Jeg undrer mig meget over, hvad man kunne håbe er en sproglig uformåen og begrebslig ubehjælpsomhed hos Digitaliseringsstyrelsen. Omvendt er jeg bange for, at det er sådan, at ‘hvad hjertet er fuld af, løber munden over med’. Det følgende bliver derfor en lille refleksion over sprogbrugen i Digitaliseringsstyrelsens fremstilling.
I den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi slog jeg op under et emne, der interesserer mig rigtigt meget, nemlig et afsnit om undervisning. Min læsning gik dog i stå, da jeg havde læst indledningen til afsnittet ‘Digital læring og undervisning’. Jeg måtte stoppe op for at forstå, hvad der stod. Indledningen i pågældende afsnit lyder’: “Den teknologiske udvikling er blevet et grundlæggende vilkår i vores samfund. Den hastige teknologiske udvikling stiller konstant nye krav til, at børn og unge bliver rustet til det digitale samfund og fremtidens arbejdsmarked.” (Den fællesoffentlige digitaliseringsstrategi 3.4: Digital læring og undervisning.)
Sprogligt og begrebsligt er sætningen meningsløs - eller måske er den ikke, men det kommer jeg tilbage til:
For det første: De fleste kan nok blive enige om, at det er rigtigt, at den teknologiske udvikling er blevet et grundvilkår for vores samfund, for det er den jo altid og har den altid været. Det er en pleonasme; en selvindlysende sandhed. Den teknologiske udvikling er et grundlæggende vilkår for et hvilket som helst samfund til alle tider. Så det er ikke noget, den er blevet - det er blot en konstatering på linje med, at solen giver energi. Mennesker indgår i en udveksling med den øvrige natur ved hjælp af og gennem de teknologier, der er blevet udviklet, og som er til rådighed.
Kan man forestille sig, at Digitaliseringsstyrelsen ikke ved det? Eller måske er det teknologibegrebet, det handler om. Digitaliseringsstyrelsen tror måske, at den eneste teknologi, der er teknologi, er den digitale. Uanset om det er det ene eller det andet, er det lidt skræmmende i forhold til, at det er en styrelse, der har indflydelse på, hvordan man håndtere de digitale teknologier i vores samfund.
Og hvorfor indleder man overhovedet med en så selvindlysende konstatering, som man oven i købet iscenesætter som noget, der er anderledes end det altid har været? Det hænger muligvis sammen med refleksion nummer 2.
For det andet: ‘Den hastige teknologiske udvikling stiller konstant nye krav’, kan man forstå af indledningscitatet. Hvordan kan en udvikling stille krav? Sproglig set giver Digitaliseringsstyrelsen udtryk for, at udviklingen og måden at forholde sig til den på, ikke er et anliggende, der er til forhandling. Det er noget, der kommer ‘af sig selv’. Det er ikke forbundet med en vilje, et ønske, værdier eller politik. Politik bliver her til administration af nødvendighed.
I Digitaliseringsstyrelsens fremstilling er udviklingen blottet for menneskelig indflydelse - den foregår af sig selv og må tages til efterretning. Alt hvad vi samfundsmæssigt kan gøre er at tilpasse os den så godt som muligt. Afsnittet udtrykker en deterministisk historieopfattelse, som postulerer, at teknologien er den drivende faktor - og denne teknologi er selvberoende uden indflydelse fra menneskelige viljer eller fra den brugssammenhæng, som forskellige teknikker og produkter indgår i. På denne måde kommer ‘teknologien’ til at sætte en ‘nødvendighedens politik’, som er hinsides en demokratisk og politisk diskussion.
Man kan også sige, at politikken ‘gemme sig’ bag et skær af ‘historisk nødvendighed’, da det dermed unddrager sig politisk argumentation. Jeg undrer mig over, at man ikke fra politisk side (regeringen, Folketinget, Digitaliseringsstyrelsen) siger: vi vil gerne X, derfor mener vi, at vi bør gøre Y. Så kan vi diskutere forskellige X-er og forskellige Y-er og vælge mellem dem. I stedet siger man her med Digitaliseringsstyrelsen: X er et vilkår, derfor er Y det også, da det er det nødvendige svar på X. Det, der kaldes den teknologiske udvikling, kræver, at vi gør noget bestemt, hvilket i øvrigt så heller ikke er hævet over enhver tvivl, som det tilsyneladende fremgår af Digitaliseringsstyrelsens ‘strategi’.
