Hvad er læring, og hvordan indgår forskellige opfattelser af læring i 'Verdens bedste skole'?

For at udvikle verdens bedste skole kan det være givtigt at se på, hvilke forestillinger om læring og undervisningstilrettelæggelser, der i øjeblikket opfattes om 'i front'; 'cutting edge'.

Jeg mener, man kan se en række tendenser i den måde, man rundt omkring og i bred forstand forsøger at reformere undervisningsinsitutioner. Forestillingerne om læring kan (måske) så nogenlunde indpasses i nedenstående model:

Vi ser bevægelser, der lægger vægt på samarbejde og eksempelvis projektbaseret læring. Samarbejde er en af de kompetencer, der ofte (altid) nævnes, når man taler om de kompetencer, der skal udvikles i nu- og fremtiden. Social intelligens og evne til netværksdannelse er andre termer, der sætter fokus på det fælles, det kollaborative, det kollektive. Communities of Practice (CoP) er en del af forklaringsrammen for denne tendens.

En anden tendens er at tage udgangspunkt i den enkelte lærende. Student centered learning er et buzz word i øjeblikket. Den enkeltes behov for læring bliver set som erstatning for - afløsning af - et samfundsmæssigt behov for at udvikle en mere eller mindre ensartet arbejdskraft. Læring var rammesat i nogle bestemte tidsforlølb, og den enkelte måtte tilpasse sig til dette. MOOCs, Flipped Classroom, Ugeskemarevolutionen, competency based learning er eksempler på undervisningstilrettelæggelser, adaptiv læring, der tager den enkelte som udgangspunkt. Selvstændighed er en vigtig kompetence, den særegne profil, der er sammensat af en række forskellige elementer. Hver enkelt har sine unikke kompetencer, der kan bringes i spil. Hele forestillingen om ‘Badges’, hvor man får et duelighedstegn på et specifikt læringsforløb understreger dette yderligere.

Maker-bevægelsen er udtryk for en tredje tendens inden for reformeringen af undervisningen. Man lærer ved kropsligt at indgå i samarbejdende relationer med andre og med genstande. Man lærer ved at prøve at bygge, at sætte ting sammen. Enten arbejder med med nye komponenter (Raspberry pi) eller man anvender, hvad man kan få fat i - genbrugsmaterialer. Gennem denne tilgang kan man (mesteren, den voksne, håndværkeren, eksperten) evt. italesætte, hvad der sker, og hvorfor det sker, ligesom den lærende kan tilegne sig generaliserbare opfattelser af sammenhænge. En induktiv læringstilgang. Makerbevægelsen er det klareste udtryk for denne tendens, men man kan også nævne Coding Pirates og hele kodebevægelse. Game Based Learning er en lidt speciel afdeling, men den kan godt indpasses i tendens (med lidt god vilje), da det er det oplevelsesinddragende, det kropslige (enten direkte eller by proxy). Vi ser det også i den særlige tilgang til en ‘drengepærdagogik’, hvor det hævdes, at drenge har brug for ‘det konkrete’, ‘røre-gøre-pædagogik’ (At denne forestilling om en særlig drengepædagogik i høj grad kan anfægtes, betyder ikke, at der ikke er noget om en røre-gøre-pædagogik eller en maker-pædagogik).

Endelig er målorientering et vigtigt element uanset om det bruges i en mere eller mindre snæver eller en mere åben/bredere forestilling, hvor man er klar til også at diskutere, hvilke mål, hvis mål, hvordan man målsætter og også åben for, hvordan man måler om læring har fundet sted. Synlig læring er udtryk for en fokusering på læring frem for undervisning og på målbarhed frem for vurderinger. Det er en forskydning fra undervisnings til læring (som jo har været på dagsordenen mindst siden 1960erne). Individuelle elevplaner og PISA er blot en (eller to) udgave(r) af dette. En anden er portfolio-tankegangen, hvor det er den enkelte og vedkommendes dokumentation og refleksion, der er det centrale. En test-score er nok en fattig repræsentation af en læringseffekt, men det ændrer ikke ved, at hvis læring er det centrale, så kan man have brug for at diskutere og vurdere, hvornår hvilken form for læring har fundet sted.

Efter min opfattelse er disse tendenser alle udtryk for noget, der kan bidrage til at lave en bedre undervisning, en bedre skole. Jeg tror, at man bliver nødt til at lave en skole, der tager hensyn til og højde for alle disse fire tendensen - de er et udtryk for noget, der presser sig på i tiden - som er et svar på et råb fra fremtiden(s kompetencebehov)

Og selvom nogle af tendenserne umiddelbart ser ud til at stå i modsætning til hinanden - og i diskussionerne står repræsentanter for de enkelte tendenser ofte i rasende modsætning til hinanden - så betragter jeg mere tendenserne som elementer i en helhed. Det individuelle og særegne er det, der dels nødvendiggør det kollaborative, men også en forudsætning for kollaboration, hvor forskellighed er en motor. Problemløsning i forhold til komplekse problemstillinger kræver ofte multi-perspektivisme. Den usikkerhed, som kendetegner fremtiden, kan lettest håndteres gennem diversitet.

Hvis det er rigtigt, at problemløsninger, kreativitet og innovation bliver nogle af de vigtigste udfordringer, så bliver det i højere grad også vigtigt, at det individuelle og sociale indgår i en aktivistisk relation med verden - altså en gøren, en tagen fat, en konstruktionslyst. Og hvis vi virkelig mener, at den lærende skal i centrum og vi vil udvikle de bedste rammer for den enkeltes læring i en aktiv og social ramme, så bliver vi også nødt til at have nogle begreber og instrumenter for at kunne afgøre (diskutere) i hvor høj grad vi lykkes.

