Nærvær, samvær og netvær - om sociale medier og undervisning

De sociale medier spiller en stor rolle i (post)moderne menneskers sociale liv. På Facebook, Instagram, Twitter og lignende steder ’mødes’ folk for at bekræfte hinanden i deres gensidige betydning og for at dyrke fælles interesser. Mange bruger sociale medier både private og professionelle forhold – og mange gange kan det måske være svært helt at skelne, hvornår der er tale om det ene og det andet.

Man kan diskutere sociale medier på mange forskellige måder, og man kan lægge en kritisk – det overfladiske pseudo-samvær – og en bekræftende – det demokratiske gode at alle kan producere og dermed blive hørt – vinkel. Begge poler har fat i noget, og positionerne viser, at det ikke så meget handler om, hvad de sociale medier er, men mere om, hvordan de bruges og til hvad.

I den offentlige debat er det især bekymring – eller det modsatte – for ’de unge og børn’, der er i fokus. Ved overgangen mellem 2012 og -13 advarede dronning Margrethe de unge om ikke at fortabe sig i sociale medier, mens statsminister Thorning omvendt besang de unges evne til at tage ny teknologi til sig. Igen to lidt ligegyldige markeringer, da de begge og især den sidste tilbagestod som tomme ’statements’, der ser bort fra forskellighederne i brugen af sociale medier.

Når der er god grund til at holde fokus på børn og unge, også når det gælder sociale medier, hænger det sammen med, at sociale medier også spiller en afgørende rolle i de opvoksendes identitetsarbejde. I overgangen fra nærværet i familiens omklamrende og trykke favn til mere jævnbyrdig samvær kan børn og unge komme til at virke utroligt skrøbelige. Det er ikke uden frygt og bæven, at forældre og ligesindede betragter de opvoksende som særligt udsatte. Og som altid i den slags situationer skal man finde en balance mellem at lade dem prøve sig frem og gøre egne erfaringer på den ene side, og beskytte, advare og oplyse på den anden.

De forskellige former for brug af sociale medier sat ind i en kontekst af undervisning er det, man finder i den ganske udmærkede udgivelse Sociale netværkssider som tekst og kontekst redigeret af Henny Stouby og udgivet af VIASystime. Bogens målgruppe er kommende og nuværende lærere og pædagoger. I syv kapitler skriver antologien en række problemstillinger frem som er – eller bør være – centrale for voksne, der har med borgere i den transformative alder at gøre, for nu at forsøg at undgå at skrive børn og unge.

Malene Charlotte Larsen skriver en lang introduktionsartikel om sociale medier og børn. Hun sætter de sociale medier ind i en mediehistorisk kontekst og gennemgår unges brug af sociale medier i en række temaer: venskaber, identitet, risici osv. ”Det særligt ’sociale’ ved disse teknologier eller praksisformer – og det, der adskiller dem fra tidligere medier – er deres evne til at skabe en løbende kontakt og sammenhørighed i brugernes hverdag samt muligheden for at skabe indhold i fællesskab,” siger hun blandt andet.

Her har Larsen fat i noget af det afgørende, nemlig at det med sociale medier handler det om praksisformer, og hvordan de sociale medier kan understøtte fællesskabsorienterede praksisformer og give indblik i og adgang til nye praksisformer. Dermed er også indikeret, at der ligger et stort lærings- og undervisningspotentiale i disse medier eller platforme, hvilket udfoldes endnu mere i de sidste artikler i bogen.

Larsen og flere af de andre skribenter er også inde på det særegne ved sociale medier, at de på en gang er egocentriske og personlige og samtidig sociale og dermed understøtter samhørighed, socialitet og samarbejde. ”Sociale netværkssider adskiller sig især fra tidlige tiders communities i kraft af, at de er egocentriske og struktureret som personlige netværk., der sætter individet i centrum af sit eget community.”

De sociale medier understøtter en individualisering og personalisering – hvilket kritikere ikke har været sene til at få øje på – men samtidig understøtter de også sam- og nærvær. Derfor taler Larsen også om en netværksindividualisme, hvor ”sociale aktører på den ene side gennemgår en forstærket personalisering og individualisering, imens de på den anden side bliver mere og mere forbundne til og gensidigt afhængige af hinanden.”

