Denne såkaldte nyhed er en trigger, der skal generere nogle reaktioner, som nyhederne så kan følge op på, hvorved de kan fylde deres sendeflade med noget, vi som lyttere vil finde interessant og værdig til, at vi bruger tiden på det. Der er egentlig ikke tale om en ‘rigtig nyhed’, da der for det første ikke er noget nyt i, at mobning foregår via sociale medier, og for det andet er denne type af mobning ikke sat i relation til noget som helst andet. (Min første reaktion er, at det er meget positivt, at der åbenbart er 16 % af skolerne, der ikke oplever mobning på sociale medier. Det må gøre sociale medier til det bedste i betydningen mest mobbefrie sted at befinde sig, hvis man er skolebarn.)
Triggernyheden fungerer, og der kommer nogle reaktioner. Selvfølgelig er der skoleledere og andre myndighedspersoner, der peger på, at man må sætte regler op og forbyde brugen af sociale medier - i dette tilfælde Facebook. Og selvfølgelig kan man finde brugere - de unge selv - der mener, at det er en god ide med forbud. Det kan man så lave indslag om. Vi har en skurk, og vi har nogle ofre - og så ruller den del af fortællingen.
Men der er ikke nogen nyhed, hvis der ikke kan etableres et drama blandt aktører. Nyheders dramaturgi kræver fortællemæssig fremdrift, hvor forskellige aktører kæmper med og mod hinanden, så tilskuerne får en god oplevelse af dramatik og spænding. Vi kæmper den gode sags tjennest, vi skal bare finde ud af, hvem der er skurken, og hvem der er helten, så vi kan spejle os i sidstnævnte.
Derfor er der naturligvis også nogle, der må indtage holdningen om, at forbud er en dårlig ide. På DR-Nyheder bliver det Danske Skoleelevers formand, Vera Rosenbeck, der står for ‘den liberale holdning’ imod de sorte forbudsfolk, der ikke forstår, at man da bliver nødt til at forholde sig konstruktivt til de sociale medier. Problemet kan bedst tackles med dialog og oplysning - møde 'problemet' i øjenhøjde. (Disse vendinger er ikke og skal ikke tillægges Vera Rosenbeck).
Ikke-nyheden og dæmonisering af sociale medier
Problemet med hele denne ‘nyhed’ er to-foldig. På den ene side er der tale om en selvgenererende nyhedshistorie, der ‘skaber’ en nyhed ved at hævde forekomsten af et problem: ‘Der foregår mobning på Facebook’, hvilken kan fremkalde en debat, som så bliver en nyhed: den ene mener og den anden mener og bla. bla. bla.
Den anden side af det problematiske ved denne ‘nyhed’ er, at begge måder at forholde sig til ‘problemet’ på er med til at cementere, en forståelse af hvad problemet er. I dette tilfælde er det ‘de sociale medier’, der bliver placeret som et særområde med helt særlige måder at fungere på i det sociale. ‘Nyheden’ kommer til at handle om Facebook - forbud eller oplysning, og begge bekræfter, at der er noget med det der Facebook, som vi vist skal have set nærmere på.
Men det er noget sludder. Mobning har intet med Facebook at gøre. Skrift, tale, gestik, telefoner osv. vil være medier, der indgår i drilleri, der - når det bliver systematisk - kan udvikle sig til mobning. Mobning er et socialt og gruppedynamisk fænomen; mobning fungerer og foregår i relationer mellem mennesker. Mobning skyldes primært, at de sociale relationer ikke fungerer, og det kan man arbejde med ved at arbejde med - netop: sociale relationer. Det er spørgsmål om, hvordan den enkelte skal opføre sig, tage ansvar for sig og sine handlinger, hvordan man fungerer i en gruppe, tackler konflikter, kommunikerer osv. osv. Men det har intet at gøre med Facebook - og derfor kan man forbyde eller oplyse her fra til evigheden uden at det har en effekt på det, den såkaldte nyhed handlede om: mobning på Facebook.
Men det er lykkedes begge positioner at dæmonisere Facebook og sociale medier ved at pege på, at de nok fungerer på en særlig måde - de sociale medier gøres til noget særligt med egen sociale logikker og funktionsmåder, der dispenserer de almindelige (uden for sociale medier) spilleregler, hvorfor det enten må låses væk eller tillæres. Der er noget med de sociale medier, der kræver en særlig omgang - og her kan vi så sætte politiet eller lærerne ind alt efter, hvem man vil tildele helteroller. Og sådan fungerer DRs 'nyhed' heldigvis - vi kan spejle os selv som helte med de rigtige meninger i denne sag.
Taberne bliver i alle tilfælde de elever, man angiveligt gik i brechen for at ‘beskytte’, ‘redde’ eller ‘oplyse’. De er blevet til ligegyldige avatarer i debatten om den rigtige mening om Facebook.
