Follow by Email

onsdag den 11. oktober 2017

Tweet Chat as a learning activity

I’ve now been on Twitter for 7 years. I’ve grown with Twitter as a learner in a manner that may be a little unhealthy. I really are scarred that Twitter aren’t making the cut every now and again. I of course know that there was a life before Twitter - and in all likelihood there will be a life after Twitter. New services will take over - nothing last forever.
For me Twitter is a way of participate in engaging learning communities - not that I think of them as learning communities. Following my own professional interests in pedagogy, learning designs, collaboration and learning with and without digital media, school development and improvement, professional learning communities, communities of practice and inquiry etc I meet interesting people on Twitter and I simply follow them and their work. In that way I build my PLN - Professional (or Personal) Learning Network.
I also use other Social Media Sites for building my PLN but none working as effectively and efficiently as Twitter. I think it is due to the simplicity of Twitter and the fact that you do follow the people YOU want without any expectation of getting followed back. And that is maybe the reason Linked.In has implemented that logic as well.
The usability for growing knowledge network with Twitter is also facilitated by the way in which the hashtags works as an organizing principle - a #folksonomy that really are doing the job. And this is not least due to the fact that tweets are generating discussions and knowledge exchanges between people who, actually, cares about the same subjects. They interact because of the topics - not because of their linkings of each other - or not primarily. (Friendships can grow from twitter chats/discussion/knowledge sharing and construction).
A last thing I’ll mention is the widely use of references to blogs and webpages - A tweet says way more than the 140 characters - it opens a universe of knowledge resources.
Well, that is some of the reasons I’ve grown dependable on Twitter.
Tweet Chat - the monster energizer
Actually, I was going to write about the Tweet Chat - or Twitter Chat. Last night I attended a Tweet Chat as part of course on Online Networked Learning that I attend. More than 40 people were engaged in a discussion on matters of digital participation and literacy/literacies. The tweets were coming in a pace where it really was a hard time following the discussion threads. It was truly a bombardment of tweets coming in faster than I was able to read at some times.
The feeling of being in a blissful storm of engaging people that want to share their knowledge and their view on pedagogy and digital media is really something that drag you in. I tried as good as possible keeping track of the discussion threads using both #Tchat.io and #Tweetdeck.
The advantages of Tchat is that it saves you from writing the hashtag #ONL172 in this case. That might seem a little thing but when you are trying to cope with a live discussion in another language than you mothertongue the savings of 7 characters may mean the difference between #lurking and active participation.
But this advantage comes at a price. You can’t follow direct threads as in tweets as answers to other tweets. You only see the answer but not what triggered the answer. Here Tweetdeck comes in providing you the overview and following specific threads. Switching to and fro between different service is a pretty hard job in itself and next time I’ll be using two screens.
https://storify.com/SebKuehn/how-to-create-my-first-story-with-storify
The heavy exchange of tweets with experiences, knowledge, viewpoints and so on is really a boost for your thinking on a subject matter. The blast you participate in will not result in any deep learning and understanding. You just have to come up with answers relating to other people's input.
But it is exactly the pace of it that might move your understanding. You don’t have the time for deeper reflection and by that it works just as a brainy brainstorm - a knowledge strom throwing arguments around and trying to collect some ideas in new meaningful constellations.
And after a good night sleep after the exhaustive endeavour of the tweetchat you can collect the tweets in a #Storify and silently reflect on what was really happening - what actually hit you. And then your learning is doubled.
Tweet Chats are the racing cars of learning - and I should engage more often in the races. It is not about who’ll be first - it’s about having a great time in a roller coaster and looking at things anew again.

Tweetchat is a learning frenzy
What a great experience!

lørdag den 8. april 2017

'Digital dannelse' er det modsatte af dannelse

'Digital dannelse' er blevet det nye sort. Det er blevet et begreb, hvor forskellige med stærke interesser i eller for digitale medier og ressourcer har fundet en måde at tale i et sprog, som virker mere 'skoleagtigt' og humanistisk end de, der blot tror på digitalisering som en effektiviseringsstrategi.
Ofte henvises der også til et begreb som det 21. århundredes kompetencer eller ‘skills’, som er en række generelle færdigheder som kritisk tænkning, kreativitet, samarbejdsevne, interkulturel forståelse, kommunikation og den slags. Disse kompetencer kan sommetider gøre det ud for ‘digital dannelse’ eller de kan være en del af det.
Her i dag støder jeg så igen på et tweet, der omhandler ‘digital dannelse’
Blogindlægget er skrevet af Lars Asmussen, der er lærer, it-vejleder og skoleudvikler på Carolineskolen. Blogindlægget er rigtig godt og beskriver en række forhold, jeg er helt enig i i forhold til at udvikle digitale kompetencer gennem alsidig brug i skolekontekst. Fint nok.
Problemet er blot, at dette arbejde med digitale medier, værktøjer og ressourcer bliver kaldt ‘digital dannelse’, selvom det for så vidt intet har med dannelse at gøre. Eller hvis indlægget handler om dannelse, så betyder ‘dannelse’ noget helt andet end det gør i teorihistorien, hvor det er knyttet til det at udvikle sig som selvstændigt menneske ved siden af det at udvikle sig som en borger i et samfund. I så fald er det et dannelsessyn, som jeg personligt ikke er enig i.
Dannelse handler om det at blive til nogen - det har ikke forskellige analoge og digitale komponenter.
Lars Asmussen skriver: "Nu nævnte jeg så digital dannelse, og lad os lige starte med begrebsafklaringen. Dannelse i sig selv kan ikke være digital, men vi kan stræbe efter dannelse, som gør os i stand til at begå os i en hastigt voksende digital og virtuel verden." Dannelse kan ikke være digital, nej det er jeg enig i - ligesom man ikke kan tale om digitale mennesker, hvis de bruger en digital device.
Hvori består kombinationen af dannelse og det digitale. Det handler angiveligt om at gøre os i stand til at begå os i det samfund, vi er en del af. Altså handler det om at blive samfundsborger og dermed om at blive til noget - men ikke så meget om at blive til nogen.
Der er også lidt underligt, at det kun skal gøre os i stand til at begå os i en delmængde af verden, som om verden sådan kan deles op. 'Nu er jeg i den analoge del af verden, fordi jeg dyrker sex med min partner’ - 'nu er jeg i den digitale del, fordi jeg spiller Wordfeud med en af mine venner'. Hmmm - mærkeligt verdenssyn, hvis man spørger mig. Hvordan kan man begå sig i en udparcelleret verden? Det kan man naturligvis ikke - det digitale er ikke et særområde, der er med uigennemtrængelige skotter er lukket inde bag et password, men er sammenhængende med verden som sådan.
"Det handler også om, at digital dannelse ikke kun indebærer digitalt udstyr, og i hvor stor grad dette bruges….Det oplagt at koble den digitale dannelse med elevernes kompetencer (nej! Ikke karakterer!) og deres parathed til at møde det samfund, de er en del af." Og dette bliver til, at man i undervisningen skal gøre brug af elevernes allerede etablerede kunnen og kundskaber. Hmmm. Ja, det må man da håbe altid er tilfældet i undervisningen, uanset hvilke forkundskaber, det drejer sig om.
Men igen er det en diskussion, der på helt fornuftig vis drejer sig om god undervisning og et didaktisk beredskab hos læreren. Der er jeg på sin vis helt enig med Asmussen. Men jeg forstår ikke, hvorfor dette didaktiske beredskab - eller denne pædagogiske pointe med at tage udgangspunkt i, hvad eleverne allerede kan, skal gøres til dannelse - digital, analog, biologisk, kognitiv eller en helt syttende.
Videre hedder det: “Vi skal også huske at lytte til samfundet – og samfundet byder faktisk ind.” Nej, det skal vi ikke, når vi taler dannelse. Det handler ikke om, hvordan vi udvikler gode samfundsborgere - eller: det gør det også. Det er jo en del af skolens opgave og forpligtelse. Men det er ikke det, vi taler om, når vi taler om dannelse. Der handler det om det utopiske i det, børnene både er og ikke er - det de er ved at blive til.
Dannelse er et utopisk begreb i betydningen, at det er det, der ikke er, noget der (ikke er tilstede eller på stedet) - derfor er dannelse et begreb for tilblivelse. Formålet at blive til som menneske er det, dannelsesbegrebet dækker i den brede betydning, som adskiller sig fra det, at blive (samfunds)borger.
Jeg er godt klar over, at begreber skifter indhold og betydning med tidernes skiften, og man kan derfor ikke tage patent på et begreb som dannelse, der jo også allerede henviser til forskellige forhold som velopdragen, klassisk dannelse (som er et særlig ideal for et opkommende borgerskab) og så udvikling af en særlig og selvstændig individualitet
Dannelsesdiskussionen er i øjeblikket splittet mellem forskellige, der byder ind med forståelser af dannelse. Det gør diskussionen meget vanskeligt, at dannelse som begreb af rigtig mange (som eks. Asmussen i det indlæg, mit indlæg er en replik til) bruger det som et kompetencebegreb. Jeg kan sagtens være enig i de kompetencer, Asmussen og mange andre peger på. Men jeg forstår ikke, hvorfor det er vigtigt at få disse kompetencer til være lig med ‘dannelse’.
Jeg har en mistanke om, at det hænger sammen med, at man gerne vil have en række digitale kompetencer til nemmere at glide ned - at give kompetencer et skær af at være noget andet, end de er. Hvorfor det skulle være nødvendigt, har jeg ikke noget bud på. Jeg forstår det simpelthen ikke.
Under alle omstændigheder vil jeg gerne opfordre til, at man holder op med at tale om 'digital dannelse', fordi, som Asmussen også skriver, dannelse kan ikke være digital - eller analog kan man tilføje. Ved at knytte digital på, sker der det, der også sker for Asmussen, så kommer det til at handle om digital viden, digitale færdigheder og komptencer - med det resultatet at dannelse bliver det samme som kompetencer, og hele pointen med et begreb om dannelse forsvinder. 'Digital dannelse' bliver dermed et begreb for dannelsens negation - altså det modsatte af dannelse.