Brug af værktøjer i skolen
I skoleverdenen er der af gode grunde hele tiden gang i diskussioner om, hvordan undervisningen bedst tilrettelægges, og hvilke ressourcer og værktøjer der med bedst mulige resultater kan indgå i undervisningen.
Det er derfor heller ikke underligt, at man også diskutere, hvordan nyere værktøjer, medier og ressourcer, som man ikke har haft erfaringer med tidligere, kan indgå. Man er nødt til at overveje, hvordan - og hvorfor - man begynder at arbejde med eksempelvis 3D-print, hvis man da gør det. Som underviser er man forpligtet til hele tiden at tænke over de undervisningsdesigns, man bringer i anvendelse og dermed også de læremidler, der indgår eller kan indgå i disse.
Denne diskussion kører mange steder, og et af de mere livlige og inspirerende steder at følge den er på Twitter under #skolechat. Et bidrag til diskussionen faldt jeg over i dag, da jeg så tweetet til højre. Og tak, Dorte, for at starte denne diskussion.
Umiddelbart lyder det jo meget godt, at man har fået bedre nærvær og samvær. Men alligevel rejser dette forbud nogle spørgsmål. Det første er, hvorfor forbuddet angiveligt kun gælder eleverne? Har man ikke brug for lærernes nærvær og samvær? Eller bliver lærerne ikke mere fraværende og mindre samværende med deres mobiler.
Et andet spørgsmål er begrundelsen for forbuddet mod lige præcis mobiler. Hvis det er nærvær, man gerne vil have, så bør man måske fjerne alle distraktioner fra nærværet. Og man kan også spørge til, hvad det er for en forståelse af nærvær, der kommer til udtryk. Mobilen giver netop mulighed for nærvær mange steder. Man kan eksempelvis være nær ved mange informationer, der kan bringes ind i undervisningen. Man har redskaber nærværende, der kan anvendes til at producere tekst, billeder, lyd og så videre, der kan bidrage til elevernes videnstilegnelse, -konstruktion og -produktion.
Derfor svarede jeg på Dortes tweet med en, synes jeg selv, vældig frisk bemærkning om, hvor meget nær- og samvær man ville kunne opnå, hvis man også forbød bøger, da de jo kan tiltrækker sig opmæksomhed, der går fra det umiddelbare nærvær eleverne og lærerne imellem.
Disse to tweets blev - som det ofte sker på Twitter - igangsættende for en vældig interessant diskussion mellem forskellige opfattelser af anvendelse af mobiler i undervisningen, da +Niels Jakob Pasgaard aka @edidaktik blandede sig i diskussionen. Og min smarte bemærkning blev fuldstændig strippet, da han bidrog med et forskningsblik, som ikke (nødvendigvis) var til stede i den smarte bemærkning. For er det ikke rigtigt, at der er forskningsmæssigt belæg for, at selve tilstedeværelsen af mobiler fjerner elevernes fokus (nærvær) og dermed forringer deres læring? Er 'The iPhone Effect' ikke beviset på, at tilstedeværelse af mobiler i skolen/klasseværelset nedsætter (muligheden for) elevernes læring?
Kognitiv overbelastning
Shalini Misra, Lulu Cheng, Jamie Genevie, og Miao Yuan har skrevet den artikel, der skal gendrive min utidige smathed: The iPhone Effect: The Quality of In-Person Social Interactions in the Presence of Mobile Devices (© 2014 SAGE Publications. Desværre kan jeg ikke finde en on-line version af teksten)
Forfatterne etablerer en modernitetsteoretisk ramme om deres forskningprojekt for at vurdere effekten af mobiltelefoner. De betragter primært udviklingen i det 20. århundrede ud fra effekten af urbaniseringen og teknologiudviklingen, og de hævder på den baggrund, at mennesker er udsat for en kognitiv overbelastning.
“The erosion of social responsibility and estrangement from their social and physical surroundings were interpreted as consequences of individuals’ adaptations to urban overload.”
I forlængelse af bla. Georg Simmel, der blandt andet beskrev konsekvenserne af vandringen fra land til by i slutningen af 1800tallet, skriver de om, hvordan menneskers omgivelser afsender stadig flere og flere signaler (stimuli), og at disse derfor ‘kæmper’ om at tiltrække sig opmærksomheden. Simmel talte om, at mennesker med nødvendighed må udvikle en blaserthed - altså afskærmning af indtryk - for at kunne begå sig i en moderne by med alle dens signaler. Mennesker udvikler filtrer, så man kan nøjes med at trække noget inden for ens opmærksomhedsfelt.
