Man gjorde et kreativt barn fortræd! - Diskussion af Sir Ken Robinsons tanker om uddannelse del 2

Som jeg skrev i første del af mit bidrag til diskussionen af Ken Robinsons tanker om uddannelse på baggrund af hans TedEx-præsentationer How School Kill Creativity og RSA-animationen Changing Education Paradigms, så er hans position i den kritiske uddannelsesforskning af en sådan art, at det er vanskeligt at diskutere hans position. Man kan være for eller imod, men en egentlig diskussion bliver det sjældent til. Institutleder Alex Quigley skriver i Why We Should Mistrust Ken Robinson om personlighedskulten om Sir Ken og hans meget forførende retorik - Sir Ken er fænomenal til at sørge for at tilhørerne føler sig i rigtig godt selskab. (En retorisk analyse af hans præsentationer vil være et oplagt studieemne). Og måske er det dette, der er baggrunden for, at mange ikke vil diskutere Robinsons tanker.

Sir Ken tegner og fortæller

En anden dimension af dette er også, at Robinson siger rigtig mange ting, der forekommer rigtige og måske er rigtige. At fremtiden er usikker og ukendt er givet, hvilket stiller særlige krav til skolen/uddannelserne. Robinson har en sympatisk bekymring for, om uddannelsessektoren vil være i stand til at klæde de fremtidige borgere og arbejdere på til den opgave, vi ikke kender.

Mange skoler bygger på et design fra industrialiseringens tidsalder (det er rigtigt). Men det betyder jo ikke, at alle skoler gør. Endvidere kan man ikke slutte fra, hvordan skoler eller skolearkitekturen ser ud til den praksis, der foregår på skolen - eller den kultur der er bygget op i skolen. Her mangler nogle nuanceringer kan man sige - men vigtigere kan man kritisere Robinson for at have et temmelig naivt syn på uddannelsesdesign, når han slutter så hurtigt fra fabriksanalogien til, hvordan uddannelse fungerer.

Vi kender alle historier om personer, der er blevet kendte som dygtige udøvere af noget, selvom de blev kritiseret i skolen. Et eksempel er sangskriveren Sebastian, som angiveligt fik dårlige dansk-karakterer i skolen. Sir Ken bruger lignende eksempler til at underbygge sin påstand om, at skolen ødelægger kreativiteten hos det enkelte barn.

Men denne slutning er falsk - og der er intet der tyder på, at Sir Ken forholder sig til mere udbygget videnskabeligt materiale om forholdet mellem kreative mennesker, hvis evner ikke er blevet anerkendt af skolen, og skolens betydning for udviklingen af deres evner og kompetencer. Heller ikke videnskabeligt materiale om forholdet generelt mellem skoleforløb og kreativitet i medie/underholdnings/kunst-branchen - eller ingeniørbranchen for den sags skyld. Sir Ken benytter sig af enkeltstående eksempler i sin argumentation, hvilket er en tvivlsom metode.

Det betyder jo ikke, at han ikke har ret - både i de enkelte eksempler som mere generelt. Men det betyder, at det er hans mere eller mindre ukvalificerede holdning til, hvordan man bør bedrive skole, der er afgørende - det er altså hans mening, men ikke viden om, der bæres frem. Dette er problematisk, fordi han præsenterer det som viden, og han anvender hele sin intellektuelle og akademiske kapital til at underbygge dette.

Når han så oven i købet benytter eksempler, som er åbenlyst forkerte, bliver hans argumentation yderligere undermineret. Som Pragmatic Education viser i What Sir Ken Got Wrong, så er der ingen grund til at tro, at Shakespeare var et naturtalent, der blot blomstrede frem af sig selv. Han var veluddannet. Herhjemme har der også været myten om H. C. Andersen som naturtalentet, der på trods af stort set ingen skolegang kunne tryllebinde både børn og voksne med sine historier. Men det viser sig jo, at HC var særdeles velbevandret i litteratur og kulturhistorie.

Jeg siger ikke, at han ikke har ret, men Ken Robinsons to præsentationer i deres grundlag er altså tvivlsomme som videnskabsformidling , da de slutter med analogier og eksempler uden at kunne henvise til mere generaliserbare studier af den ene eller anden art. Robinsons retorik dækker for den manglende argumentation.

Er et mennske født kreativt?

Det største problem i Sir Kens præsentationer er dog hans fremstilling af det uformede som et ideal. Det gennemsyrer begge præsentationer, at barnet har en naturlig drift i en interessebestemt retning, og at denne retning ikke må bremses - ikke må undertrykkes. Undertrykkelse er i det hele taget en interessant kategori i denne sammenhæng. Når man forhindrer barnets - eller den voksnes - egen drift efter behovstilfredsstillelse, så er der tale om en undertrykkelse af det umiddelbare og naturlige. (Under)trykket får en formende indflydelse på det undertrykte.

