Follow by Email

søndag den 30. marts 2014

Det flippede klasseværelse

Anmeldelse af
Jonathan Bergmann og Aaron Sams,
Flipped classroom – vend din undervisning på hovedet
Anmeldt i KulturKapellet

Hvordan skal vores skole være - hvad er god undervisning - og hvad skal ungerne overhovedet lære? Skolen er i centrum for rigtig mange spændende diskussioner i disse år, og der er mange bud på, hvordan skolen kan blive bedre, selvom der ikke er enighed om, hvad det mere præcist er, skolen skal blive bedre til. Der er eksempelvis stor forskel på, om man interesserer sig for PISA-resultater, elevernes trivsel, dannelse, eller hvad det 21. århundredes kompetencer indebærer.

Ligesom målet med skolen er omdiskuteret er også metoderne, man underviser efter. De sidste mange år har der været fokus på digitale medier og deres placering i undervisningen. Er digitale medier traditionel undervisning med turbo på, eller gør de digitale medier noget andet - anderledes - ved undervisningen? Og er det godt eller skidt, eller giver det overhovedet mening at stille det op på den måde?
En ny undervisningsform, der ser ud til at sprede sig mere og mere er ‘Flipped Classroom’, som vender undervisningen på hovedet og gør det ved hjælp af digitale medier. To af pionererne inden for flipped classroom Jonathan Bergmann og Aaron Sams har skrevet en bog om, hvad fænomenet går ud på, og hvad de selv har oplevet med flipped classroom i de 5-6 år, de selv har praktiseret det.