Overbelastningen fortsætter og tiltager i vækst op gennem det 20. århundrede, hævder forfatterne, og de trækker på masser af sociologisk og psykologisk forskning til at bekræfte det. Og alt sammen betyder det en forvitring af menneskelige relationer - af nærvær: “To be sure, many 20th century technologies, such as the radio, the television, air travel, and the automobile, have had a corrosive effect on face-to-face interpersonal and community processes.” Og det bliver endnu værre med Internettet og al tings forbundethed gennem netværk: “But networked technologies are unique intellectual technologies (technologies that extend the abilities of our brain such as the printing press, radio, and television) because they subsume other intellectual technologies.”
Det kunne være interessant at sætte forskerne i en mindre provinsby, som Simmel ville finde svimlende pga. sanseindtryk, og spørge forfatterne om deres opfattelse af byens ‘informations overload’. Jeg gætter på, at udtrykket ‘en søvnig provinsby’ er et udtryk for, at mennesker har lært at håndtere de signaler og stimuli, som de bliver mødt af eller med. Jeg vil gætte på, at der indtræder en automatisering af afkodningen - en tilpasset læsefærdighed - som gør, at man ikke føler, at man drukner i informationer og signaler.
Men hvad betyder det overhovedet, at mennesker udsættes for kognitiv overbelastning eller er udsat for ‘information overload’? Interessant nok fremhæver sociologerne altid overbelastningen ved de medier, som er nye på det tidspunkt, hvor de skriver. Noget tyder på, at kognitiv overbelastning altid skyldes de udviklinger, der er eller opfattes som aktuelle.
Hvis man undersøger, hvordan en splittet opmærksomhed virker, så finder man frem til, at nettoresultatet er negativt. Man kan huske mindre om to ting, hvis man forsøger at ‘lære dem’ på samme tid, end hvis man koncentrerer sig om en ting ad gangen. Multitasking er derfor ikke en mulighed uden nettotab i forhold til fokus på én ting.
Men undervisningsaktiviteter er jo ikke nødvendigvis så endimensionelle, at man kan nøjes med at gøre én ting ad gangen. Derfor er argumentet om, at multitaskning giver et nettotab kun rigtig under den forudsætning, at det er muligt at bryde en aktivitet op i enkeltdele, der kan ordnes hver for sig. Det vil det typisk ikke være, hvis man arbejder med at løse en konkret opgave, hvor man skal notere noget, søge information, sætte noget ind, forhandle med andre, rette til, hen og spørge læreren, forbinde elementer. Man diskuterer og finder oplysninger og illustrationer på samme tid, da det er en del af en problemløsning. Jf også debatten mellem Lisa Nielsen og Clay Shirky, som jeg har beskrevet i Om multitasking - et anderledes perspektiv.
iPhone-effekten
"iPhone effect: Shortly after one person in the group brings out their iphone, the rest follow suit, ultimately ending all conversation and eye contact." (Urban Dictionary, citeret i artiklen)
Dette barn er uden for fare - det er tydeligvis ikke en iPhone |
For at finde ud af, hvordan en mobil virker i en social eller interpersonel sammenhæng udvælger de 100 tilfældige par i en stor amerikansk by. Parrene er nogle, der er gået på café sammen. Parrene bliver bedt om at samtale i 10 minutter om enten et ‘hverdagsemne’ eller ‘et alvorligt emne’. De blev observeret under samtalen og efterfølgende udfyldte de et spørgeskema, hvor de skulle svare på, om hvor godt, dyb og empatisk samtalen havde været. Samtidig blev det registreret om en eller begge deltager tog en mobil frem enten i hånden eller lagt på bordet foran de to.
Det viste sig, at samtalerne,hvor der ikke blev trukket en mobil frem, var dybere og mere empatisk og blev i det hele tager vurderet mere positivt. Der var tale om større nærvær og samvær, for at trække tråden tilbage til udgangspunktet for denne diskussion. “If either participant placed a mobile communication device (e.g., smartphone or a cell phone) on the table or held it in their hand during the course of the 10-min conversation, the quality of the conversation was rated to be less fulfilling compared with conversations that took place in the absence of mobile devices. The same participants who conversed in the presence of mobile communication devices also reported experiencing lower empathetic concern compared with participants who interacted without distracting digital stimuli in their visual field.” (s.16)
Der er ingen grund til at betvivle resultatet. Selve tilstedeværelsen af en mobil gør en samtale mindre forpligtende og reducerer deltagernes nær- og samvær. Men hvad siger det egentlig?