PS: Jeg hævder ikke, at forbud og/eller oplysning ikke kan være en god ide i mange tilfælde. Men man bliver nødt til at finde ud af rimelige årsagsvirkningsforhold, inden man tyer til disse strategier - især forbudsstrategien, da den har omkostninger, som oplysningsstrategien ikke har, da den sjældent har nogen effekt overhovedet.
Kære Ove
SvarSletJeg er ikke helt sikker på, om du vil være enig med mig i, at der er forskel på mobning i en skolegård og mobning på sociale medier. For mig at se, er én grundlæggende forskel, at du kun er i skolegården i nogle få minutter ad gangen fra mandag til fredag, mens du er på de sociale medier uafbrudt. Børn kan ikke gå væk fra mobning på sociale medier - den er der stadig når de logger ind igen.
Jeg ved heller ikke, om du er enig med mig i, at der er andre ting i spil når man kommunikerer på en skærm, end når man kommunikerer ansigt til ansigt. For mig at se, opfattes skriftlige ytringer på en skærm ofte mere kategorisk end mundtlige ytringer - smileys er et mere eller mindre vellykket forsøg på at plagiere nogle af den mundtlige dialogs styrker.
Jeg mener, at skolen har til opgave at lære eleverne, hvad det vil sige at kommunikere på sociale medier. Skolen skal lære eleverne, at det ikke er alt man kan skrive på fx Facebook - nogle ting er det bedre at snakke om. Fx i forbindelse med konflikter.
Det at lære eleverne at benytte sociale medier på fornuftig vis, er en del af det at 'danne dem digitalt' - og det er også skolens opgave.
Mvh
Niels Jakob
Kære Niels Jakob,
SvarSletTak for din kommentar.
Der er selvfølgelig mange ting på spil i denne diskussion, som jo ikke er én, men flere diskussioner.
Der kan godt være forskel på, hvordan mobning foregår på sociale medier og i skolegården. Det kan også godt være, at man som den mobbede vil opleve forskel på, om noget bliver sagt eller skrevet.
Det ændrer dog ikke ved, at man ikke kan forhindre mobning ved at kigge på sociale medier og lære, hvordan sociale medier fungerer. Mobning vil altid finde sit udtryk, hvis de sociale relationer fungerer på en sådan måde, at der bliver mobbet. Desuden er det meget slemt ikke at have lyst til at gå til frikvarter - eller gå hjem fra skole, fordi man bliver mobbet.
Min pointe er, at man skal holde diskussionerne adskilt. Der må være absolut nul tolerance over for mobning. Det skal spottes og behandles - hurtigt og kompetent. Det har intet med sociale medier at gøre, selvom de naturligvis også indgår i mobning.
Jeg advarer derfor mod, at man blander diskussionerne sammen.
Så vi er nok uenige om, hvor vidt der i forhold til mobning er forskel på, om man bruger skærm eller ej - mobiltelefonen fungerer jo i øvrigt lige så grænseløst som SoMe, selvom den naturligvis ikke har somme offentligheds-element. Forskellige udtryk, men det har ikke noget med udtryksformen at gøre.
Når vi så kommer til undervisning i og med kommunikation, så er vi helt enige i, at det er en af de vigtigste kompetencer, eleverne skal tilegne sig - også gennem skolen. Man skal kunne buge, analysere, forholde sig til, kombinere, være kildekritisk, kreativ osv. i forhold til medier, der indgår i personlig, interessebetonet og professionel kommunikation. Det er en vigtig dimension ved alle fag.
Når det så kommer til dannelse, tror jeg også, vi er enige. Dannelse handler om, at man på selvstændig vis er i stand til at forholde sig til og gøre sig gældende inden for den sociale sammenhæng, man er (placeret) i - og det gælder personligt, i forhold til andre og andet og i forhold til den sociale virkelighed. Der er således både adfærdsmæssige, vidensmæssige, kompetencemæssige osv. dimensioner i dannelsesbegrebet.
Noget af det vigtige ift. dannelse er, at man skal operere med dannelser, da dannelse ikke tilsiger, hvilket kompetencer inden for hvilke områder. Det selektive må nødvendigvis være en del af et nutidigt dannelsesbegreb, da man ikke kan være et renæssancemenneske i dag. Det kunne man måske heller ikke tidligere, men der havde man hegemoniske strukturer, der kunne udvælge de privilegerede områder, man skulle være hjemme i.
At skabe rum og mulighed for elevernes udvikling til dannede borgere er en del af skolens forpligtelse - og det er en vigtig dimension af at kunne anvende kompetencer.
Kære Ove
SvarSletJeg skriver ingen steder, at man skal lære eleverne hvordan sociale medier fungerer. Jeg skriver, at man skal lære dem at bruge de sociale medier på fornuftig vis.
Jeg er stadig lidt usikker på, om du mener der er forskel på mundtlig kommunikation og skriftlige ytringer på en skærm?
Hvis du, som jeg, mener der er forskel, har jeg svært ved at følge din tanke om, at der ikke også skulle være forskel på mobning i skolegården og mobning på de sociale medier. Alene det, at skriftlige ytringer virker mere kategoriske end mundtlige ditto, kan jo medføre, at en ufornuftig kommunikation på sociale medier leder til konflikter, drillerier og mobning.
