Anmeldelse af Lars Frost: Skønvirke

Der er krig og kaos i verden. Spanien er faldet og Amerika er i opløsning. Der er ufred og opløsning alle steder. Men alligevel går livet sin vante skæve gang i lille Danmark. Her er ganske vist lidt moralsk opløsning, men det har vi jo set så tit og så længe. Universitetslektoren går i seng med de søde studiner, mens hans kone boller uden om med tilfældige bekendtskaber - familierne har svært ved at hænge sammen, men opretholder en modus vivendi gennem forskellige ritualer.

Dette er nogle af elementerne i Lars Frosts nye roman. Eller 'roman' det er måske for meget sagt, selvom det fremgår af omslaget, at det skulle være en roman. Det er ikke en roman i gængs forstand, hvis man forventer et narrativt sammenhængende forløb med afstikkere. Der er snarere tale om en mosaik af romanstumper, hvor sammenhængende fortællingsbrokker pludseligt afbrydes for at fortsættes af en ny sammenhængende fortællingsbrok.

Den såkaldte roman begynder klassisk nok med en politikommisær, der inspicerer liget af en mand fundet på stranden. Kommisæren er en overvægtig kvinde, Mathilde, med et klassisk sort syn på tilværelsen og de mennesker, der udgør den. Et par kapitler senere møder vi morderen, som tilsyneladende har det med at gå rundt og slå tilfældige midaldrende mænd ihjel. Det skal blive spændende at føle de to kvinder og se, hvordan forbrydelsen bliver optrevlet, tænker læseren. Men fortællingen driver lidt videre uden at interessere sig for opklaringsarbejdet. I stedet bliver Mathilde fyret på grund af sin krops uhæmmede svulmen, som bliver for meget for hendes noget mere tilbageholdende leder. Et klart hip til vores nydelsesforskrækkede kultur.

I stedet fører fortællingen os ind i familiens arena - lidt gennem Mathilde, men mest af alt gennem Lise, der en aften får besøg af sin bror, Jens, der er vendt hjem efter længere tids krigsindsats. Jens' traumer og Lises forsøg på at få familiens til at tage sig 'traditionel' ud følges nu et stykke. Men så tager fortællingen en ny drejning - eller bliver til en anden, hvor Jens bliver en hævnens Jesus. Hvorefter fortællingen selv så småt begynder at gå i opløsning, inden den ender i en rallen på kanten af det forstålige.

Ikke-romanen er struktureret efter den katolske messe for de afdøde. Ikke-romanen er delt op i kapitler, som henter deres titler fra Requiem, og man forstår, at fortællingen eller fortællingerne ikke er fortællinger i gængs forstand,men netop led begrædelser over kulturens/civilisationens forfald, hvilket helt bogstaveligt sker gennem krig og ødelæggelse og moralsk afstumpethed.

Som altid hos Lars Frost er sproget fantastisk. Frost af en af de mest sprog- og fortællebegavede forfattere. Det er en fornøjelse at læse de præcist registrede sproglige udvekslinger. Det er også en fornøjelse at se, hvordan scener bygges op og stille (igen præcist) punkteres, så de betyder mere eller mindre, end scenen ellers berettiger. De små skævheder i sprog og fortælling har høj lækkerhedsværdi, der står i skærende kontrast til indholdsplanets forskrækkeligheder.

Jeg ved ikke, hvor meget jeg giver for Frosts civilisationsanalyse, men jeg vil stærkt anbefale hans Requiem for sproget, dialogstumperne, de ofte halve scener og evnen til at få en ikke-fortælling til at fungere