Denne undertrykkelse er den vigtigste skydeskive for Ken Robinson - og er det, der har givet TedEx-præsentationen titel: How School Kill Creativity. Det er skolens disciplinerende og dermed undertrykkende funktion, der gør det af med den naturlige kreativitet. Denne argumentation trækker på en lang historie, som også professor i psykologi Daniel Willingham viser i  Is a paradigm shift really needed? Rousseau springer umiddelbart frem som en inspirationskilde til ideen om det uspolerede barn, der naturligt udvikler sig.

Det er rigtigt, at skolen virker anastetisk på mange børn - og retalin gør i hvert fald. Men er det tilsvarende rigtigt, at børn har en indre kreativitet, det bare handler om at frisætte? Eller er kreativitet noget, der opstår i sammenstødet mellem forskellige elementer, hvoraf barnet er et af dem?

Set i et videnskabeligt perspektiv er det naturligvis underligt, at Ken Robinson ikke henviser til de, der har inspireret til hans ideer - eller de ideer, han bygger videre på. Robinson fremstiller sig som en, der selv er kommet op med de revolutionerende ideer, hvilket Willingham også fremhæver. Dette er et lidet charmerende træk ved en videnskabsmand og kulturpersonlighed, men ikke afgørende. Mere afgørende er, om det overhovedet er rigtigt, at det uformede burde have forrang for det formede.

Robinson har - ligesom hans forgængere - ikke ret i, at det uformede har større kreativt potentiale end det formede. Tværtimod. Civilisationen bygger nok som Freud også er inde på (måske ganske vist på et spekulativt grundlag) sublimering og undertrykkelse af det umiddelbare i en anden (højere) sags tjeneste. Civilisation bygger på formninger - også tankemæssige og mentale formninger. Her er undertrykkelse en vigtig komponent - og man kan strides om, hvordan undertrykkelsen skal foregå, men ikke om den skal foregå.

En anden måde at udtrykke forholdet mellem den enkeltes dannelse og undertrykkelse er at henvise til, at mennesker altid indgår i konstellationer med omgivelserne blandt andet andre mennesker. Ved at fokusere på det uformede menneske, ser Robinson bort fra dette forhold, og han trækker derved på en bevidsthedsfilosofisk tankegang som vi finder i den tyske idealisme og især Fichte og omegn. Mennesket bliver herved en ø - en selvstændig enhed, der konstruerer sin omverden(sforståelse).

Lidt modsigende, nuancerende, dialektisk eller ambivalent trækker Robinson gruppen ind som det afgørende for den kreative udvikling hos barnet. Men gruppen består i en konstellation med gensidig påvirkning - eller undertrykkelse og formning - som i første omgang blev afvist af Robinson.

Hele det romantiske tankegods, Robinson trækker på, kunne godt trænge til at blive gennemreflekteret - og det barndomssyn, der følger med, ligeledes.

Der er nok ingen tvivl om, at ADHD er blevet en diagnose, der lidt for bekvemt hæftes på urolige børn, men det betyder jo omvendt ikke, at det gælder alle diagnoserne - og at de diagnosticerede ville have det bedre uden diagnose, hvilket mere end antydes af Robinson. Og hans forklaring på fænomenet: børns overstimulering med digitale gadgets er i høj grad tvivlsom - der er i hvert fald ikke ‘substantial evidence’ for den påstand.

Der er rigtig mange forhold, som det vil være en god ide at diskutere nøjere i forhold til Sir Ken Robinsons yderst populære fremstillinger i TedEs og RSAnimationen. Også forholdet mellem kritik og alternativer. Hvilken type af skole forestiller Sir Ken sig? Willingham peger i ovenstående artikel på en række af andre alternative skoletænkninger, der har lidt skibbrud. Typisk også nogle, der har været bygget på samme romantiske tankegods, som Sir Ken bygger på. Hvordan vil Robinson undgå, at hans skoler skulle lide samme skæbne - og hvordan skal den overhovedet se ud? Det giver han ikke noget bud på - han nøjes med at stå og kritisere den nuværende skole og pege på, at man skal lade den enkelte udfolde sig ud fra egen lyst. Det er ikke meget at bygge en skole og uddannelseskultur på. Og vil det være godt for de mange - eller er det skole moduleret og designet ud fra de eksempler på kreative mennesker, der er blevet uretfærdigt undertrykt i skolen, hvor vi så ikke ved noget som helst om, hvordan det vil gå de, der ikke har haft samme kreative drive?

Ken Robinson er rigtig god til at pege på nogle problemer i den nuværende skole, og han rækker længere ud end de fleste, der beskæftiger sig akademisk med skoleudvikling, så det er såre godt. Der er mange ting, man let kan være enig med ham i, men det er primært på ‘jeg synes’-niveauet, det gælder. Den teoretiske, historiske og empiriske fundering af hans forestillinger, virker særdeles skrøbeligt.