Follow by Email

fredag den 1. november 2013

Sir Ken - et urørligt ikon?

Pragmatik Education blog

For nogen tid siden kom et blogindlæg på Pragmatic Education What Sir Ken got Wrong, og det satte en større diskussion igang om for og imod Robinsons tanker om uddannelse og kreativitet. Sir Ken Robinson er ikke en hvem som helst i international uddannelsesforskning, men en rigtig stjerne, der bliver trukket frem som reformpædagogikkens heltekarakter: det enkelte barn i centrum og gruppen og gruppearbejde som noget udviklende og positivt osv. Noget vi er rigtig mange, der er enige i.

Ken Robinson

Sir Ken Robinson har efterhånden længe været en stjerne på uddannelsesfirmamentet. Hans TedEx-præsentation fra 2006 How School Kill Creativity er den mest sete TedEx overhovedet, og hans RSA-præsentation Changing Education Paradigms har i mange år været i heavy rotation på sociale medier og i undervisersammenhænge. Og begge præsentationer er fantastiske i den forstand, at de er morsomme og inspirerende. Sir Ken er meget underholdende, og det er ikke forkert at sige, at han er en intellektuel, akademiske stand-upper, der samtidig får lytteren/seerne til at tænke.


Jeg vil i første omgang se lidt på, hvordan der bliver talt om - kan tales om - Sir Ken. I anden omgang vil jeg se på substansen i diskussionen om Sir Kens tanker om skole og kreativitet.

Sir Ken er et urørligt ikon

Det er interessant at se på Sir Ken som et fænomen. Han har ikke mindst i en særlig angelsaksisk, kritisk, pædagogisk tænkning en status som ‘den alternative stemme’, hvilket også har ført til, at hvis man er kritisk i forhold til ‘the establishment’, så er man for Sir Ken.

Et ikon?
Jeg havde selv en sigende oplevelse, da jeg tidligere henviste til kritikken fra Pragmatic Education, hvor en tweep (en der er aktiv på Twitter) Steve Wheeler responderede, at Twitter ikke egnede sig til at diskutere Robinsons tanker om uddannelse - eller kritikken af disse. Da jeg har meget stor respekt for Steve Wheeler overraskede denne reaktion mig meget. Jeg kan kun se den som et udtryk for Sir Kens særlige status - især i en engelsk uddannelsesmæssig og læringsteoretisk sammenhæng.

Der er en sær berøringsangst for ikonet Sir Ken, som gør, at han er hævet over twitterdiskussioner. En position han næppe selv vil være enig i. Parentetisk bemærket vil jeg hævde, at der ikke findes noget emne, der ikke kan behandles på 140 tegn - det vil aldrig være den hele fortælling, men det vil 140 sider heller ikke.

Diskussionen af Sir Kens ideer om uddannelse er afstedkommet af flere kritiske indlæg, der stiller spørgsmål ved hans tænkning om skole og kreativitet. Ikke mindst blogindlægget fra Pragmatic Education What Sir Ken got Wrong, satte en mindre diskussion i gang på danske sociale medier - eller i hvert fald på Twitter, hvor de korte mikroblogindlæg fik markeret en interessant måde, man kunne forholde sig ud fra enten-eller.

Bloggeren og den tidligere lærer Morten Ovesen @mortenovesen inviterer på sin blog innovativeteacher til en diskussion om Sir Ken Robinsons syn på skolen, kreativitet og læring. Anledningen er, at Morten Ovesen er blevet pikeret af, at Pragmatic Education har tilladt sig at mene noget andet end hans helt: Sir Ken Robinson. Og det er et udtryk for et problem med Sir Ken and his merry men. Han har fået en status, så man nu MÅ være for eller imod ‘manden’ i stedet for at se hans tanker om uddannelse som nogle, man er delvist enige i og andre, som man er mindre enige i. (Retfærdigvis må det siges, at Morten Ovesen har delt Pragmatics kritiske blogindlæg på Twitter for at starte en diskussion. Men tager han selv diskussionen?)

Diskussioner er ikke et spørgsmål om vindere og tabere
I diskussionen af Sir Kens forestillinger om skole og kreativitet risikerer man let at blive fanget i sportslogikkens vindere og tabere - eller religionens de rigtige og de forkerte. For Morten Ovesen er valget meget klart, selvom han lægge ud med en åbning - han drager ud i sin blog for at forsvare Sir Ken. Anklagerne mod Sir Ken er forkerte. Han henviser til det kritiske blogindlæg og siger: “Jeg vil ikke gennemgå hele blogindlægget her, men dog tage fat på et par punkter. Det er de punkter, hvor jeg mener at skribenten har fået Sir Ken Robinson helt galt i halsen og mistolker hans tanker.” Altså ikke en diskussion, men en korrektion af ‘fejl’ i kritikken - en afvisning, der ikke går i dialog med kritikerne.

Dette forekommer at være en lidt underlig måde at forholde sig til en kritik på. Klart nok kan han ikke forholde sig til ‘hele blogindlægget’ (hvad det så betyder). Men hvorfor nøjes med at tage nogle elementer ud, som han er uenige i uden at se på helheden? Endnu mere mærkeligt bliver dette, når man ser på blogindlægget fra Pragmatic Education What Sir Ken got Wrong, som viser sig ikke at være et selvstændigt blogindlæg, men snarere en blog ‘mash-up’ af andre blogindlæg. Men Morten Ovesen har ikke forholdt sig til de forskellige kritiske stemmer, som Pragmatic Education lader komme til orde. Morten Ovesen er nemlig ude i det ærinde at redde Sir Kens ære - ikke at diskutere tanker om uddannelse.

Morten Ovesen tager fat i tre kritikpunkter:
  1. Sir Ken Robinson beskyldes for at mene, at talent er noget som er medfødt og som sådan ikke skal trænes eller nurses.”
  2. “Jeg læser heller ingen steder, at Sir Ken Robinson advokerer for, at man skal slippe let om tingene”
  3. Det giver heller ikke mening, som mange gør, at lade Sir Ken Robinson spænde for en vogn, der kører rundt med reklamer for “ladhed”, “ligegyldighed”, “jeg hopper over hvor gærdet er lavest” og “jeg er kreativ”

Det første punkt lægger op til en interessant diskussion af, hvad der er medfødt, og hvor plastisk menneskers evner i virkeligheden er. Denne diskussion afvises af Ovesen, fordi Robinson overhovedet ikke har hævdet det i første omgang. Og dette på trods af titlen: How School Kill Creativity, som jo implicerer, at der er noget, skolen kan ødelægge. Endvidere må man sige, at Robinsons eksempel som afslutning af foredraget i høj grad lægger op til en læsning af, at talentet er noget medfødt: Pigen KAN danse, hun ER en danser - og det har hun altid været, selvom det ikke har været anerkendt af skolen.

Men det er ikke det afgørende her. Det afgørende er derimod, at dette ikke bliver og ikke kan diskuteres. Og sådan er det ligeledes med de to følgende punkter. Ovesen hævder, at kritikken er fejlagtig, fordi Robinson ikke har givet udtryk for det, han kritiseres for. (Og sjovt nok foretager Ovesen så den samme retoriske finte ved at opstille en kritik af Robinson, som der ikke findes belæg for i indlægget i Pragmatic Education.) Diskussionen kan altså for så vidt stoppe her - sagen er undersøgt, og der er ikke noget at komme efter!

Jeg vil se nærmere på selve kritikken og dermed forsøge at åbne diskussionen i del 2: Man gjorde et kreativt barn fortræd.