Rent metodisk kan man spørge, om det er mobilen, der gør det. En anden forklaring kan være, at de mindre deltagende (nær- og samværende) har større tilbøjelighed til at tage deres mobiler frem. Det kan være en indikation af deres manglende interesse i kun at være tilstede i netop denne konstellation. Der kan således være byttet om på årsag og virkning. Når forskerne ser mobilen som årsagen, kan det skyldes den forforståelse, de har. Man skal passe meget på med at slutte fra korrelation til kausalitet - at noget optræder samtidigt behøver ikke at betyde, at det første er årsagen til det andet. Det kan være omvendt, der kan være et tredje, der er årsag til begge eller det kan være, at der slet ikke er nogen årsagsforbindelse mellem dem. Undersøgelsen har tilsyneladende ikke gjort noget for at bearbejde dette ellers fundamentale forhold i en sådan undersøgelse.
Det er også en metodisk fejl, at der ikke er blevet spurgt til, hvorfor deltagere tog deres mobil frem. Hvis man venter en vigtig samtale - eller bare har en vagt, hvor man skal kunne nåes, er der jo ikke noget underligt i, at man også har det som opmærksomhedspunkt. Dette svarer til det tredje, der er årsag til både at mobilen er fremme, og at samtalen er mindre fokuseret (dyb).
Mere fundamentalt er det måske at spørge - ok, hvad betyder undersøgelsen for brug af mobil i undervisningen (både elevernes og lærernes)? Ja, det betyder intet. Man kan ikke slutte noget som helst om, hvilken virkning mobiler har i undervisningen ud fra den undersøgelse, da det ikke siger noget om undervisningen. Hvis man laver en aktivitet i par, så er det vigtigt, at man har fokus på den opgave, der er stillet. Den kan kræve, at man arbejder uden artefakter - den kan være, det er en føleøvelse - og så vil det give mindre effekt, hvis man har boksehandsker på eller læser en tegneserie.
Det kan også være, at eleverne stiller hinanden spørgsmål på skift, så kan det være, at det er godt at skrive stikord til svarene, så det bliver nemmere at fremlægge for klassen efterfølgende.
Problemet med undersøgelsen er jo, at den kun kigger på en ting; altså en genstand, men ikke på hvad denne ting bliver brugt til. Samtalerne kunne jo blive beriget af, at deltagerne brugte deres mobiler til at drage en tredje ind i samtalen, hvis det giver mening, eller de kunne finde oplysninger, de havde brug for for at kvalificere deres samtale. Et andet problem er forestilligen om, at man kan betragte et forhold ad gangen, som om det ikke hænger sammen med noget andet. Derfor opstår det tredje problem, at der kun kigges efter, hvad der forsvinder, hvad man taber, og ikke på om der er tilsvarende gevinster. Og man kan blive ved. Det er forskning af navn, men desværre ikke noget, der siger noget - eller i hvert fald ikke ret meget - om verden. (Så det skal nok blive læst).
Alt dette betyder naturligvis ikke at mobiler ikke også kan trække opmærksomheden væk fra undervisningen og være en direkte forhindring for den målrettede læring (man kan principielt ikke forhindre læring). Det kan de sagtens. Det er selve pointen med mobiler (digital netværksteknologi), at man kan forbinde mange rum samtidig, at man gennemhuller det lukkede rum for at åbne det mod verden. Derfor må man arbejde med, hvordan man - både elever og lærere - kan anvende disse udvidede muligheder, så de bidrager til at få øget og dybere indhold i undervisningen, der hvor man er sammen fysisk.
Dette er præcis også pointen i Tække og Paulsens arbejde med sociale medier i forhold til undervisndingsrummet. (Sociale medier i gymnasiet. UP 2013. Se evt. min anmeldelse) Det er vigtigt, hævder de, at man undgår forbud og ligegyldighed, for det lærer eleverne ikke noget af - og de lærer slet ikke at anvende de ressourcer og værktøjer, som de ellers ville kunne få stor nytte af til videnstilegnelse, vidensgenerering, videnskonstruktion og vidensproduktion. De lærer ikke at fobinde det, de undervises i i skolen med den omgivende verden, som digitale netværksmedier ellers muliggør.