Larsen har skrevet en udmærket indkredsning af feltet: sociale medier for børn og unge. Og generelt er bidragene gode og interessante. Jeg synes måske, der er lidt for lidt kød på Jette Kofoeds artikel om mobning, selvom hun har en rigtig god bærende pointe om, at entydighedshistorien – hvor der i behandlingen af mobning opereres med en klar offer-bøddel-rolle-tildeling  – ikke er præcis ”nok som ramme for forståelse af, hvad der foregår blandt børn og unge, når nogen skubbes ud af fællesskabet.” Hun har også en god pointe om, at der opstår mange forskellige tider og tidsopfattelser, når vi har at gøre med ”cyberkonfigurerede relationer”.

Anne Petersen har nogle udmærkede betragtninger over Facebookbrug som en kendt genre, når hun viser, at mange unge bruger det som en venne- og poesibog.

Erika Zimmer Brandt fortaber sig i en række relativt uinteressante spidsfindigheder inden for systemteorien, som om hun lige skal have begreberne på plads for sig selv. Det lykkes hende ikke at vise, at der er noget vundet ved at benytte Luhman som øjenåbner i forhold til sociale medier.

De tre sidste artikler er udmærkede – Raffaele Brahe-Orlandi har en balanceret demonstration af, hvordan man kan gå kritisk reflekteret til Facebook og samtidig gøre brug af det som undervisningsobjekt og som et værktøj i undervisningen. Han gør sig til talsmand for at inddrage Facebook i læreruddannelsen som noget, der styrker tværfagligheden.” At udnytte sociale netværkssider som læringsstilladserende platforme, hvor elever udvikler projekter og ideer i fællesskab igennem kollaborative arbejdsformer, og hvor læring foregår igennem deltagelse i en fælles praksis.” Man mærker her Lave og Wenger som en forståelseshorisont for opfattelsen af læring som deltagerbestemt og situativ, hvilket bliver endnu tydeligere i Kirsten Lunds artikel. Lund henviser til Sfards beskrivelse af to læringsformer. Læring kan enten forstås som tilegnelse, hvilket lægger op til en formidlende undervisningsform, eller læring kan forstås som deltagelse, hvilket lægger op til, at de lærende må være aktive og producerende for at lære. Denne forståelse passer rigtig godt med Siemens forestilling om læring som netværksdannelse, da det er i produktion – løsning af problembaserede opgaver – at man lærer, og dette faciliteres gennem netværksdannelse, hvor man kan trække på hinandens indsigter og tidligere erfaringer.

Det må dog undre, at Lund i en artikel om ’Sociale netværkssider som vidensmedier i skolen’ slet ikke henviser til nyere litteratur om vidensmedier. Dette er en klar mangel. I det hele taget er der generelt en del referencer, man kan undre sig over fraværet af i antologien.

Endelig skal også redaktøren Henny Stoubys artikel nævnes. Stouby har den mest direkte anvendelige artikel for undervisere – uanset om det er på professionsuddannelserne eller i folkeskole og gymnasium. Stouby har nogle korte teoretiske markeringer om genrer og tekster. Hun skriver, at man kan anvende sociale medier i medieanalyse, ud fra spørgsmålet om socialitet og fællesskab og endelig ud fra et perspektiv om videndeling og samarbejde. Altså, man kan gøre sociale medier til genstand for analyse, eller man kan se på det ud fra en (mikro)sociologisk og psykologisk vinkel, eller man kan se på det ud fra et synspunkt om vidensproduktion (opgave-didaktik).

Ved at trække på sproghandlingsteori udvikler Stouby en ganske fin analysemodel, og hun beskriver et konkret aktionsforskningsprojekt med gode og brugbare iagttagelser. Her kan dansklærere på forskellige uddannelsesniveauer bare plukke og lade sig inspirere.

Som det er fremgået, synes jeg, at Sociale netværkssider som tekst og kontekst er en fin udgivelse, som vi har manglet. Den skal hermed være anbefalet alle, der interesseret sig for feltet it og læring/undervisning.