Nye former at gennemføre undervisning på kaldes ofte for 'ny læring'. Men det er en misforståelse, da man ikke kan tvinge læring frem, man kan end ikke sikre, at læring sker. Det eneste, en institution kan, er at tilbyde undervisning: altså tilrettelagte aktiviteter, som nogle - elever, studerende, kursister osv - kan deltage i.
Nu undervisning handler primært om to forhold:
1. Større muligheder for at der sker læring
2. Ændrede behov for kompetencer
Det betyder for det første, at det handler om at få mere ud af flere: inklusion af forskellige personer og forskellige evner (intelligenser, kompetencer, kvalifikationer, mærkværdigheder). Vi har et undervisningssystem på mange niveauer, som kører efter et undervisningskoncept der er udviklet på et tidspunkt, hvor man ikke havde blik for, hvordan man kan skabe gode muligheder for udvikling af den enkeltes og de manges evner og komptencer. Ny undervisning handler her om at sikre, at undervisning er bygget op om en inkluderende model, der lader de forskellige elevers evner og lyster komme til orde og udtryk. Det handler også om, at aktiviteterne skal være rettet mod udvikling af forskellige kognitive aktiviteter. At bruge alle sanser er en af måderne - at kunne honorere forskellige udtryksformer er en anden. I denne sammenhæng handler ny undervisning om, at sørge for at stimulere så mange som muligt på så mange som muligt måder for at sikre, at vi får fat i de ressourcer som elever, kursister og studerende besidder - og at vi anerkender, hvad de hver især bidrager med. I stedet for som i gammel undervisning kun at anerkende og honorere det stillesiddende skrivearbejde, afleveringsfrister og almindelig tilpasningsdygtighed.
Man kan lave rigtig mange aktiviteter i undervisningen, der tilgodeser dette behov for at aktivere flere i undervisningsaktiviteter, og nye digitale teknologier er ét - men også kun ét - af de områder, der byder sig til.
For det andet og langt mere radikalt handler ny undervisning om, hvilke kompetencer og kvalifikationer, det er vigtigt at udvikle. Dette er sammnehængende med en diskussion af eksempelvis, hvad viden er for en størrelse: er viden noget man kan besidde en gang for alle? Er det et 'noget', der kan flyttes fra et sted til et andet. Ja, det er viden, hvis man kigger på den måde undervisning mange steder praktiseres på. Men spørgsmålet er, om det (stadig) giver mening at adskille viden fra 'brug', 'situation', 'opgave' eller lignende. Det tror jeg kun i begrænset omfang, det gør (altså giver mening at adskille viden fra problem). Hvis det er tilfældet, at viden ikke kan adskilles fra den sammenhæng, det indgår i, giver det ikke mening at tilrettelægge undervisning ud fra, at man skal opøve kontekstuafhængig viden, hvilket det typiske curriculum netop lægger op til.
Videre er kompetencebegrebet forbundet med videnbegrebet på den måde, at kompetencer derfor heller ikke eksisterer i et tomrum. Kompetencer er evnen til på et kvalificeret grundlag at kunne gøre noget. Det kvalificerede grundlag er en relativ størrelse, og gøren er afhængig af, hvilke ressourcer - og dermed samarbejdsmuligheder - man har til rådighed. En primær kompetence er derfor at kunne søge og vurdere forskellige ressourcer og at kunne samarbejde med andre om problemløsning.
Ny undervisning må derfor også tage dette som udgangspunkt og lægge undervisning tilrette, således at fælles problemløsning er omdrejningspunkt.
Dertil kommer, at vores opfattelse af viden og undervisning i al for høj grad lægger op til formelle systemer, der skal varetage forvaltningen af viden og undervisning, skønt det i praksis er meget mere kompetenceudviklende at gøre noget sammen med andre i ikke formaliserede undervisningssystemer - i børnehaven, i skolegården, på arbejdspladsen, i fritidsbeskæftigelsen eller hvad det nu måtte være.
Mere om det senere.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar