Fænoskolen - nogle principper og en slags vision for skolen

Hvorfor skændes vi om skolen?

Vores forhold til skole er et følsomt og hedt emne. Det hænger nok til dels sammen med, at vi alle har gået i skole med de gode og dårlige oplevelser, det har givet. De af os, der har fået børn, har i øvrigt et meget direkte forhold til skolen, da det er der, vores børn tilbringer meget af deres tid. Det er en del af hele adskillelsesprocessen mellem barn og voksen og derfor også et følsomt emne. Endelig kan man også pege på, at skole og uddannelse er et vigtigt samfundsmæssigt emne. Det er fremtidens mennesker - og arbejdskraft - det drejer sig om.

Derfor er der også mange følelses og ræsonnementer forbundet med skole og uddannelse. Det handler om det helt nære følelsesmæssige i barn-forældre-forholdet. Det drejer sig om det mest fundamentale i vores (forskellige) værdier: hvordan opfatter vi det at være menneske, hvad er eksistensen og hvad bør den være? Og det drejer sig om, hvordan vi som politiske individer overfører vores værdier til forestillinger om fremtiden på et samfundsmæssigt plan.

Der er mange forhold, der spiller ind og det berører os som nævnt på mange ledder og kanter - og derfor kan der også ofte komme kant (også Kant) og direkte skænderier ind i diskussioner om skolen. Diskussionen kører samtidig på mange niveauer: Vil du gøre dette ved mit barn? Er dette udtryk for dit menneskesyn? Afspejler dette dine politiske visioner?

Min vision for skole og uddannelse er først og fremmest, at den ikke kan eller skal stå alene. Jeg tror, det er bedst med forskellige visioner og forskellige skoler, der bygger på forskellige principper. Det følgende er således én vision blandt flere andre. De forskellige visioner/skoler er ikke konkurrenter, de er alternativer til hinanden. Her vil jeg dog nøjes med at skitsere nogle overvejelser over, hvad jeg tror på er principper for en god skole.

Nogle principper (lidt abstrakt)

Princip 1: Min skole skal bygge på en anerkendelse af ‘det hele menneske’. Dette floskeludtryk dækker i dette tilfælde over, at skolen opfatter det enkelte barn som en helhed - altså ikke en opdeling i enkeltdele, der så senere skal forbindes. Selvom mennesket analytisk kan deles i krop og intellekt, så fungerer de to i samspil med hinanden. Der er ikke først en tænkning og så en krop (eller omvendt). Opdelingen i det praktiske og teoretiske (intellektuelle) er således også først og fremmest analytisk, og i min skole må denne analytiske opdeling aldrig få som konsekvens, at aktiviteter opdeles ud fra, om de er de ene eller andet. Tværtimod skal aktiviteter designes med helheden som udgangspunkt.

Princip 2: Mennesker bliver opfattet som en del af den verden, de samtidig erkender. Der er ikke en verden og erkendelsen af den. Der er ikke et erkendende subjekt over for et erkendbart objekt. En erkendelse - og dermed læring - indeholder et menneske, der forholder sig til sin omverden. Omverden er ikke (bare) ressource, men indgår i et samspil med mennesket, som samtidig er del af - har del i - omverden.

Princip 3: Børn og voksne i skolen arbejder sammen med at forbinde en undren over verden med måder at forhold sig til verden på. Deltagerne i skolen indgår i forpligtende samarbejder med det formål at arbejde med omverdensforhold, der bedst knytter de deltagendes værdier sammen med det at gøre den nære og fjerne verden til et så godt sted at være som muligt.

Princip 4: Alle deltagerne i skolen anerkender hinandens forskelligheder og respektere hinanden og det, hver enkelt står for, under hensyntagen til fællesskabets udfoldelsesmuligheder.

Princip?: Der er sikkert flere principper. Det er vigtigt, at der ikke er for mange, for så bliver det for svært at have med at gøre. Nogle af principperne skal måske skiftes ud med andre. Det må vi kigge på senere.

