“Kant ønsket å unngå det han kaller udgangspunktets kontingens, gjennom å finne en a priori-struktur for enhver mulig undersøkelse. Fra et pragmatisk synspunkt er derimod dette det samme som å håpe på å bli en maskin som er programmert på den riktige måten. I stedet aksepterer Rorty utgangspunktets kontingens.”
(Sundsdal 2013)
Indledning
Hvordan kan man vide, at man ved det, man ved? Dette er epistemologiens fundamentale spørgsmål. Men det er også et spørgsmål, der forholder sig til det ontologiske spørgsmål om, hvordan verden grundlæggende er konstitueret, da man kan formode, at der eksisterer et forhold mellem verdens og erkendelsens beskaffenhed.
Pragmatisme - hvad er det?
Et centralt element i pragmatismen er, at erkendelse ikke er et filosofisk spørgsmål, men et praktisk. Epistemologien har historisk set været et centralt anliggende i filosofien, og derfor handler meget filosofi om, hvordan det helt grundlæggende forhold mellem verden og menneskers erkendelse af den skal eller kan forstås ud fra nogle almene principper.
Denne bestræbelse på at udlede filosofiske principper for erkendelse gør pragmatismen op med. “The pragmatic method is primarily a method of settling metaphysical disputes that otherwise might be interminable….The pragmatic method in such cases is to try to interpret each notion by tracing its respective practical consequences. What difference would it practically make to anyone if this notion rather than that notion were true? If no practical difference whatever can be traced, then the alternatives mean practically the same thing, and all dispute is idle.” (James 2004) Citatet stammer fra det værk, der kan siges at grundlægge pragmatismen som en position, nemlig Pragmatism. A New Name for Some Old Ways of Thinking, som William James udgav i 1907 (Egholm 2014 s.178).
Inden for pragmatismen drejer viden sig derfor ikke om sandhed forstået som en korrespondens mellem en fremstilling og et sagsforhold, hvor tænkningen anses for at være et spejl af en ‘virkelighed’; at være “a mirror of nature” (Rorty 1979). En beskrivelse af et sagsforhold eller en forståelse skal vurderes ud fra, hvilke konsekvenser den har eller kan få. Man må derfor spørge til, hvad en viden skal bruges til for at vurdere den. Det er det, der ligger i Egholms formulering om, at et fænomens “essens er dets konsekvens” (s.179). Et fænomens essens i strikt forstand har ikke nogen betydning, og er derfor heller ikke noget, pragmatismen beskæftiger sig med.
Pragmatisme går ud fra den moderne indsigt, at alt, der har med tilværelsen, verden og livet at gøre, dybest set er kontingent. Der gives ikke nogen mening, der kan tilskrives verden udefra eller indefra, hvorfor det heller ikke giver mening at lede efter universelle principper for dette og hint. Derfor er pragmatisme et udtryk for at acceptere “udgangspunktets kontingens”, som Einar Sundsdal har sagt med henvisning til Rorty (Sundsdal 2013 s.337). Pragmatismen forholder sig derfor heller ikke til verdens beskaffenhed - dens ontologi - da det ikke har nogen praktisk betydning. Der er dog ikke nogen ontologisk skepticisme tilstede i pragmatismen (Kjørup 2006). Da spørgsmålet om verdens væren eller dens essens slet ikke stilles, vil det heller ikke give mening at diskutere, om man kan være sikker eller ikke på dens eksistens.
Dette er formentlig også baggrunden for, at Egholm fremhæver, at pragmatismen, hverken er realistisk eller konstruktivistisk (s.236), selvom hun tilsyneladende ikke rigtig kan få det til at passe inden for hendes eget perspektiv, som når hun om pragmatismens holdning hævder, at der skulle være “et stærkt realistisk element, fordi forholdene antages at eksistere objektivt i verden.” (s.184)
Hvilken forskel gør det i en given kontekst at hævde, at ‘forhold eksisterer objektivt i verden’ overfor at hævde, at vores verden er en drøm drømt af en sommerfugl i et alternativt univers’? At stille dette spørgsmål er at anvende den pragmatiske metode, som den bliver beskrevet af Peirce i “How to make our ideas clear”: “Consider what effects, which might conceivably have practical bearings, we conceive the object of our conception to have. Then, our conception of these effects is the whole of our conception of the object.” (Peirce 1878 s.293) Om verden forstås på den ene eller anden måde gør ikke nogen praktisk forskel i erkendelsesprocessen, og derfor stiller pragmatikeren ikke dette spørgsmål; det genererer ingen mening for nogen i en praktisk forstand.
Egholms fremstilling illustrerer på meget fin endnu en vigtig pointe inden for pragmatismen, nemlig at man er nødt til at tro, at verden forholder sig på en forståelig måde, og at denne tro stabiliserer verden, så man kan handle i den. Egholms tro kan være grunden til, at hun formulerer pragmatismen ind i en sammenhæng, hvor spørgsmålet om virkelighedens status må formuleres, hvorimod min tro gør, at jeg ikke fortolker problemstillingen på samme måde. Vi får pragmatismen til at passe ind i vores måder at forstå videnskabsteori på, og vi når frem til to lidt divergerende perspektiver.
