddende skrivearbejde, afleveringsfrister og almindelig tilpasningsdygtighed.

Man kan lave rigtig mange aktiviteter i undervisningen, der tilgodeser dette behov for at aktivere flere i undervisningsaktiviteter, og nye digitale teknologier er ét - men også kun ét - af de områder, der byder sig til.

For det andet og langt mere radikalt handler ny undervisning om, hvilke kompetencer og kvalifikationer, det er vigtigt at udvikle. Dette er sammnehængende med en diskussion af eksempelvis, hvad viden er for en størrelse: er viden noget man kan besidde en gang for alle? Er det et 'noget', der kan flyttes fra et sted til et andet. Ja, det er viden, hvis man kigger på den måde undervisning mange steder praktiseres på. Men spørgsmålet er, om det (stadig) giver mening at adskille viden fra 'brug', 'situation', 'opgave' eller lignende. Det tror jeg kun i begrænset omfang, det gør (altså giver mening at adskille viden fra problem). Hvis det er tilfældet, at viden ikke kan adskilles fra den sammenhæng, det indgår i, giver det ikke mening at tilrettelægge undervisning ud fra, at man skal opøve kontekstuafhængig viden, hvilket det typiske curriculum netop lægger op til.

Videre er kompetencebegrebet forbundet med videnbegrebet på den måde, at kompetencer derfor heller ikke eksisterer i et tomrum. Kompetencer er evnen til på et kvalificeret grundlag at kunne gøre noget. Det kvalificerede grundlag er en relativ størrelse, og gøren er afhængig af, hvilke ressourcer - og dermed samarbejdsmuligheder - man har til rådighed. En primær kompetence er derfor at kunne søge og vurdere forskellige ressourcer og at kunne samarbejde med andre om problemløsning.

Ny undervisning må derfor også tage dette som udgangspunkt og lægge undervisning tilrette, således at fælles problemløsning er omdrejningspunkt.

Dertil kommer, at vores opfattelse af viden og undervisning i al for høj grad lægger op til formelle systemer, der skal varetage forvaltningen af viden og undervisning, skønt det i praksis er meget mere kompetenceudviklende at gøre noget sammen med andre i ikke formaliserede undervisningssystemer - i børnehaven, i skolegården, på arbejdspladsen, i fritidsbeskæftigelsen eller hvad det nu måtte være.

Mere om det senere.

Web 2.0 og Podcast

Der findes rigtig mange gratis såkaldte læringsressourcer på nettet. Der er opstået en række Åbne Universiteter og lignende undervisningsinstitutioner, som er tilgængelige online. Et af disse er academicearth.org. Her kan man finde tonsvis af videooptagelser med dygtige undervisere. Disse ressourcer bliver meget generøst blot stillet til rådighed for alle interesserede.

Dette er der ikke noget galt med - og der er som nævnt meget at hente i mange af disse ressourcer.

Når det alligevel er en lille blogpost værdig, skyldes det, at disse ressourcer også bliver set som eksempler på web 2.0-teknologier og som noget, der peger på fremtidens undervisningsformer. Det er der overhovedet ikke tale om. Tværtimod.

Podcasts som åbne læringsressourcer (OER) er, hvad Marc Prensky har kaldt for en gammel måde at gøre gamle ting på http://www.edutopia.org/adopt-and-adapt. Altså man tager nyere teknologi og oversætter gammelt indhold - og man serverer det på den samme måde som før. Man tager en almindelig undervisning, hvor læreren står ved tavlen og formidler alle sin guldkorn til den måbende masse. Dette optager med med digital video og uploader det i skyen, hvor man indekserer det, så det kan findes af de samme måbende masser, der nu ikke behøver at gå i skole/på universitetet eller hvad har vi, men kan nøjes med at gå på internettet og sætte sig til rette og se på det - og blive belært om de rette sammenhænge.

Nuvel, det er der som nævnt intet galt med, men det er nok ikke den vej, man skal, hvis man vil tænke på, hvordan man kan gøre undervisningen bedre i forhold til det udbytte, deltagerne får ud af det, eller hvis man tænker på, hvilke kvalifikationer, man skal satse på, for at vore børn, unge og os selv er bedre klædt på til at møde de behov, arbejdsmarkedet stiller - og som vi som deltagende mennesker i øvrigt også stiller.