Fænoskolen - et konkret bud på en skole

Når mennesket betragtes som en helhed, der indgår i den verden, det samtidig forholder sig konstruktivt til, så bliver undervisningen nødt til at være designet ud fra nogle helhedsmæssige principper. Forholdet til verden er for menneskene ikke blot forståelsesorienteret. En af grundene til at forstå verden er at gøre noget ved den, at ændre den, så den bliver et (endnu) bedre sted at være. (“To command nature it must be obeyed” F. Bacon).

Når mennesket betragtes som en helhed er uddannelse bundet op på, at den enkelte skal have mulighed for at danne sig på så righoldige måder som muligt. Det er den enkeltes dannelse, det handler om. Kompetencer, viden og færdigheder er midler for den enkeltes evne til at udtrykke sig selv i mange forskellige livssammenhænge: professionelle, interessebestemte, politiske, æstetiske osv.

Det vil give mening i denne vision at se skole som ikke aldersopdelt og uden de traditionelle fag. Jeg tror deltagerne i skolen skal arbejde i tre grundmoduler i ca. 10-12 år. Grundmodulerne kan hedde: Kommunikation, Logik og Sansning. Disse grundmodeller er gennemgående i alle 10-12 år, men er måske opdelt i 4 kompleksitetsgrader.

Mellem de tre grundmoduler er der samarbejdsmoduler. I Kommunikation og Logik arbejder man sammen i et modul, der har Lingvistik som omdrejeningspunkt (heri indgår fremmedsprog). I Logik og Sansning arbejder med sammen i et modul, der handler om Konstruktioner. Og i Sansning og Kommunikation arbejder man sammen om Æstetik og Kropsudfoldelse.

Moduler i min skole

De voksne deltagere er fordelt ud fra deres interesser og kompetencer. Børnene modtages og bliver introduceret til de forskellige moduler. Børnene og deres forældre inddrages i at udfærdige planer for deres arbejde ud fra, hvad de skal nå på et år, den næste måned, den næste uge. Forældrenes del af dette aftager efterhånden, som det enkelte barn selv tager over. Denne plan justeres løbende.

Børnene har alle en portfolie, der danner udgangspunkt for samtaler om, hvor de er i de forskellige forløb, og hvor de skal hen på det længere og det kortere sigt. Børnene bevæger sig når de er klar til det fra den ene kompleksitetsgrad til den næste. Børnene kan arbejde inden for moduler af forskellige kompleksitetsgrader i de forskellige moduler.

De lærende vurderes i forhold til de mål, de har sat sig. Eleverne vurderes på deres evner til at løse konkrete opgaver både for sig selv og sammen med andre. Samarbejde, kommunikation og kreativ problemløsning er elementer, der vurderes højt.

Hverken de lærende eller skoler vurderes i forhold til hinanden. Alle vurdering foregår i forhold til de mål, de enkelte i samarbejde med andre har opsat. Dette gælder for alle de lærende (voksne og børn) og for skolen.

Lærerne samarbejder og udvikler sig ved i forskellige teams at foretage pædagogiske refleksioner kollektivt og individuelt ud fra, hvordan det går med de lærende (voksne og børn), og de har hele tiden fokus på, hvor forskellige forbedrings potentialer ligger. Skolen er en dynamisk enhed, der hele tiden er i udvikling.

Hypen om Gartners 'hypekurve' - en lille kommentar

Hver gang jeg ser Gartners 'Hype Cycle' tænker jeg, hvor forførende den er, selvom den nok retteligen burde hedde Gartners Hype Curve, da den jo ikke er cyklisk. Den besidder en egen smuk logik, der virker meget overbevisende. Ja, det er klart: først er der meget virak, og mange hævder, at dette eller hint (teknologi) er løsningen på alle vore problemer. Så indtræffe skuffelsen: shit det kan jo ikke noget af det, vi havde håbet. Og endelig indtræffer den forjættende tilstand af homeostase, ligevægt, post-coital nirvana-følelse, og vi er forklaret og beroliget: så endte det alligevel godt til sidst, og det blev atter jul i den gamle købmandsgård. Denne velkendte narrativ er det, der gør modellen så velegnet til at forklare, hvordan et fænomen 'i virkeligheden er'.