Jeg er heller ikke helt sikker på om du, som jeg, mener, at det er en anden og mere skadelig form for mobning der er tilstede 24/7 på de sociale medier, end den mobning der finder sted i pauserne på skolen?
Hvis du mener der er forskel, mener du så ikke også at eleverne skal lære om forskellene?
Jeg mangler dine svar på de to helt grundlæggende spørgsmål, for at kunne forstå, hvorfor du ikke mener skolen skal lære eleverne at bruge sociale medier på fornuftig vis.
Mvh
Niels Jakob
Tak for dit indlæg,
SvarSletSpørgsmålet er ikke, om mundtlig og skriftlig kommunikation fungerer forskelligt. Det gør de! De kan også virke på forskellig måde. Spørgsmålet er mobning. Det giver i min optik ikke mening at gradbøje mobning - "hvis det er mundtlig og foregår i frikvarteret er det nok ikke så skadeligt". Det mener hverken du eller jeg. Når der foregår mobning skal der skrides ind - og man skal arbejde med det i den gruppe, inden for hvilke mobning foregår. At tale om, at forskellige kommunikationsformer virker forskelligt er afledning og ikke særlig konstruktivt i forhold til mobning.
Så nej, jeg mener ikke, at det er en anden (kvalitativt?) og mere skadelig form for mobning, der foregår på sociale medier. Jeg mener, at al mobning fungerer 24/7 - hvis du har prøvet at blive og føle dig mobbet ved du, at den følelse ikke går væk, bare fordi du ikke ser eller høre dem, der mobber.
Hvad er din pointe i at gøre opmærksom på, at mobning er værre på Facebook end hvis det foregår andre steder? At man skal gøre mindre ved det?
Børnene skal lære om forskelle mellem kommunikationsformer - det har ikke noget med mobning at gøre. Men når der foregår mobning er det da oplagt at tage fat i de synlige tegn på mobning og se på, hvordan de virker på modtagere af disse synlige tegn (kommunikationens fysiske udtryk).
Jeg vil aldrig - og ingen steder har jeg hævdet eller antydet - at jeg ikke mener, at elever skal lære at bruge sociale medier på fornuftig vis. Det vil være absurd at se bort fra de kommunikationsmidler, der findes. Tvært imod mener jeg, at kommunikationskompetencer er afgørene, at at man lære ved at bruge.
Jeg synes, at du lader to forskellige diskussioner glide sammen, når du bruger en mediemæssig forskel til at sige noget om mobning. Det er der, vores uenighed - så vidt jeg kan se - er. Ikke i betydningen af at lære at beherske medier - sociale eller ej (de er i øvrigt altid sociale).
Jeg synes din teoretiske skelnen mellem mobning som socialt fænomen og sociale medier som kommunikation er interessant. Desværre tror jeg ikke den holder i virkeligheden.
SvarSletHvorfor er der mere mobning på de sociale medier end i skolegården?
Tak for din nye kommentar,
SvarSletOm min skelnen holder i virkeligheden er vel er spørgsmål om, hvilket perspektiv man har. Jeg mener klart, at det giver mening at opretholde denne skelnen, men er godt klar over, at for mange vil det være vanskeligt at se meningen med den. Det er nok forskellen mellem at etablere et kategorialt (altså det nogle vil kalde teoretisk) blik på den virkelighed, man beskæftiger sig med, og så det at være i den.
Du stiller spørgsmålet, hvorfor der er mere mobning på de sociale medier end i skolegården. Men er det noget vi ved? Når det kommer op med de sociale medier, skyldes det, at mobningen her bliver synlig - kan vises frem. Det er det gode ved mobning på sociale medier, at det lettere giver anledning til, at man kan gøre noget ved det pga. synligheden.
Jeg tror ikke mobning finder sted 'et enkelt sted'. Mobning er en håne- og eksklusionspraksis, der angriber den enkeltes selvfølelse. Og hvis der foregår synlig mobning på sociale medier, kan man være sikker på, at det kun er et tegn på, at der foregår mobning i gruppen.
I vores diskussion har vi ikke været inde på forskellen mellem mobning og drilleri. Det kan også være svært for nogen at se denne forskel. Men ikke al drilleri er mobning. Noget drilleri skal accepteres - det er en del af en social forhandling - og noget drilleri skal ikke accepteres. Det kan være vanskeligt at drage klare grænser her. Men jeg tror, at noget af det, du er optaget af, er at drillerier godt kan udvikle sig uhensigtsmæssigt, hvis man ikke forstår forskellene mellem kommunikationen på forskellige medier - mundtlig, skriftlig, synkron, asynkron, i lukket selskab, i åben (måske offentligt rum) osv. Jeg tror, det er en vigtig pointe, at gode kommunikationsevner og -vaner forebygger drillerier - og forebygger at konflikter kan eskalere og bidrage til mobning. (Uh, der var langt til den indrømmelse).