For Peirce er tro et heuristisk princip og ikke noget, der korresponderer med noget andet - hverken fysisk (materialistisk) eller metafysisk (idealistisk). Tro er en måde at forstå verden og omgivelserne på, som er meningsfuld og brugbar i vores omgang med den (jf. Christensen 2004). Tro er derfor også de teorier, som vi holder for sande; som vi tror på. Dette kan eksempelvis gælde teori om, hvordan virkningsfulde udviklingssamtaler fungerer. Der kan man have en tro på nogle principper, som man er overbevist fungerer bedre end andre. Denne tro er blandt andet kommet i stand via studier (tilegnelse af teori) og egne og andres praksiserfaringer.
Troen bliver rystet, når fænomener ikke passer med troen, eller hvor resultaterne af at anvende principperne og teorien ikke lever op til forventningerne. Så må man påbegynde en analyse, hvor man skal finde ud af, hvordan man kan få bedre resultater. Dette har især John Dewey arbejdet fokuseret på i det, han har kaldt en funktionalistisk metode. Denne består i fem trin, hvor praksis og refleksion indgår i en vekselvirkning med hinanden: Man støder ind i en udfordring; man prøver at lokalisere, hvori den består; man prøver at udkaste løsninger på udfordringen; man reflekterer over disse og endelig eksperimenterer og observere man for at vurdere de nye løsninger. (Dewey 1909; Egholm 2014 s.179f) Denne proces kan føre til, at troen erstattes af en anden tro - man forkaster den tidligere antagelse af sammenhænge - eller man kan måske nøjes med at justere den oprindelige opfattelse og fastholde de overordnede principper.
En del af den foreløbige og iterative problemløsning er abduktionen, som Peirce fremhæver ved siden af induktion og deduktion, når han beskriver tænkningens former. Abduktion er evnen til at knytte forskellige enkeltelementer sammen til en sammenhængende forklaring eller fortælling. Et ofte brugt eksempel er William af Baskervilles redegørelse for en hændelse i indledningen af Umberto Ecos Rosens navn (Eco 1990 s.22ff). Ved at betragte nogle tegn som spor i sneen og hestehår på en busk, psykologisk indsigt, lidt forudgående viden og rent gætværk kan Baskerville fortælle sammenhængende om et hændelsesforløb uden at have overværet det. Metoden kendes også fra Conan Doyles historier om Sherlock Holmes, hvor Baskerville har hentet såvel navn som metode fra.
Den pragmatiske metode konstruerer en forklaring på et fænomen ved at sammensætte de elementer, der kan beskrives, til en helhed; en tro. Denne forklaring kan så efterprøves eksperimentelt ved at blive anvendt som Dewey har beskrevet. Herefter kan beskrivelsen eller forklaringen tilpasses og eventuelt videreudvikles eller forkastes, hvorefter processen begynder forfra, indtil man har fundet den bedst mulige beskrivelse. For pragmatikeren, der ikke leder efter den endegyldige forklaring, er fantasi og kombinationsevne vigtige egenskaber, da alle ‘indsigter’ altid må betragtes som foreløbige. De kan derfor også altid forbedres og påvirkes af andre ‘indsigter’ eller erfaringer. Tro, viden og teorier er nemlig sproglige fænomener - og det er i sproget striden om den bedre forklaring står, mens det er de praktiske konsekvenser, der afgør striden.