Jeg har lavet denne lille note om tendenser i læringsopfattelser som en reaktion på en udfordring, jeg har lovet at bidrage til: svar på spørgsmålet: hvordan ser verdens bedste skole ud? Jeg tror svaret delvist skal findes gennem kombinationen af de fire tendens - et tilbud, hvor unge lærende får stillet rammer og voksne til rådighed, der kan bidrage til at facilitere og bidrage til at målrette processer inden for disse. Jeg mener samtidig, at dette må ske samtidig med at de lærende får redskaber til at arbejde med deres netværkskompetencer gennem at åbne læringsrummet - fjerne væggene og murene i læringsrummet - så det bliver til et læringsmiljø, hvor verden - global classroom - inddrages.

De lærende (og det gælder både børnene og de voksne) må være kontinuert lærende og udfordre sig selv om hinanden gennem professionelle og personlige læringsnetværk. PLN (traditionelt Personal Learning Network) understreger sammenhængen mellem det personaliserede og det sociale i læringsprocesser. Det professionelle er dog også vigtigt, så P’et må gælde for begge.

Om multitasking - et anderledes perspektiv

Jeg vil her slå et slag for multitasking. Men først en lille omvej

Jeg har flere gange blandet mig i diskussion af studerende og elevers evner til at multitaske. I følge en folkevisdom, skulle udviklingen af nye medier og især yngre menneskers massive brug af disse have gjort, at de har udviklet en særlig evne til multitasking.

Dette har imidlertid intet på sig. Dels ændrer hjernen sig evolutionært slet ikke så hurtigt, at nye medier har indflydelse på, hvordan den fungerer. Dels har mange forskellige forskningsforsøg vist, at man ikke kan multitaske - at gøre to ting samtidig vil i de fleste tilfælde tage længere tid - eller give dårlige resultater - end at gøre tingene hver for sig.

Så lad os slå det helt fast: multitasking som at gøre noget forskelligt samtidig giver et negativt nettoresultat.

Blandt andet på baggrund af forskningen i multitaskning har den anerkendte professor i medier Clay Shirky forbudt sine studerende at anvende deres digitale devices i timerne. De tager opmærksomheden væk fra undervisningen, hvilket er blevet et stigende problem, hævder Shirky i en artikel i Wahington Post: Why a leading professor of new media just banned technology use in class. Man kan diskutere det fornuftige i dette valg, men det er ikke omdrejningspunktet for dette indlæg. Jeg vil i stedet se lidt på den forestilling om multitasking, der ligger bag Shirkys valg om at forbyde de studerende i at anvende deres devices i timerne.

Selvom det er rigtigt, at man ikke kan multitaske betyder det ikke, at man skal undlade at gøre det - heller ikke i en læringssituation. At multitaske det er eksempelvis at tage noter til en forelæsning eller en gennemgang - eller til en diskussion, man selv deltager i. Det kan også være at se på billeder og diskutere betydningen af dem - eller det kan være at tjekke noget på nettet, samtidig med at man er ved at diskuterer noget.

Multitasking er altså noget, man nødvendigvis bliver nødt til at gøre for at kunne behandle et emne på flere måder samtidig. Og det er noget, man bliver nødt til at øve sig i. Et eksempel fra bogen Sociale medier i gymnasiet (Tække & Paulsen 2013. Anmeldt her) om brugen af Twitter i en gymnasieklasse beskriver, hvordan det kan styrke elevernes engagement (og læring), at de tweeter om en film, mens de ser den. Dette er blot ét eksempel på, hvordan multitasking må bedømmes ud fra en helhedsbetragtning, frem for blot at blive set som to selvstændige aktiviteter, hvor det kognitive nettoresultat burde blive negativt. I en konkret sammenhæng kan det sagtens være, at det giver mere at multitaske.

Det 'mere', multitasking kan give, hænger sammen med, at man forholder sig refleksivt og metakognitivt til noget, samtidig med at man indoptager (læser, ser, hører) det. Det er også det, vi gør, når vi taler og diskuterer med nogen - vi lytter og formulerer svar samtidig - sommetider i en grad, at vi ikke kan lade være med at afbryde hinanden. Vi forholder os med andre ord til den anden og de holdninger, der kommer til udtryk, ved at splitte vores opmærksomhed mellem lytten, tænken og talen.

Og sådan er det også, når vi arbejder med et emne i en lærings- og undervisningssammenhæng. Den lærende gør flere ting på samme tid - tilegner gennem flere kanaler - og forholder sig aktivt til stoffet.

Multitasking er en almindelig måde at forholde sig til omverden på. Det er ikke noget, yngre mennesker er i særlig grad gode til - og det gælder stadig, at man ikke kan gøre forskellige ting inden for forskellige regimer samtidig uden nettotab. Men det er en nødvendighed, at man multitasker inden for ét interessefelt.

Derfor holder Clay Shirkys argument om, at multitasking er et problem for undervisningen ikke. Multitasking i undervisningen er kun et problem, hvis deltagerne forholder sig til flere ikke relaterede ting på samme tid. Det vil styrke læringen, hvis deltagerne har mulighed at arbejde med flere sanser og medier og evner at vurdere, hvornår de skal splitte deres opmærksomhed, og hvornår de skal samle den så meget som muligt. Men det kræver, at de har mulighed for at foretage valget - og at underviseren kan diskutere deltagernes valg.