Follow by Email

tirsdag den 23. oktober 2012

Onani er godt, men hvis man gerne vil have børn, skal man vælge en anden strategi

Den 7. oktober kunne man i Berlingske Tidende læse en kommentar af Claus Holm, der forsker ved Århus Universitet. Han beskriver, hvordan forskning manifesterer sig som publikationer, der ikke når ud til det samfund, som finansierer den selvsamme forskning.

”I dag lever 95 procent af alle forskere, der nogensinde har eksisteret. I EU-regi blev antallet af forskere for eksempel opgjort til cirka 1,5 million i 2008, og i perioden fra 2000 til 2008 var der tale om en eksplosiv vækst på 386.000 forskere. Men ikke alene eksisterer der utroligt mange forskere i denne verden, de selvsamme forskere passer pænt deres arbejde ved at producere uhyrligt mange forskningsartikler, der bare aldrig bliver læst. Situationen er nærmest absurd, når der daglig foregår en massiv ophobning af ulæste artikler, der bliver trykt i anerkendte videnskabelige tidsskrifter, hvor resultaterne er tjekket af fagfæller i et såkaldt peer review. Ikke desto mindre vurderer den amerikanske professor i sociologi, Steve Fuller, at kun 1-2 procent - dog i bestemte tidsskrifter op til ti procent - af artiklerne i gennemsnit bliver læst af andre end disse få fagfæller. Resultatet er, at videnskabelige tidsskrifter udgør overskudslagre for viden, ingen efterspørger, hverken forskere eller praktikere.”

Der er tale om ophobning af tom viden, fordi vi har fået forskningsinstitutioner, hvis formål er forskning i sig selv. Forskning bliver her defineret som produktion af ny viden ved at referere eksisterende viden. Man kan godt blande noget virkelighed ind som nye informationer, men forskningen er i sig selv ikke interesseret i og har derfor heller ikke nogen nævneværdig indflydelse på livet som det leves – i hvert fald ikke, hvis man kigger på den humanistiske og socialvidenskabelige forskning.

En gang imellem hiver man forskere frem for at lave konkrete ændringer – man kan trække en pædagogisk ekspert op, der kan understøtte et bestemt politisk tiltag, men tiltagene vil normalt ikke vokse ud af forskningen, men snarere tværtimod vil forskningen skulle legitimere et politisk valg – og der er, som Claus Holm også er inde på, så mange forskere og forskningsresultater, at man kan få legitimeret hvad som helst. Der er altid en ekspert, der kan sige, at rygning ikke er skadeligt, hvis det er det, man har brug for.
Det er ikke forskernes skyld, at deres arbejde langt hen ad vejen er ligegyldigt og uden effekt andre steder end i interne meriteringskapløb. Miseren skyldes, at man politisk har valgt et fuldstændig tåbeligt forskningsstyringsredskab, nemlig en bibliometrisk matrice, der tilskynder til publicering i bestemte tidsskrifter med peer review. Og dette uanset om det publicerede er noget værd eller ej – det handler nemlig om at skrive til nogle fagfælles, som skal bedømme, om det leverede er publiceringsegnet inden for en snæver forskningstraditions betydning af det egnede – altså passer det ind i tidsskriftets eller en teoriretnings profil og argumentationslogik. Her spiller det ikke nogen rolle, om teorien er holdbar i forhold til eksterne forhold.
Der er ikke noget galt i, at der findes essoteriske forskningstraditioner, hvor der kun er få, der har indsigt til at kunne sætte pris på andre forskeres arbejde. Dette bør støttes uanset om der er tale om direkte anvendelig forskning eller grundforskning. Men der er noget galt i, at der produceres forskning, som hverken taler til et essoterisk eller eksoterisk behov, hvor altså forskningen kun har sig selv som udgangspunkt og mål.  Herved gøres forskningen indholdstom. Der er som bekendt ikke nogen betydning ved det, der ikke kommer i kontakt med noget andet – en modtager af en eller anden art.

Hvis man gerne vil have forskning, der har betydning, bør man tilskynde til forskning, der bliver brugt. Så måske skal man foreslå en anden bibliotmetrisk beregningsmetode, så det er antallet af udlån, downloads, køb, brug osv. der er afgørende.

I hvert fald har vi fået skabt et tåbeligt system, hvor alle går rundt og berømmer forskningen – og det skal vi have mere af, fordi det skal sikre velfærden – mens forskningen ikke leverer noget tilbage. Igen – der er også velfungerende forskning, der bliver brugt af både andre forskere og praktikere, men problemet er al den helt ligegyldige forskning, der præcis bliver ligegyldig, fordi den ikke kommunikerer med nogen uden sig selv (og måske et par peer reviewer).

Hvis man gerne vil rykke ved virkeligheden og - uha pas nu på! - gøre den bedre, må man sørge for, at vidensproduktion (forskning), praksisser og udvikling(s muligheder) hænger sammen. Det gør det ikke nu. ØV