Pragmatismen indgår i den tendens, der er blevet kaldt for den sproglige vending i tænkningen. Retningen er blevet navngivet af en af de betydeligste af de yngre pragmatiske tænkere, nemlig Richard Rorty, der i 1967 udgav The Linguistic Turn, men den kan idehistorisk spores meget længere tilbage, som vi har set her. Generelt er denne vending kendetegnet ved at holde fokus på, hvordan man beskriver fænomener - og man holder sig til, at det, der betyder noget, er beskrivelserne og den effekt for handlinger og virkninger, de kan afstedkomme i menneskelige handlinger. Som det fremgår af Wikipedias beskrivelse, så er pragmatisme en “tradition that considers words and thought as tools and instruments for prediction, problem solving, and action, and rejects the idea that the function of thought is to describe, represent, or mirror reality.” (Opslag: Pragmatism) Men dette fokus på det retoriske og fremstillingen (Peirces ‘tro’) betyder ikke, at fremstillinger og forståelser er subjektive (Kjørup 1994), hvilket man måske godt kan få en forestilling om i Egholms fremstilling, når hun blandt andet skriver, at pragmatismen insisterer “på, at alle erkendelser opstår på baggrund af kropslige sansninger i konkrete situationer.” (s.172)
Netop det, Peirce kalder ‘tro’ og det forhold, at mennesker indgår i sociale fællesskaber, gør, at man ikke kan hævde, at ‘anything goes’. Videnskaber er institutioner, som er med til at regulere, hvad der kan anerkendes som valide argumenter (hvad der virker), da de også er akkumulerede erfaringer. Så selvom man ikke kan hævde, at der kun er én teori, én forklaring osv., da kontekster og situationer hele tiden skifter, så er det ikke op til den enkelte forsker eller aktør at fortolke et fænomen frit. (Bernstein 2008; Kjørup 1984) Vores omgangsformer er reguleret socialt, og dette gælder også vores hævdelse af viden og normer, der til stadighed skal sanktioneres. Det er også det, Dewey viser med sin funktionelle metode, som også er en metode for lærende udvikling. Det, at man lærer noget, betyder også, at man udvikler et fælles delt handlingsberedskab - og læring er derfor ikke udelukkende eller primært et subjektivt anliggende. Jürgen Habermas har med sin universalpragmatik yderligere vist, hvordan en pragmatisk forståelse også er reguleret af en række almene regler, der sætter sig igennem ved vores sprogbrug (og sprogspil) - også inden for det videnskabelige domæne. (Habermas 1971)
Et stabiliserende element i pragmatismen er således traditionen, der for pragmatikeren er et udgangspunkt. Videnskabshistorien kan betragtes og anerkendes for den måde, man (forskere, tænkere) har forsøgt at (be)gribe verden i forhold til deres erfaringer med fænomener. Når man således vil forstå noget pragmatisk, vil det være oplagt at konsultere forskellige tidligere beskrivelser - at forholde sig historisk til et givet fænomen. Ved at se historisk på et fænomen vil man også kunne se, hvordan forståelser af det ‘samme fænomen’ har skiftet og ændret sig. Man kan spore et fænomen eller et begrebs genealogi for at se, hvordan forskellige historiske transformationer er med til at tildele et fænomen dets betydninger. Dette kan bruges i bearbejdningen af nye erfaringer.
Opsamlende kan man sige, at pragmatismen er en videnskabsteoretisk retning, der tager udgangspunkt i en given situation og kontekst i sine beskrivelser af fænomener. I disse beskrivelser vil pragmatikeren anvende de teorier, der mest effektivt kan bidrage til at forstå fænomenet i et handlingsperspektiv. I forhold til fortolkninger, vil pragmatikeren gribe til de forklaringer, som gør vores forståelser så nuancerede som muligt, og som udvider vores forståelse af et fænomen eksempelvis ved at fremdrage noget, der ikke har været opmærksomhed på tidligere. Pragmatismen kan forstås som en del af en sproglig vending inden for tænkningen, hvor der kan etableres forskellige perspektiver på givne fænomener, uden at disse nødvendigvis samles i én sammenhængende forklaring. Det pragmatiske sandhedsbegreb er afhængig af, at det bliver anerkendt inden for sociale (evt. videnskabelige) fællesskaber. Sandhedsbegrebet “er en relation mellem mennesker, institutioner og udsagn” (Egholm s.237) - og i øvrigt afhængig af, at det overholder en række regler for fremstilling, der hersker en enighed om, vil Habermas universalpragmatisk tilføje (Habermas 1981).
Litteratur
Bernstein, R. J. (2008). Beyond objectivism and relativism: Science, hermeneutics, and praxis. Philadelphia. University of Pennsylvania Press.
Christensen, O. (2004). Methods and Models – An Essay on Media Analysis.
Dorfman, B. (ed.). Culture, media, theory, practice: Perspectives . Aalborg
University Press.
Dewey, J. (1909). How we think. Boston: D. C. Heath and Company.
Eco, U. (1990). Rosens navn. København. Tiden.
Egholm, L. (2017). Videnskabsteori: Perspektiver på organisationer og samfund.
København. Hans Reitzel.
Habermas, J. (1981). Hvad er universalpragmatik? I Habermas, J. Teorier om
samfund og sprog artikler 1961-76. København. Gyldendal.
James, W. (2004/opr 1907). Pragmatism. A New Name for Some Old Ways of Thinking. The Project Gutenberg. Lokaliseret 28. december på: http://www.gutenberg.org/ebooks/5116
Kjørup, S. (1994). Semiotik og retorik. MedieKultur: Journal of Media and Communication Research, 10 (22)
Peirce, C. S. (1878). “How to Make Our Ideas Clear” Popular Science Monthly.
Rorty, R. (1979). Philosophy and the mirror of nature. Princeton NJ. Princeton
University Press.
Rorty, R. (1967). The linguistic turn: Recent essays in philosophical method.
Chicago. University of Chicago Press
Sundsdal, E. (2013). Richard Rorty. Med håp om en bedre fremtid. I: Straume, I. S.
(red.). Danningens filosofihistorie. Oslo. Gyldendal.
