”I dag lever 95 procent af alle forskere, der nogensinde har
eksisteret. I EU-regi blev antallet af forskere for eksempel opgjort til cirka
1,5 million i 2008, og i perioden fra 2000 til 2008 var der tale om en
eksplosiv vækst på 386.000 forskere. Men ikke alene eksisterer der utroligt
mange forskere i denne verden, de selvsamme forskere passer pænt deres arbejde
ved at producere uhyrligt mange forskningsartikler, der bare aldrig bliver
læst. Situationen er nærmest absurd, når der daglig foregår en massiv ophobning
af ulæste artikler, der bliver trykt i anerkendte videnskabelige tidsskrifter,
hvor resultaterne er tjekket af fagfæller i et såkaldt peer review. Ikke desto
mindre vurderer den amerikanske professor i sociologi, Steve Fuller, at kun 1-2
procent - dog i bestemte tidsskrifter op til ti procent - af artiklerne i
gennemsnit bliver læst af andre end disse få fagfæller. Resultatet er, at
videnskabelige tidsskrifter udgør overskudslagre for viden, ingen efterspørger,
hverken forskere eller praktikere.”
Der er tale om ophobning af tom viden, fordi vi har fået
forskningsinstitutioner, hvis formål er forskning i sig selv. Forskning bliver
her defineret som produktion af ny viden ved at referere eksisterende viden.
Man kan godt blande noget virkelighed ind som nye informationer, men
forskningen er i sig selv ikke interesseret i og har derfor heller ikke nogen
nævneværdig indflydelse på livet som det leves – i hvert fald ikke, hvis man
kigger på den humanistiske og socialvidenskabelige forskning.
En gang imellem hiver man forskere frem for at lave konkrete
ændringer – man kan trække en pædagogisk ekspert op, der kan understøtte et
bestemt politisk tiltag, men tiltagene vil normalt ikke vokse ud af
forskningen, men snarere tværtimod vil forskningen skulle legitimere et
politisk valg – og der er, som Claus Holm også er inde på, så mange forskere og
forskningsresultater, at man kan få legitimeret hvad som helst. Der er altid en
ekspert, der kan sige, at rygning ikke er skadeligt, hvis det er det, man har
brug for.
Det er ikke forskernes skyld, at deres arbejde langt hen ad
vejen er ligegyldigt og uden effekt andre steder end i interne
meriteringskapløb. Miseren skyldes, at man politisk har valgt et fuldstændig
tåbeligt forskningsstyringsredskab, nemlig en bibliometrisk matrice, der
tilskynder til publicering i bestemte tidsskrifter med peer review. Og dette
uanset om det publicerede er noget værd eller ej – det handler nemlig om at
skrive til nogle fagfælles, som skal bedømme, om det leverede er
publiceringsegnet inden for en snæver forskningstraditions betydning af det
egnede – altså passer det ind i tidsskriftets eller en teoriretnings profil og
argumentationslogik. Her spiller det ikke nogen rolle, om teorien er holdbar i
forhold til eksterne forhold.
Der er ikke noget galt i, at der findes essoteriske
forskningstraditioner, hvor der kun er få, der har indsigt til at kunne sætte
pris på andre forskeres arbejde. Dette bør støttes uanset om der er tale om
direkte anvendelig forskning eller grundforskning. Men der er noget galt i, at
der produceres forskning, som hverken taler til et essoterisk eller eksoterisk
behov, hvor altså forskningen kun har sig selv som udgangspunkt og mål. Herved gøres forskningen indholdstom. Der er
som bekendt ikke nogen betydning ved det, der ikke kommer i kontakt med noget
andet – en modtager af en eller anden art.
Hvis man gerne vil have forskning, der har betydning, bør
man tilskynde til forskning, der bliver brugt. Så måske skal man foreslå en
anden bibliotmetrisk beregningsmetode, så det er antallet af udlån, downloads,
køb, brug osv. der er afgørende.
I hvert fald har vi fået skabt et tåbeligt system, hvor alle
går rundt og berømmer forskningen – og det skal vi have mere af, fordi det skal
sikre velfærden – mens forskningen ikke leverer noget tilbage. Igen – der er
også velfungerende forskning, der bliver brugt af både andre forskere og praktikere,
men problemet er al den helt ligegyldige forskning, der præcis bliver
ligegyldig, fordi den ikke kommunikerer med nogen uden sig selv (og måske et
par peer reviewer).
Hvis man gerne vil rykke ved virkeligheden og - uha pas nu på! - gøre den bedre, må man sørge for, at vidensproduktion (forskning), praksisser og udvikling(s muligheder) hænger sammen. Det gør det ikke nu. ØV
Ingen kommentarer:
Send en kommentar