For det tredje: Hvad betyder ‘digital læring’ i overskriften på denne indsats? Det forekommer at være et begreb helt uden indhold - eller jeg kan i hvert fald ikke forstå det. Hvis læring er noget, der udvikles i den enkelte (kognitivt; emotionelt; relationelt m.v.) - eller mellem forskellige personer (kollektiv vidensopbygning) - hvordan kan det så være digitalt? Hvad er det digitale i læring?
Jeg kan forstå, at undervisning kan anvende digitale værktøjer osv., men dette gør ikke undervisningen digital, ligesom man ikke vil tale om vandig undervisning, når man kigger på haletudser i vand fra en sø eller tale om blyantslæring, når man anvender blyanter til det ene eller andet.
Jeg kan også forstå, at alt i omverdenen kan indgå i den enkeltes eller en gruppes læringsprocesser, men læringsprocessen er noget andet end det, den lærende forholder sig til mere eller mindre bevidst, og de redskaber den lærende benytter sig af.
Man genfinder den samme type af underlig begrebsbrug, når der henvises til ‘det digitale samfund’. Hvad er det for et samfund? Et samfund kan ikke være digitalt, men der kan være en række procedurer i et samfund, der foregår med digitale værktøjer. Samfund betyder et fællesskab, hvor man har noget, der knytter folk sammen. Det kan være fælles regler, institutioner, værdier, sprog osv. Og igen: ved de ikke det i Digitaliseringsstyrelsen? Tror de, at et samfund kan være digitalt?
Man kan i digitaliseringsstrategien finde mange tilsvarende sproglige og begrebslige meningsløsheder. Eller: er det meningsløsheder, eller er der en særlig værdi, disse sproglige ‘mærkværdigheder’ er udtryk for? Betyder de i virkeligheden noget, og er de ikke bare et udtryk for sproglig uformåenhed?
Som det er fremgået af min anden refleksion, ligger der en bestemt opfattelse i sprogbrugen, nemlig en naturalisering en historisk udvikling og af nogle særlige måder at forholde sig til denne historiske udvikling - og måden at henvise til ‘den teknologiske udvikling’, ‘digital læring’ og ‘det digitale samfund’ har samme virkning. Det digitale gøres gennem måden, der tales om det på, til noget, der ikke kan diskuteres. Det digitale er et grundvilkår, og derfor skal det sættes foran ‘samfund’, ‘læring’ og som det det fremgår i afsnit 9.1 i strategien ‘dannelse’. Disse begreber tømmes for selvstændigt indhold og gøres til ‘digitalitet’, hvilket kræver en ganske særlig måde at omgås dem på - en måde, som netop ikke kan diskuteres, da den er et vilkår; et fait accompli: noget der er givet.
Dette gør også hele diskussionen om ‘digitalisering’ interessant, da digitalisering åbenbart allerede ‘er der’, men samtidig er ‘digitalisering’ svaret på udviklingen. Fordi samfundet er ‘digitalt’, må man digitalisere, synes logikken at være. Der bliver hermed rodet rigeligt rundt med årsag og virkning i forhold til, hvad der er årsag til digitalisering, og hvad der er svaret på den.
Der er tilsyneladende en særlig værdi eller ideologi tilstede i Digitaliseringsstyrelsens ‘strategi’, hvor det er hinsides diskussion, at der skal digitaliseres, fordi det nu engang er ‘tidens orden’, eller ‘den naturlige måde’, eller ‘nødvendighedens politik’. Derfor kan man heller ikke diskutere, hvad det er, vi vil samfundsmæssigt og/eller med vores uddannelser, med skolen.
Efter min opfattelse bliver vi nødt til at tænke en digitaliseringsstrategi på en anden måde. Vi bliver nødt til at diskutere, hvor vi vil hen med vores samfund og med vores skole - og som en del af dette diskutere, hvordan - strategi - vi kommer i den ønskede retning på en god og ordentlig måde. Det er en politisk diskussion, hvor man kan have forskellige opfattelser og ønsker baseret på forskellige værdier. Dette er helt legitimt. Hvad der derimod ikke er legitimt er at skjule en politisk dagsorden - en ideologi - gennem en særlig retorik.