Bergmann og Sams er gymnasielærere og underviser i kemi, men principperne bag flipped classroom er blevet overtaget af mange andre lærere, der har brugt det på andre niveauer og andre fag, så der er ikke noget, der antyder, at princippet er mere velegnet til kemi end til andre fag, selvom der er en forskel mellem mere fakta-baserede fag og mere holdnings-orienterede fag (måske?).
Princippet er sådan set meget enkelt. Man skal gøre det sammen, hvor det giver mening at være sammen, og man laver det hver for sig, hvor man ikke har behov for at være sammen. Stofgennemgange, som langt hen ad vejen består af envejskommunikation - tavlegennemgang - kan den enkelte elev lige så godt selv tilegne sig gennem videoinstruktioner eller ved at læse ‘nyt stof’ i en grundbog derhjemme. Men lektier, hvor man arbejder med forståelse af stoffet, giver det ikke mening at lave, når man ikke har adgang til at spørge, hvis der er noget, man ikke forstår, så det laver man i skolen. Diskussioner kræver også, at man er sammen med andre, så det laver man også i skolen.
Princippet er altså, at læreren enten selv gennemgår noget stof på video eller finder en video, der gennemgår noget stof. Dette ser eleverne igennem hjemme. De lærer at tage noter, så de kan spørge, hvis der er noget, de ikke forstår. De kan se videoen/videoerne igennem i eget tempo - gentage dem, hvis det er nødvendigt osv.
Når eleverne kommer i skole, kan de tale sammen i klassen om stoffet, og lærerne kan lave forståelseskontrol. Derefter kan eleverne alene eller sammen arbejde med stoffet, medens lærerne går rundt og hjælper de elever, der har behov for det. På denne måde giver modellen gode rammer for en egentlig undervisningsdifferentiering. Forfatternes erfaringer er også, at eleverne er mere koncentrerede, da de ‘svage’ elever bedre kan følge med, da de ikke er blevet sat af, netop fordi de selv har kunne bestemme tempoet for stofgennemgangen (videoen). De dygtige elever sidder ikke og keder sig over en alt for langsom gennemgang, hvor de havde forstået pointen i, hvordan man beregner en vinkel, når man kender længden på hosstående side og modstående side, allerede efter 5 af de 20 minutter, det tager læreren at få forklaret stoffet.
Der er mulighed for langt mere interaktion mellem lærer og elev med flipped classroom, og det gør det også mere naturligt for elever at arbejde sammen om problemløsning, når de netop sidder sammen og laver ‘lektier’, arbejder med stoffet.
De elever, der ikke har set videoen som forberedelse til timen, bliver sat til at se den i timen, og efter nogle gange er det gået op for dem, at de bliver nødt til at forberede sig, for ellers når de ikke at lave ‘stykkerne’ i timen, og de skal altså også lave lektier hjemme - oveni at de skal forberede næste time ved at se flere instruktionsvideoer.
Dette problem med elever, der kommer fra miljøer, hvor man kan være ligeglad med, om man deltager aktivt i undervisningen eller ej, bruger forfatterne ikke så meget tid og plads på. Det er lidt ærgerligt, fordi det er rigtig vigtigt i forhold til at inkludere alle i undervisningen - og vigtigt i forhold til undervisningsdifferentiering.
Det er i øvrigt tydeligt, når man læser bogen, at den er skrevet af undervisere, der kommer fra en anden pædagogisk tradition end den nordeuropæiske. Der er tydeligvis meget tavleundervisning i forfatternes ‘traditionelle’ undervisning, hvorfor der også er et forholdsvis stort potentiale i at flytte noget af dette til instruktionsvideoer. Der er også rigtig meget fokus på øvelser og tests, hvilket også strider i hvert fald delvist mod en dansk pædagogisk praksis. Der er tale om, at selvom de flipper deres klasseværelser, er de meget traditionelle i deres pædagogik.
