I det følgende vil jeg skrive lidt om, hvordan jeg selv samler kilder til inspiration og stiller dem til rådighed for andre, ligesom andre har stillet deres kilder til rådighed for mig. Men først lige lidt om fænomenet 'indholds kuratering' eller 'digital kuratering'
Baggrund
'Content curation' eller 'Digital curation' er et hot emne i øjeblikket.
Kuration i skyen, som man kunne kalde det på dansk, er umiddelbart blot et andet ord for at holde styr på sine samlinger af links. I første omgang betyder skykuration, at man stiller sine egne favoriter til rådighed for andre - altså det man typisk kalder for en web 2.0-praksis, hvor den enkelte ikke bare modtager information, men også selv samler, producerer og publicerer information.
Det vigtigste formål med kuration i skyen er dog samarbejde og videndeling. Man kuraterer for at lægge op til et samarbejde med kolleger nært og fjernt. Og når vi alle i princippet kan videndele med alle andre, så har vi den totalte oplysthed, eller....?
Nej sådan er det ikke, da viden og dermed videndeling altid er situeret og dermed bundet af bestemte forhold, vi hver enkelt indgår i. Det, der er interessant og brugbart - eller sandt - for nogle i en sammenhæng, er det ikke nødvendigvis for andre. Det afhænger af rigtig mange ting, hvoraf ens eget kompetenceniveau kun er en blandt mange.
Kuratering kan deles op fem forskellige delelementer: Man samler noget sammen, man uddrager en slags essens (begrundelsen for, at det er blevet samlet op/ind), man sætter det sammen med andet i temaer ud fra et bestemt formål, man forbinder samlingen med andre relevante samlinger og man viser en bestemt ordning af stoffet (en kronologi og historik, en kategorial, tematisk eller hvad har vi). (Se også Influential Marketing Blog: 5 Models of Content Curation)
Det er kurateringen, der gør en samling anvendelig for andre. Det er kurateringen, der forhåndsgodkender det samlede materiale og dermed 'blåstempler' det. Ikke nødvendigvis ud fra enighed, men ud fra et væsentligheds- og relevanskriterier, som gerne skal fremgå af sammemnhængen, samlingen indgår i - eller stå over portalindgangen som en besværgelse. Det gælder eksempelvis, når der står: "Museum for moderne kunst", hvorved indikeres, at det her er alvorlig ment. Det er altså moderne kunst, man møder, hvis man går ind ad porten. På samme måde med digitale samlinger, hvor 'portalen' også definerer det, der er inden for.
Forgrund
Jeg tror, skykuration kan spille en meget vigtig rolle i kompetenceudvikling, der foregår på arbejdspladser - og jeg har tidligere skrevet lidt om dette som kompetencecirkler. Skykuratering er en del af den videndelingstrategi, der ligger i kompetencecirkler. Når jeg nu beskriver, hvordan jeg selv bruger det, skal det forstås som inspiration. Der er rigtig mange måder at gøre det på, og jeg har bare udviklet en form, der passer til mig og min arbejdssituation.
Når man skal kuratere, må man have et sted at gøre det. Det kan være en papkasse i garagen. Der er helt sikkert mange, der har forskellige papkassesamlinger, som er både interessante og værdifulde ud fra mange forskellige kriterier. Men papkasser er ikke særlig anvendelige, når det skal danne udgangspunkt for videndeling, da papkassen og dens placering giver visse udfordringer med tilgængelighed.
Men i princippet fungerer web-steder som papkasser for samlinger. Dog med den forskel, at indholdet er pakket ud og mere eller mindre synligt lagt frem: on display.
Jeg har ikke i udgangspunkt valgt mit webmuseeum. Det er noget, der har udviklet sig gennem brug. Jeg har dog to primære opbevaringssteder i øjeblikket, nemlig to samlinger i scoop.it (New Learning - Ny læring og Augmentation in Education) og nogle samlinger i Symbaloo. Jeg bruger de to opsamlingsportaler eller værktøjer til forskelligt, således at scoop.it bliver brug til mere overordnet inspiration - emnerne er bredere og ikke så målrettede - og Symbalooerne bliver brugt til specifikke formål som eksempelvis et bestemt foredrag, en bestemt tematik, et projekt. Men faktisk roder jeg lidt mellem, hvad jeg bruger dem til.
