Center- og studieleder ved Syddansk Universitet Peter Bro skrev i Politiken søndag den 11. september om ændringen i underviserrollen som følge af inddragelsen af nye digitale teknologier (Viden s. 6). Han sammenligner her underviserne med skærmtrolde, der guider de studerende, elever og kursister gennem indslag, der er producerede i forvejen – og gerne af andre end underviserne selv. Med klik på computeren veksler undervisningen mellem lærerens præsentation og videoer fra YouTube, websider og andet godt fra Internettet.
Denne metafor for underviseren og dog meget uheldig, da den antyder, at underviserne bliver en slags ’guide to the site’, hvor han eller hun ved, hvor de studerende skal og vil hen. Men værre endnu er det, at Peter Bros metafor også giver et indblik i en særlig pædagogisk tænkning, hvor underviseren er en formidler af kendt stof.
De kompetencer, der vil blive og bliver efterspurgt er dog ikke evnen til passivt at følge instruktioner fra en underviser. Det er heller ikke at lade sig lede gennem et landskab, hvor føreren – underviseren – har været før og derfor kan vise vej. Der er brug for selvstændige og kreative elever, der selv kan hugge sin egen vej gennem urskoven af informationer og inspirationer. Og her kan en række af de digitale teknologier være til stor hjælp.
Men det handler ikke slet ikke først og fremmest om at blive bekendte med teknologierne – eller alt det, som underviseren finder interessant. Underviserens opgave er, at facilitere at eleverne arbejder med udvælgelse og vurdering af informationer, at de bliver i stand til alene og sammen med andre at anvende informationer og viden i nye, anderledes sammenhænge, at de opøver gode kommunikations- og samarbejdsevner, at de får fortrolighed med at møde det, der ikke gives forudprogrammerede svar på osv.
Digitale kompetencer eller digital dannelse bliver en vigtig forudsætning for de funktioner, elever og studerende vil møde efter endt studietid – derfor skal det også være det, de møder i uddannelsen. Men digital dannelse handler ikke om ’det digitale’, men hvad man anvender forskellige værktøjer og services til. Det er bemestringen af viden og informationer i nye og hidtil ukendte sammenhænge, der er det afgørende.
Derfor kan underviserens nye rolle heller ikke sammenlignes med en skærmtrold, der underholdende og med smil om munden sammenbinder forskelligt indhold, han eller hun har udvalgt i forvejen. Underviseren bliver i langt højere grad en facilitator eller coach, der skal planlægge aktiviteter, hvor elever og studerende skal arbejde med selv at finde spørgsmål og svar. Underviserne bliver ikke skærmtrolde, men undervisere i journalistisk, hvis vi skal blive i Peter Bros billedverden. Elever og studerende bliver ikke – eller bør ikke blive – forbrugere af underviserens udvalgte indslag, men producenter af indslagene.
Den pædagogiske tænkning, der ligger i ’skærmtrolden’ hører fortiden til – hvilket desværre ikke spejler sig den aktuelle uddannelsespolitiske tænkning, hvor der netop er fokus på at lære det kendte i stedet for det ukendte. Hvis innovativ tænkning skal på dagsordenen – og det skal den ifølge mange inklusive landets foreløbige statsminister – så kræver det en anden type undervisning. Og her spiller underviserne en stor og vigtig rolle. De kan muliggøre, at elever og studerende lærer at tænke selvstændigt og kreativt – ved hjælp af nye digitale teknologier og ældgamle teknikker som refleksion, omtanke, samarbejde, fremstilling, kritisk tænkning. Det er digital dannelse og ikke en opfordring til glitter og underholdning skærmtrolde eller ej.