På den måde er det lidt ærgerligt, at den første bog på dansk om flipped classroom er en bog skrevet af amerikanske undervisere. Især når man ved, at der er en bog på vej skrevet af to danske undervisere, men det må jeg vende tilbage til, når deres bog kommer senere på foråret (efter hvad jeg har hørt).
Der er masser af gode eksempler og praktiske råd at hente i bogen, hvis man som underviser selv vil kaste sig ud i det flippede klasseværelse.
BOG 2
“Flpped classroom - vend din undervisning på hovedet” kan på mange måder ses som to bøger. Den første bog handler om ‘flipped classroom’, som jeg lige har beskrevet. En anden dimension af bogen beskriver et andet pædagogisk princip, nemlig mastery learning, som også har fået et vist momentum de seneste år, selvom princippet har været kendt i mange år.
Mastery learning kom til forfatterne nærmest ved en tilfældighed. Da de have opbygget et større bibliotek af videoer, der gennemgår fagets curriculum, gik det op for dem, at eleverne i princippet ikke behøver at arbejde med det samme på samme tid. Man kunne udvide differentieringen på den måde, at eleverne fik lov at gå videre, når de have forstået og tilegnet sig et fagligt område. Mastery learning handler om, at man arbejder med et stofområdet, indtil man har lært det, og så går man videre til det næste. Det er den oplagte form for undervisningsdifferentiering, da det tager udgangspunkt i den enkelte elev og hendes eller hans ‘evner’ og mål med undervisningen.
Denne form for undervisning, hvor man både flipper og arbejder med mastery learning, stiller store krav til underviserne, der hele tiden skal forholde sig til forskelligt stof og niveau, afhængig af, hvor den enkelte elev befinder sig fagligt, og hvad den enkeltes mål er. Forfatterne beskriver dog et sindrigt testsystem, så de kan holde styr på eleverne og deres fremskridt, og hvornår man kan de 75% af et stofområde, som betragtes som ‘mastery’. (Hmmm?)
Og så kunne man jo også godt ønske sig en længere og måske især dybere diskussion af konsekvenserne af denne tænkning. Jeg skal ikke afvise mastery learning, som jeg faktisk synes, man skal anvende på visse områder - at tage udgangspunkt i den enkelte elev og hans eller hendes ‘mål’, er en besnærende tankegang. Men man bliver nødt til også at forholde sig til, at det samtidigt individualiserer undervisningen. Det at man kan bruge hinanden i en gruppe - klasse - har nogle klare fordele (og ulemper?).
Men endnu vigtigere er diskussionen om det læringsbegreb, der ligger under både første og anden dimension af Bergmann og Sams bog, nemlig at læring består i stoftilegnelse. For dem består undervisning i at levere et stof, som eleverne efterfølgende tilegner sig, så de kan anvende det. Det er en meget kundskabsorienteret læringsforståelse, der ikke forbinder undervisningen med dannelseselementer eller kritisk tænkning.
Så selvom forfatterne ser flipped classroom som en del af en tendens i retningen af at tænke undervisning ud fra, at vi lever i en digital(iseret) kultur, hvorfor videoundervisning ‘passer til de unges måde at gå til undervisning på’, så ligger der et dybt traditionelt - angelsaksisk - læringsbegreb under hele deres diskussion af undervisningsformer. Også her kunne det have været mere givtigt med en fordanskning frem for en ren oversættelse af en amerikansk bog om flipped learning.
Det er et smart træk af forlaget Turbine hurtigt at oversætte en bog om flipped classroom, så man kan få first movers til at købe bogen. Men for lærere og andre, der er interesseret i, hvordan man kan forbedre undervisningen i danske skoler, ville det have været bedre med et bud på flipped classroom, der er tænkt ind i - gerne i kritisk dialog med eller bevidst afstandtagen fra - en dansk pædagogisk tradition. Nu står vi med en bog, der slet ikke forbinder sig med traditionen.

Og det er ærgerligt, selvom der er spændende perspektiver i både flipped classroom og mastery learning.

lørdag den 29. marts 2014

Videndeling i internetværker

Informationer og viden er uudtømmelige ressourcer
Det man kalder informationssamfundet er kendetegnet ved, at en af de vigtigste ressourcer til værdiskabelse er noget immaterielt - nemlig information og viden, og naturligvis den kunnen, der ligger i at kunne anvende informationer og viden til noget.
Informationssamfundet er vokset ud af industrisamfundet og ofte ser man, at informationssamfundet styres af eller bliver forstået gennem industrisamfundets logikker. Eksempelvis forstås viden ofte som en vare, der udbydes til en pris. Denne opfattelse af viden hænger sammen med, at viden bliver forstået inden for en industrisamfundets forståelsesramme. Her forsvinder en vare, når den bliver (for)brugt. Der medgår råvarer, som der bliver færre og færre af, efterhånden som de bliver brugt.
Men sådan er det ikke med viden og informationer - disse er kendetegnet ved ikke at forsvinde, når de bliver brugt - tværtimod så vokser informationer og viden, når de kommer i kontakt med andre informationer og anden viden. Videndeling er således en måde at skabe rigdom på, uden at opbruge råstoffet til viden.
Viden vokser ved at blive delt. Man kan kalde processen for en dissemination - spredning af frø, der sætter nye planter. Dis-semination er spredning af (så)sæd: semen. Semen er også stammen i semantik og semiotik - altså tegn - og tegnene spredes og sættes sammen med andre tegn, andre informationer, anden viden, hvorved viden yngler, og vi bliver alle rigere på viden og informationer.
Men logikken står i modsætning til industrisamfundets, da der ikke er noget, der forsvinder i processen. Ingen uerstattelige råvarer er forsvundet.
Videndelende skoleledere
Eric Schening er skoleleder for Milford Highschool, og han er en af de mest markante videndelende skoleleder på de sociale medier. Han har gjort Twitter, Google+ og blogs til værktøjer, han konstant bruger i sin skoleledelse. For ham handler skoleledelse i høj grad om kommunikation, storytelling og videndeling. Han har sammen med sit ledelsesteam og sine medarbejdere gjort disse elementer til bærende principper for den læringskultur, der hersker på skolen. Elever, lærere og ledere anvender alle sociale medier til videndeling og kommunikation. Det har han skrevet en bog om, nemlig Digital Leadership, som er meget anbefalelsesværdig for alle, der arbejder med, hvad skoleledelse vil sige i det 21. århundrede.
Det er også de ideer, der ligger bag initiativer Skoleledernetværket.dk, hvor skoleledere blogger om relevante emner for moderne skoleledelse. Skoleledernetværket.dk er tænkt som et sted, hvor skoleledere gensidigt kan inspirere hinanden - og forhåbentlig vil det gribe om sige og knopskyde - dessimenere - så netværket bliver mere og mere forgrenet - lidt på samme måde, som det er lykkedes Eric Schening at blive et knudepunkt, hvor han får adgang til rigtig meget viden, fordi han deler ud af sin egen.
Der er gode grunde til, at vi skal begynde at tale om ‘det generøse samfund’ i stedet for vidensamfundet, informationssamfundet eller hvilken term, der lige falder for. Generøsiteten er et princip, hvor den, der giver, modtager mere end det givne. Det er også kærlighedens princip, hvor jo mere kærlighed, man giver, jo mere kærlighed får man igen. Dette er ikke bare en fjollet hippieideologi, men selv princippet bag videndeling og grunden til, at det er en god forretning at dele den viden, man sidder inde med. Ved at dele viden skaber man forbindelser til andre og opbygger derved et netværk - et personligt/professionelt læringsnetværk (PLN) - hvor der flyder meget mere tilbage, end man investerer i det. Men det er naturligvis afgørende, at man bliver i stand til at prioritere mellem de forskellige ‘kanaler’, der tilbydes, så man rent faktisk får et ‘overskud’ - altså sparer mere tid, end man investerer.
Konnektivisme
Fra en anden vinkel kan man også betragte videndeling som en nødvendighed. Viden vokser og vokser - der bliver mere og mere af den. Det betyder, at det er umuligt for den enkelte at tilegne sig den relevante viden. Samtidig falder halveringstiden for gammel viden, hvilket betyder, at mere og mere af den viden, vi tidligere har tilegnet os, bliver forældet.
Dette er en af pointerne i Georg Siemens artikel fra 2005 Connectivism: A Learning Theory for the Digital Age, som bliver betragtet som en af kerneteksterne bag den læringsteoretiske retning ‘konnektivisme’. Svaret på den stigende vidensmængde og den hastige forældelse af allerede tilegnet viden er et anderledes begreb om viden. Siemens hævder således, at viden ikke eksisterer som ‘et noget’ - et objekt - der kan flyttes rundt og på den måde tilegnes. Viden er noget relationelt og situationelt, hvilket betyder, at viden for det første er viden i arbejdende fællesskaber - det er ikke den enkeltes viden, men den kombinerede viden det handler om - der for det andet realiseres i den sammenhæng, hvor den anvendes (er situeret). Viden er for Siemens de forbindelser - det netværk - man indgår i.
Skoleledere forener Eder!
I Det Kommunistiske Partis Manifest slog Karl Marx og Friedrich Engels til lyd for, at arbejdere i alle lande skulle forene sig for at stå sammen mod og bekæmpe kapitalistisk undertrykkelse og udbytning. Vi ser måske en lignende nødvendighed i dag, hvor det er nødvendigt at netværke og stå sammen for ikke at blive irrelevant for sine professionelle omgivelser.
Eric Schening har vist en vej til, hvordan man kan anvende sociale medier - og naturligvis også fysiske møder - til at gøre skolen relevant og transparent for de omgivelser, skolen indgår i. Han har vist, hvordan han kan trække på viden, indsigter og erfaringer fra alle dele af verden, fordi han deler sine succeser og fiaskoer med andre.
Videndeling og netværksdannelse brugt med omtanke og med accept af at begå en masse fejl, kan bringe skolen ud af industrisamfundets mangeltækning og henimod det generøse overskudssamfund, hvor vi kan mere nu - og har det sjovere - end vi havde tidligere.
Led skolerne i retning af videndelende læringskulturer - det er vel en sag for moderne skoleledelse.

søndag den 16. marts 2014

Også på nettet er jeg mig som en anden

Forleden skulle jeg i forbindelse med deltagelse i en MOOC (Massive Open Online Course) nævne mit ‘yndlingssted’. Da jeg var en del af en gruppe, og mange af de andre havde allerede nævnt nogle fede steder, og de havde også vedlagt noget, der nærmest lignende reklamebilleder fra et rejsebureau, besluttede jeg mig for at skrive, at mit yndlingssted er Twitter - et social site.
Men det er heller ikke helt forkert. Jeg synes det er dejligt at være i Rødovre og jeg finder København indre by interessant og hyggelig. Jeg kan godt li’ at være i sommerhus, og jeg har kun gode erindringer om Vietnam, USA og Marrakech, ligesom jeg holder af min hjemby Sæby i Nordjylland.
Men alligevel er jeg også på Twitter, når jeg er de andre steder. Jeg tiltrækkes af de miljøer, jeg er blevet en del af på Twitter. Især de nære, sociale og professionelt stimulerende miljøer, der findes for interesserede i undervisning, didaktik og pædagogik. Her møder jeg hele tiden nye interessante med-interesserede - og vi udveksler informationer og meget andet med hinanden. Og ligesom jeg anerkender dem, jeg på denne måde møder, føler jeg mig anerkendt af dem gennem dialog, retweets, favoritmarkeringer, diskussioner osv.
Jeg tænker, at mange oplever det samme med Facebook, og jeg kan se, min datter oplever det med Instagram og ‘den store’ gør det med online spil. Så Twitter er nok ikke noget særligt i den sammenhæng. Det er bare netop dét sociale medie, der har talt mest direkte til mig - mere end andre sociale medier, jeg også bruger som Facebook, LinkedIn og Google+.
Jeg er ligesom som mange andre tilstede i flere sociale sfærer samtidig. Det er dybest set det, det betyder at have efterlade sig et digitalt fodspor - at efterlade sig aftryk i en digital verden, ligesom vi sætter aftryk i den umiddelbart fysiske verden (‘umiddelbart’ fordi den digitale verden jo også er fysisk). Der gælder de sammen regler og ansvar - hensyn, tiltrækning og frastødning.
I denne digitale verden blev min opmærksomhed henledt på et indlæg på en blog forleden. På Mandag Morgen kunne man læse Natashe Friis Saxbergs indlæg: ‘Gør Internettet os dumme?’. Hun skriver: “Da jeg skrev bogen Homo Digitalis, stødte jeg på forskere, der undersøger, hvordan menneskers hjerne reagerer, når de går på internettet for første gang, i forhold til personer, der er vant til at være online. Forsøgene viser, at folk, der aldrig har været på internettet, læser en hjemmeside som en bog og aktiverer det center i hjernen, der rummer vores langtidshukommelse. De personer, der er vant til at bruge nettet, aktiverer derimod i højere grad deres korttidshukommelse.”
Pointen er her, at Internettet gør os mere afhængige af vores lagringsteknologier, da vores hjerner netop ikke i samme grad behøver at langtidslagre informationer. Og det kan man jo godt kalde, at man bliver dummere, hvis dumhed har noget med lagringskapacitet at gøre. Argumentet svarer til Platons om skriftsproget i semi-dialogen (der er nemlig aldrig hos Sokrates egentlig tale om dialog, men kun om manipuleret monolog) Faidros, hvor Sokrates netop argumenterer imod skriftsproget, fordi det vil gøre mennesker glemsomme, da de nu har skriften til at opbevare informationer. Dette var for Platon (og Sokrates) et forfald i forhold til dialogen, hvor der eksisterer et nærvær mellem tanken og ytringen - og ytringen er situeret i en bestemt kontekst; den er aldrig abstrakt (dette har måske igen noget at gøre med, at Sokrates var mere optaget af at overbevise andre om sin opfattelse end viden som sådan, men det er et andet indlæg). Viden - klogskab - kunne kun forstås i en bestemt situation, hvor der kunne svares og udveksles ytringer. Der kunne peges, kan man sige med Wittgenstein.
Denne figur er blevet gentaget mange gange om alle de lagringsteknologier, der er blevet opfundet i menneskehedens historie. Men det typiske er her en forveksling mellem information og klogskab. Hvorfor er informationsopbevaring udtryk for noget er ‘klogt’ - hvorfor er det at kunne hente informationer frem et tegn på, at man er klog eller intelligent.
Marshal McLuhan foretager den samme kortslutning, når han i Classroom without Walls (1957) siger: “Today in our cities, most learning occours outside the classroom. The sheer quantity of information conveyed by press-mags-film-TV-radio far exceeds the quantity of information conveyed by school instruction & texts.” Og Susan Sontag gentager det med fotografiet i On Photography fra 1977. Listen er meget, meget lang.
Vi bliver dumme, lyder argumentet, fordi evnen til at huske overtages af teknikken, og vi mister forbindelsen til det nu, hvori informationen er forbundet med nærværelse - som det kan lyde helt religiøst (og der er meget krop og sjæl i den retoriske figur). “Internettet og teknologi har utvivlsomt øget vores kapacitet, men det stiller måske nye krav til, hvordan vi øver koncentration, så vi ikke mister vores evne til at huske og mister de øjeblikke, som kaldes for nuet. Disse øjeblikke kan ses i en evig strøm på Instagram, Twitter eller Facebook, men husker vi dem?” skriver Saxberg i det omtalte blogindlæg. Og sjovt som hukommelse og nærvær med nuet og øjeblikket hives frem her. Et igennem et billede husket øjeblik er måske mistet og inautentisk. Men hvor autentisk er erindringen? Og især den erindring, der er uden tekniske hjælpemidler; den erindring der ikke støttes af billedet i albummet - virtuelt eller fysisk?
Nu er Saxberg en skribent, der er langt mere nuanceret, end jeg her har lagt op til. Og derfor besluttede jeg også, efter at have læst og kommenteret blogindlægget, at læse hendes bog “Homo Digitalis. Mennesker og organisationer fra forskning til digital praksis”. Det, må jeg sige, har jeg nu fortrudt. Og jeg kom ikke igennem den. Sorry!
Bogen er som sådan udmærket som introduktion til det digitale liv, som man kan leve ved siden af - sammen med - sit fysiske liv. Hun præsenterer fint en række dimensioner ved det digitale liv - teknologi, den enkelte, det sociale og det organisatoriske. Hendes referenceramme er i høj grad en række eksperter, hun interviewer, og de kaster da nogle interessante (?) perspektiver ud på emnet. Det er primært et neurovidenskabelig og neuropyskologisk perspektiv, Saxberg formidler. Meget af det er common sense-betragtninger om, hvordan vi er sociale individer - også på nettet. Og det er da rigtig nok.
Mit problem med bogen er, at jeg ikke synes, jeg bliver klogere af at læse den - men jeg får en række informationer, som jeg ovenikøbet får gennemtygget som psykologisk afkog.
Det er sikkert en udmærket bog - jeg er bare stået af på dens forståelsesramme - og jeg er blevet skuffet, fordi den ikke levede op til mine forventninger til, hvad jeg ville møde. Jeg havde det lidt på samme måde, da jeg læste Morten Bays “Homo Conexus”.
Og det grundlæggende problem med Saxbergs blog - som med hendes bog - er: Hvorfor er det, vi har så travlt med at se det samme i det digitale som i det fysiske? Når vi læser i en bog, har vi heller ikke travlt med at sige, at det ‘bare’ er det samme - vi vil nok typisk sige, at vi læser, fordi vi kan ændre os: komme i en tilstand af tilbliven: Werden (Nietzsche) Hvis det ikke er andet end en spejling (hukommelse af informationer) - mere af det samme - så er det da fattigt? Er det der, hvor vi virkelig ser vores fantasis begrænsning? Hvorfor tror vi - Saxberg, McLuhan, Sontag og Platon - at nye medier blot er nye informationslagringsteknologier. Hvorfor er det, de ikke kan se, at vi ændrer os som mennesker - at medier og teknologier er en del af de konstellationer, vi som mennesker indgår i.
Og det ændre ikke bare sig, men os og mig. Jeg er stadig mig på nettet, men jeg er (blevet) en anden. Eller rettere: jeg bliver mig ved at blive en anden.