Gartners 'Hype Cycle' (ref: Wikipedia)

Når jeg er færdig med at blive slået af kurvens forførende kraft bliver jeg lidt forstemt af den måde, hvorpå den oftest bliver brugt. Den anvendes som en særlig retorisk figur, der normalt skal få modtageren til at acceptere, at det fænomen, der er på tale, vil have en særlig eksistensform, som ikke svarer til den jubel, det i første omgang udløste, men heller ikke til det, som hele det traditionalistiske kor af kritikere har hævdet.
Tværtimod vil fænomenet finde en særlig eksistensform, der kendetegner en ny stabil tilstand, som i øvrigt også har ændret fænomenet, så det først er i den nye tilstand, fænomenet er kommet til sin bestemmelse. Udviklingen af telefonen er arkeeksemplet. Graham Bell troede han havde opfundet en radio og alle jublede, men så kunne den jo alligevel ikke, det man troede, og kritikerne jublede, og telefonen var 'død som fænomen', men så udviklede man en anderledes brug, der viste telefonens 'sande bestemmelse': det var en tovejskommunikationsmaskine bestemt for at forbinde to og kun to stationer adskilt i rum.
Det problematiske ved Gartners 'Hype Circle' er, at den er totalt uden belæg i virkeligheden. Det er ikke en empirisk model. Den er ikke bygget ud fra empiriske data, og den afspejler derfor ikke, hvordan fænomener (heller ikke teknologiske) udvikler sig i tid (mange fænomener vil have andre forløb), den er ikke prognostisk og siger derfor intet om det fænomen, som ikke har fundet en særlig hviletilstand i sit udviklingsforløb.
Det problematiske er for så vidt ikke, at modellen ikke har noget empirisk belæg, det problematiske er, at den ofte bruges i en retorisk sammenhæng, hvor den tilskrives at være en lovmæssighed (teknologiske) fænomener følger. Den bliver derfor også ofte brugt som et argument for, hvordan noget vil arte sig fra nu af (efter hypen og desillusionen), hvilket som sagt ikke kan underbygges med denne kurve.

Modellen er en ren tænketeknologi, og man kan anvende den til at sige, at man rent hypotetisk kan forestille sig, at et fænomen vil finde en anderledes brug en tekno-jubeloptimister eller ditto pessimister hævder. Modellen er en grafisk afbildning af, at nogle har kunnet se noget, der ligner dette forløb ud fra en psykologisk opfattelse af, hvordan fænomener er blevet modtaget (i pressen?) Man kan bruge den til at sige, at selvom mange er desillusioneret over eksempelvis el-biler, så betyder det ikke, at de ikke stadig kan blive til noget - og det er der mange, der gerne vil sige til nogle investorer, så man kan få penge for at lege med noget, man godt kan lide at lege med (og det kan som sagt heller ikke afvises).
Gartners hypede hype-kurve er ligeså anvendelse som alle mulige andre jærvtegn og bygger på rent gætteværk. Men det betyder jo omvendt ikke, at man ikke kan anvende modellen til at overveje, hvordan det vil gå med et fænomen - og det bedste ved modellen (bortset fra dens forførelseskraft) er, at den tilsiger, at fænomener altid forstås ud fra nutiden, men deres karakter af fænomen bestemmes af en ukendt fremtid. Modellen siger noget om vores manglende forestillingsevne - og det er slet ikke så slemt, hvis man gerne vil bidrage til innovation og nytænkning.