Follow by Email

søndag den 5. oktober 2014

Om multitasking - et anderledes perspektiv

Jeg vil her slå et slag for multitasking. Men først en lille omvej

Jeg har flere gange blandet mig i diskussion af studerende og elevers evner til at multitaske. I følge en folkevisdom, skulle udviklingen af nye medier og især yngre menneskers massive brug af disse have gjort, at de har udviklet en særlig evne til multitasking.

Dette har imidlertid intet på sig. Dels ændring hjernen sig evolutionært slet ikke så hurtigt, at nye medier har indflydelse på, hvordan den fungerer. Dels har mange forskellige forskningsforsøg vist, at man ikke kan multitaske - at gøre to ting samtidig vil i de fleste tilfælde tage længere tid - eller give dårlige resultater - end at gøre tingene hver for sig.

 Så lad os slå det helt fast: multitasking som at gøre noget forskelligt samtidig giver et negativt nettoresultat.

Blandt andet på baggrund af forskningen i multitaskning har den anerkendte professor i medier Clay Shirky forbudt sine studerende at anvende deres digitale devices i timerne. De tager opmærksomheden væk fra undervisningen, hvilket er blevet et stigende problem, hævder Shirky i en artikel i Wahington Post: Why a leading professor of new media just banned technology use in class. Man kan diskutere det fornuftige i dette valg, men det er ikke omdrejningspunktet for dette indlæg. Jeg vil i stedet se lidt på den forestilling om multitasking, der ligger bag Shirkys valg om at forbyde de studerende i at anvende deres devices i timerne.

Selvom det er rigtigt, at man ikke kan multitaske betyder det ikke, at man skal undlade at gøre det - heller ikke i en læringssituation. At multitaske det er eksempelvis at tage noter til en forelæsning eller en gennemgang - eller til en diskussion, man selv deltager i. Det kan også være at se på billeder og diskutere betydningen af dem - eller det kan være at tjekke noget på nettet, samtidig med at man er ved at diskuterer noget.

Multitasking er altså noget, man nødvendigvis bliver nødt til at gøre for at kunne behandle et emne på flere måder samtidig. Og det er noget, man bliver nødt til at øve sig i. Et eksempel fra bogen Sociale medier i gymnasiet (Tække & Paulsen 2013. Anmeldt) om brugen af Twitter i en gymnasieklasse beskriver, hvordan det kan styrke elevernes engagement (og læring), at de twitter om en film, mens de ser den. Dette er blot ét eksempel på, hvordan multitasking må bedømmes ud fra en helhedsbetragtning, frem for blot at blive set som to selvstændige aktiviteter, hvor det kognitive nettoresultat burde blive negativt. I en konkret sammenhæng kan det sagtens være, at det giver mere at multitaske.

Det 'mere', multitasking kan give, hænger sammen med, at man forholder sig refleksivt og metakognitivt til noget, samtidig med at man indoptager (læser, ser, hører) det. Det er også det, vi gør, når vi taler og diskuterer med nogen - vi lytter og formulerer svar samtidig - sommetider i en grad, at vi ikke kan lade være med at afbryde hinanden. Vi forholder os med andre ord til den anden og de holdninger, der kommer til udtryk, ved at splitte vores opmærksomhed mellem lytten, tænken og talen.

Og sådan er det også, når vi arbejder med et emne i en lærings- og undervisningssammenhæng. Den lærende gør flere ting på samme tid - tilegner gennem flere kanaler - og forholder sig aktivt til stoffet.


Multitasking er en almindelig måde at forholde sig til omverden på. Det er ikke noget, yngre mennesker er i særlig grad gode til - og det gælder stadig, at man ikke kan gøre forskellige ting inden for forskellige regimer samtidig uden nettotab. Men det er en nødvendighed, at man multitasker inden for ét interessefelt.

Derfor holder Clay Shirkys argument om, at multitasking er et problem for undervisningen ikke. Multitasking i undervisningen er kun et problem, hvis deltagerne forholder sig til flere ikke relaterede ting på samme tid. Det vil styrke læringen, hvis deltagerne har mulighed at arbejde med flere sanser og medier og evner at vurdere, hvornår de skal splitte deres opmærksomhed, og hvornår de skal samle den så meget som muligt. Men det kræver, at de har mulighed for at foretage valget - og at underviseren kan diskutere deltagernes valg.