Behovet for samarbejdsevner, kreativ tænkning, problemløsning, tænkning på tværs af individuelle kvalifikationer og så videre kræver, at vi i undervisningen arbejder ikke med disse emner, men arbejder sådan: altså samrbejde om problemløsning, uden forestilling om rette svar, anvende forskellige kompetencer i gruppen, danne grupper om fælles problemløsninger osv. - og det findes der faktisk også masser af værktøjer, der understøtter. Podcasts er musealisering af et ældre undervisningsdesign, som forhåbentlig bliver afløst af mere aktiverende og anerkendende designs for undervisning.

Anmeldelse af 'E-læring på web 2.0'

Læste for nyligt bogen 'E-læring på web 2.0' og skrev i den forbindelse denne anmeldelse:

Den flydende uddannelse
Anmeldelse af: Nina Bonderup Bohn og Lars Johnsen: E-læring på web 2.0

“All that's solid melts into air (Karl Marx)”
Vong Phaophanit 2006

Der har været og er stadig en masse hype om web 2.0. Det besynges som den ultimative frihed for den enkelte, der kan publicere hvad som helst helt uden andres indblanding og godkendelse. Man kan komme i kontakt med hvem som helst – hvor som helst. Det er indløsningen af den globale landsby, hvorfor nogle da også taler om glokalisering med en hentydning til, at det globale er blevet lokalt og det lokale globalt.
Med web 2.0 har nettet måske fundet sin mediemæssige sande form som andet end blot en sammensmeltning af tidligere medier. Det, der adskiller web 2.0 fra web 1.0 er, at det er den individuelle bruger, der er blevet den afgørende aktør, mens web 1.0 stadig havde form af at være et massemedie med en afsender og mange modtagere. Nettet var en stor lagerhal – et bibliotek – der kunne tilgængeliggøre ufattelige mængder af information, som de få stillede til rådighed for de mange, men nettet ændrede ikke noget kvalitativt ved, at der var nogle, der havde produceret materialet, og nogle (andre), der (for)brugte det.
Med udvikling af teknologien er dette forhold ændret, så det nu er de mange, der producerer indhold, som alle andre så kan bruge, genbruge og revidere efter netop deres ønsker og behov.
Med udgangspunkt i en præcisering af, hvad der menes med web 2.0, og hvad det kan bidrage med i undervisningssammenhæng, har to forskere fra Syddansk Universitet udgivet en god nuanceret og diskuterende bog om emnet. E-læring på web 2.0 er skrevet af Nina Bonderup Dohn og Lars Johnsen og er tænkt som en lærebog henvendt til studerende inden for it, kommunikation og læring, men kan også bruges af folk, der arbejder praktisk med e-læring og undervisning i det hele taget.
Det centrale spørgsmål i bogen er, om man kan anvende web 2.0-elementer i undervisningssammenhæng. Der er nemlig en indbygget modsætning mellem undervisningens tilrettelæggelse ud fra uddannelsens mål og eksamenskrav og web 2.0, der har brugerne og deres interesser og meningskonstruktioner i centrum.
Bogen er delt op i tre dele. Den første er en indkredsning af web 2.0 ud fra en kommunikativ og en teknologisk perspektivering. Den teknologiske side er ikke så grundigt behandlet, men det gør heller ikke så meget i en sammenhæng, der meget klart vægter det kommunikative og handlingsorienterede aspekt. Som de siger i kapitel 1: ”Set fra en kommunikations- og læringsteoretisk vinkel er web 2.0 først og fremmest nye former for praksis, kendetegnet ved i udpræget grad at være baseret på brugerdeltagelse, peer-evaluering og kallaborativ meningsproduktion.” Det er således ikke teknologien, der er bestemmende for web 2.0, men derimod de praksisformer, der udvikler sig med den som værktøj og herigennem producerer mening.
Selvom web 2.0 ikke lader sig entydigt definere, er det afgørende, at det er brugeren, der er den aktive i produktionen og brugen af de web-baserede materialer. Dette kan ske ved direkte produktion af indhold, som lægges op på YouTube, eller det kan ske ved, at man producerer og kommenterer blogindlæg eller andre web-produktioner. Det kan også ske ved, at man selv udvælger, hvilke nyheder man ønsker at modtage, eller ved den måde man sammensætter sine materialer på. Det kan også ske gennem åbne ressourcer, som flere producerer i samarbejde – gerne uden at kende hinanden, som det sker på Wikipedia, der er skrevet og revideret af folk, der ikke har haft et fælles bestemmende mål.