Én ting er at have et sted at have noget i, noget helt andet er at finde noget at putte der i. Her gør jeg som de fleste andre, jeg plukker bare noget fra alle de andre, som er så dumme at stille noget frem til mig at snuppe. Jeg finder selvfølgelig noget ved at falde over det på nettet, via mails, gennem samtaler, fra tweeds og facebookopdateringer. Dukker der noget op, så markerede jeg det med musen og klikke 'gem'. Til det formål har jeg en såkaldt bookmarklet, der sidder oppe øverste højre hjørne, og når jeg klikker på den, så sender jeg materialet hen i en af mine scoop.it-samlinger.
Generelt har jeg tre måder at finde materiale på. Noget falder jeg over (stumpleupon er et værktøj til mere systematisk at falde over noget, men det bruger jeg ikke, fordi det efter min mening giver for lidt i forhold til den tid, man investerer i det), som jeg lige har beskrevet.
Jeg har også en automatiseret måde at fine materiale på. Jeg har installeret 'Summify' til mine sociale netværk, så en gang i døgnet støvsuger den mine indgående tweets og facebookopdateringer og henter de 10 vigtigste ud fra kriterier, som jeg ikke kender. Disse gennemgår jeg, og i gennemsnit er der to eller tre henvisninger, som jeg gemmer efter at have kigget dem igennem. Jeg har Perculate, som en gang i døgnet leverer 5 resultater ud fra en tematisk søgning på nettet. Her gemmer jeg typisk 1-2. Så abbonerer jeg på Diigo in Education, som leverer ca. 20 resultater om dagen. De gennemgås, og det er meget forskelligt, hvor mange 'hits' det giver, men 2-3 er nok ikke helt forkert.
Den sidste metode, jeg anvender er, at jeg følger andre på eksempelvis scoop.it. Jeg tjekker, hvilke nye og spændende elementer, de har kurateret i emner, der ligger tæt op ad mine egne interesser. I øjeblikket følger jeg ca. 40 andre scoops. Det lyder måske af meget, men det er ikke hver dag, de alle uploader nyt materiale. Når jeg finder noget, kopierer jeg det over i min egen samling - og tager selvfølgelig hele æren med mindre nogen bemærker, at der er en henvisning til en anden kurator. En tilsvarende strategi er at tjekke bestemte personer eller hashtags på Twitter. Jeg tjekker flere gange dagligt #skolechat for lige at se, om nogen har pippet om skole - sommetider deler de glimrende links, som jeg så putter ned i en af mine samlinger, så de kan få dem tilbage igen.
Afgrund
Man kan spørge sig, hvor lang tid dette tager - og om det er investeringen værd. Og svaret er: ja. Fordi jeg har mere tid end de fleste til at følge med i mit emne, kan jeg naturligvis bruge mere tid på det end flere andre. Men omvendt tager det ikke lang tid at lave nogle procedurer for en systematisk grønthøsning af relevant materiale.
Og hvis man i en gruppe er flere, der kan dele opgaven mellem sig, så er det en overskuelig opgave - og tiden kommer hurtigt ind igen, da man bruger eksterne folk og interne kolleger til at samarbejde om inspirationen og dermed kompetenceudvikle sig. Det, der tager tid, er, når man så vælger at tage konsekvenserne af, at man har fundet ud af noget nyt, og derfor også vil afprøve det. Men da det ligger i det at udfylde en arbejdsrolle, at man skal udvikle sig og gøre tingene på nye måder, så er det jo noget man skal gøre alligevel.
Skykuration som kompetenceudvikling betyder, at man gør fornyelse (innovation) til en del af den måde, man arbejder på. Innovationen gøres til en 'naturlig' del af arbejdet - og man gør det sammen med kollegerne, så det sker også i trygge rammer - og så går det naturligvis også galt en gang i mellem. Derfor skal man starte i det små, så man vender sig til det usikre, og at det ikke er så farligt endda.
God kuration derude/-oppe/-inde