De ændrede praksisformer implicerer en ændret opfattelse af, hvad ’kommunikation’, ’viden’ og ’læring’ er for nogle størrelser. Kommunikation kan ikke forstås gennem kanalmetaforen, hvor en meddelelse sendes ind i den ene ende og mere eller mindre intakt trækkes ud i den anden. Kommunikation må derimod forstås som en ”gensidig skabelse af mening i interaktion i en given kontekst.” Viden er ikke en egenskab, man kan besidde, men skal snarere ses som henholdsvis kreativ sammensætninger af information hentet fra andre sammenhænge, og som noget der findes i et netværk eller system. Det er ikke den enkelte, der besidder viden. Alle kan bidrage til den gennem måder at bruge information på. Endelige kan læring ikke forstås som en tilegnelse, hverken af noget, som andre har i forvejen eller som noget, man tilegner sig i en proces. Læring må forstås som ”fleksibel, omstillingsparat deltagelse i praksis.”
Del 2 er en behandling af en række web 2.0-teknologier, som diskuteres i forbindelse med en integration af dem som læringsredskaber. De enkelte kapitler introducerer teknologierne som blogs, wikies, social software og åbne e-læringsressourcer, og redegør for hvordan disse kan tænkes ind i undervisningen på især de videregående uddannelser. Især i produktionen af de studerendes egne materialer er 2.0-teknologierne anvendelige. Men denne brug af web 2.0 støder ind i problemstilling som: hvem bestemmer hvad der skal produceres, og hvordan det skal bedømmes? Underviseren ’bryder’ selve logikken i den brugerdrevne meningsproduktion gennem at etablerer sig som ’ekspert’ eller ’bedømmer’ af det producerede – og således går underviseren imod forestillingen om ’the wisdom of the crowds’, som ligger implicit i web 2.0.
Der gives gode og instruktive eksempler, der fint illustrerer modsætningen. Og hele spørgsmålet om kvalitet og kvalitetssikring, som er afgørende for uddannelserne, tages også op.
I del 3 tages en mere grundlæggende diskussion af den gennemgående modsætning, og her trækkes det tungere skyts frem. Hvor de første to dele er beskrivende og diskuterende, er tredjedelen mere (lærings)-teoretisk – eller man kan sige, at diskussionen flyttes et niveau op og bliver en diskussion af de fundamentale logikker, der styrer henholdsvis uddannelsessystemet og web 2.0-praksisser.
Den implicitte logik i uddannelser – eller læringsontologi for at tale med Martin Packer – er, at viden er noget, der kan besiddes, og det besiddes typisk individuelt. Viden har karakter af immaterielle genstande som ’viden’ eller ’kompetencer’. Viden og kompetencer er for så vidt uafhængig af kontekst, da de forstås som almene. De kan derfor også umiddelbart flyttes fra en sammenhæng til en anden. Da viden har denne karakter, kan den også overføres fra den ene til den anden – det er her underviseren kommer ind i billedet som den, der besidder viden – eller viden om – og den der kan overføre viden til eleverne og de studerende. Der kan være store forskelle i de måder, hvorpå man opfatter læring, men uanset teoretisk retning (behaviorisme, kognitivisme, konstruktivisme) så er opfattelsen, at uddannelsen kan facilitere, at viden og kompetencer opnås af de studerende. Læring er nemlig dybest set tilegnelse af noget, der eksisterer eller kommer til at eksisterer for den enkelte. Og som sådan kan det testes, og den enkelte bliver certificeret til at gøre noget uden for uddannelsens beskyttede rum.
Helt modsat er læringsontologien, der ligger implicit i web 2.0-praksisser. Denne lægger op til eller forudsætter, at viden ikke er noget, der eksisterer uafhængigt af produktionen af den i praksisfællesskaber. Læring forstås som deltagelse i meningskonstruktion, og denne mening besiddes ikke af nogen, den ligger i handlinger, i praksis. ”Vi lærer ikke gennem deltagelse; læring er deltagelse,” som forfatterne skriver i kapitel 8.
Hvis man skal trække Packer ind igen, så hævder han, at uddannelsessystemet producerer bestemte identiteter. Skolen handler ikke om viden og læring, men om konstruktion af individualitet, det som han kalder positionering. Over for denne identitetskonstruktion står en anden konstruktion gennem de enkeltes egne (frie?) praksisser. Her er der også tale om en dannelse af identitet, men det er en helt anden type identitet, der konstruerer sig selv i praksis. Viden og kompetencer bliver derfor også flydende – dynamiske – størrelser. Man kan vel i forlængelse af forfatterne hævde, at web 2.0 og forestillingen om den identitetsskabelse, det lægger op til, svarer til Zygmunt Baumans forestilling om den flydende modernitet – Liquid Modernity.
Med denne forståelse af den implicitte logik i web 2.0 er det klart, at den mildt sagt står i et spændingsforhold til uddannelserne. Der er tale om to vidt forskellige regimer – to forskellige modernitetsforståelser.
Denne diskussion er rigtig interessant, og desværre lykkes det kun forfatterne at åbne den ud fra modsætningerne, da deres anliggende er at introducerer til problemstillingen og ikke at gå i dybden med den.
Diskussionen rejser mange spørgsmål. For det første kan man spørge til, om det overhovedet er korrekt, at der er sket et dramatisk kulturelt brud fra én modernitet til en anden, som jo ligger implicit i hele diskussionen. Det er hele diskussionen af postmoderniseringen, der her er på spil. Det må være en del af denne diskussion, hvilke samfundsmæssige elementer, der trækker i den retning – og i forhold til uddannelsessystemet: om det er den samfundsmæssige forskydning, der nødvendiggør andre kvalificeringsformer. Det er jo ikke sådan, at web 2.0 i sig selv eksisterer i et vakuum.
For det andet vil det være spændende at undersøge, om modsætningen i virkeligheden er så stor, at individuationen inden for uddannelserne og i brugen af web 2.0 ikke kan forenes som noget helt tredje.
Hele frihedsaspektet, som der lægges op til i præsentationen af web 2.0, er også en længere diskussion værd, da det ser ud til at falde fint i hak med en øget disciplinering – og friheden er derfor måske snarere et udtryk for nogle andre samfundsmæssige behov. Er web 2.0 indløsningen af liberalismens forestilling om individuel frihed, eller lægger det snarere op til solidariske fællesskabe, eller er det anarkismens individuelle frihed uden bestemte mål, eller er det retten til altid at arbejde – eller hvad er det?
Det er fint, at forfatterne har taget hul på diskussionen om web 2.0 og de eksisterende uddannelser – også ud fra en læringsontologisk dimension. Og selvom det ligger uden for bogens rammer at tage denne diskussion mere grundlæggende, så er der dog et par elementer af den, som jeg ikke forstår fraværet af. Det er kun meget indirekte, at forholdet mellem formel læring og ikke-formel og uformel læring tages op, selvom det kunne kvalificere noget af diskussionen. Livsbred læring nævnes som en udvidelse af livslang læring, men også dette element kunne have været fremstillet mere systematisk. Fokus er endvidere næsten udelukkende på de videregående uddannelser, hvilket er ærgerligt, når nu det hævdes, at web 2.0 er en nede-fra-og-op-praksisform. Men det skyldes måske, at web 2.0 mest er interessant steder, hvor uddannelse er et mål i sig selv og ikke er en del af en anden praksisform som eksempelvis arbejde.
Endelig er det irriterende, at en bog, der argumenterer for åbne læringsressourcer og kollaborative produktion af ressourcer er henvist til udelukkende at blive udgivet som trykt bog. Forfatterne hævder, at det skyldes hensynet til didaktisk progression, som om det er forhindret via distribution online. Forfatterne bestemmer i forvejen ikke i hvilken rækkefølge, jeg læser kapitlerne. Det ville være rart, om bogen som et minimum fulgtes af en online version, man kunne have adgang til og diskutere i et tilhørende forum.
Nina Bonderup og Lars Johnsen har skrevet en bog, der er meget brugbar for mange, der bliver uddannet inden for it og læring – uanset hvordan de individueres – og alle, der udfordrer det lukkede uddannelsesrum gennem deres egen praksis. Så må man bære lidt over med lærebogsformen.